Profile
Blog
Photos
Videos
20. januar Vi blev hentet på vores hotel (Dreams hotel 2) kl. 9.30 blev kørt hen til busstationen, hvor vi skulle have en stor bus til Nha Trang, (kan lige fortælle at det stadig regnede) som er kendt for dens strande. Vi havde fået at vide at turen ville tage 3½ time højst 4, men vi er jo i Vietnam, og vejret var rigtig dårligt, med regn og meget tåget, så turen tog 5½ time. Majbritt havde en enkelt køresyg pille tilbage, så den tog hun. Det var nok godt, ellers havde hun måske endt i den samme situation som andre, der bare sad og kastede op.
Vel ankommet til Nha Trang indlogerede vi os på hotel Nice på 5. sal, hotellet havde vi fået anbefalet af andre danskere, som vi havde mødt aftenen i forvejen. Vi kunne ikke få et familie rum med Wifi før dagen efter, men det var et fint værelse troede vi. For da vi sad og snakkede med Danmark, sagde Steen lige pludselig, "hvad var det der løb der?". Vi andre havde ikke set noget, så vi mente han nok havde set syner, og det nok bare var en gekko, der havde forvildet sig ned på gulvet, men ak nej. Det begyndte at pusle ved vores poser med kiks og tørret kokos, som stod på en stol, og så fik vi også øje på en hale, det var en mus. Vi åbnede døren ud til gangen, og ryddede gulvet, så hvis den kom frem igen kunne vi kaste en sko efter den, så den ville rende ud på gangen, troede vi. Den var bare så hurtig, at den nåede at gemme sig igen inden vi fik set os om. Imens døren var åbnet, kom der også en kakerlak spadserende ind, men der var Steen hurtig, og fik den genet ud igen. Da kl. var 2.30 om natten syntes Steen, at nu var det på tide at få lidt søvn, han var lige faldet i søvn, da Majbritt vækkede ham, da musen igen var på farten, og stod på stolen med kiks og kokos ved siden af Majbritt seng. Til sidst var Majbritt så træt, at hun faldt i søvn og var ligeglad med både mus og div. andre dyr.
21. januar. Dagen efter flyttede vi til et andet værelse på 3. sal og håbede det var bedre, og indtil videre har vi ikke mærket noget til nogen dyr.
Vi gik en tur ned til vandet, hvor vi soppede lidt. Vandet var dejligt varmt, men der er så meget understrøm her, og store bølger, så de anbefaler os ikke at bade. Vi havde et mega regnvejr om aftenen, men heldigvis var vi på hotellet.
22. januar havde vi en ren "slappe" dag, hvor der blev læst, lavet lektier og set film - på nær Steen, der opdaterede bloggen. Majbritt var ude at købe brød og frisk frugt til morgenmad, og vi spiste en sen frokost, hvor vi fik grillet krokodille. Det smagte lidt ligesom kylling, men havde en lidt anden konsistens. Det smagte godt.
23. januar. Det var igen brød og frugt på værelset til morgenmad. Marcus er blevet helt vild med passions frugter, så dem ryger der nogle stykker af.
Vi tog på tur ved middagstid, efter at drengene havde sovet længe. Vi skulle ud at se Hon Chong klipperne ved Nha Trang, som vi havde set afbilledet i vores bog "turen går til". Taxa chaufføren ville vise os en Pagoden (tempel) på vejen tilbage, faktisk en god oplevelse - den lå rigtigt flot med udsigt ud over en bro til en nærliggende by. Herefter kørte vi til en by syd for Nha Trang for at se et akvarium, hvor de bland mange forskellige arter, også havde hajer.
24. Januar. Vi skulle fra hotellet kl. 6 om morgenen, da vi skulle nå et fly til Da Nang, ( 6. gang vi skulle ud at flyve), herfra tog vi en taxa til Hoi An, som er Vietnams svar på Skagen.
- comments