Den sidste aften i Granada blev ikke som vi havde regnet med. Et par øl på vores stam bar, lød den oprindelige plan, men det udviklede sig, også i den grad. I løbet af dagene i byen, havde vi udviklet en stor kærlighed til en sportsbar ejet af en amerikaner. Og da han sidste dag valgte at smække Watford op på storskærmen, var vi solgt. Så sidste aften skulle naturligvis også bruges der. Efter utallige drabelige, nervepirrende og intense kampe på deres yderst utilregnelige pool bord, gik turen op i baren, hvor sidste øl skulle nydes, og derefter på hovedet i seng. Troede vi. Oppe i baren stødte vi på en umanerlig flink nicaraguaner. Hans bedste ven var dansker, og han havde selv været i Danmark en gang. Da han fandt ud af vi også var fra DK, tog han os til sig. Efter lang tid i baren, inviterede han os med videre på karaoke bar slash diskotek. Aldrig set før. Men det fungerede. Da vi trådte ind i baren, burde det have været ligesom i en western film, hvor alt bare går i stå, musik osv. og alle vender sig om og kigger. Absolut kun omringet af indfødte. Men alle sammen virkelig flinke, og man følte sig på ingen måde uvelkommen. Før vi vidste af det var klokken seks om morgenen. Vi blev enige om en ekstra dag i Granada nok var nødvendig.

Fire timer efter smækkede vi James Sampson med Dream On på højtalerne, vores morgensang. Og fik forvandlet et værelse der lignede lort om til to rygsække, forholdsvis hurtigt. Vi har formentlig stadig været fulde, siden det kunne lade sig gøre.

Rejse omkring i landene er vi blevet gode til. Ikke meget forberedelse. Vi tager det som det kommer. Med lidt gang gennem by, marked og slum. Stående i propfyldt lokal bus. Hjulpet over i anden bus, uden vi anede vi skulle skifte. Lidt taxa. Færge. Så befandt vi os senere på dagen på Isla De Ometepe.

Isla De Ometepe. En vulkanø, placeret ude i Nicaraguas enorme sø. Søen som mest af alt ligner hav, når man betragter den inde fra land. Vandet er dog usandsynlig lækkert at bade i, og slår saltvand og klorvand med flere længder. Hvis du havde et glas saltvand, klorvand og ferskvand; hvad vil du så helst drikke? Øen i sig selv er nærmest eventyrsagtig, og består af to kæmpemæssige vulkaner. Vulkanerne enorme kontraster til hinanden. Den ene et pragteksemplar af en keglevulkan, nærmest helt gold, og stadig aktiv. Den anden, væsentlig mindre, ikke aktiv, og voldsom frodig. Vi er placeret lige midt i mellem dem, i en "by" kaldet Santo Domingo, lige ned til askestranden.

Dagene herude er gået med afslapning ved Ojo de Aqua (Ikke helt naturlig dannet pool, inde midt på øen), og bestigelse af lillebroderen af vulkanerne, Vulcán Maderas. Det fik vi anbefalet, da der på denne tur var langt mere at se, hvorimod den anden bare var hård og kedelig. Ray var lidt skuffet over den hårde og krævende vulkan ikke skulle bestiges, og mente den anden var barnemad og nok kunne klares på omkring 25 minutter. Han kom dog hurtigt på andre tanker. Ekspeditionen var voldsom hård, og tog de syv timer, vi også havde fået fortalt. Tre en halv op, tre en halv ned. Turen på de glatte og mudrede sten, var meget hård og krævende. Ikke amerikaner venlig! Vulkanen havde guiden og os for os selv. Vi mødte kun et par enkelte på turen ned. Første mænd på toppen (måske nogensinde?). Ned og beskue kraterets vandhul. Omringet af skyer, gjorde sigtbarheden virkelig uklar, og kraterets sø var faktisk bare lorte uhyggelig end den var flot. Men turen alt i alt var helt fantastisk, og en af de federe ting vi har fortaget os. På turen opad den frodige vulkan observerede vi flere dyrearter, end vi har gjort på hele turen. Guiden helt fantastisk til at spotte dem, og ivrig efter at fortælle om stedet. Han var så god. Det blev han også belønnet for. Endnu engang så vi coral snaken. Så mange forskellige arter slanger i Mellemamerika, og så har vi kun set den. Den allermest giftigste, og en af de sjældneste. Det var første gang guiden så den med turister, og den største af dem han nogensinde havde set. Efter turen rystede vores ben af træthed og ømhed. Børge fik under nedfarten et af hans pulsanfald. Flere gange skred vi og var tæt ved at vælte i døden. Fandeme ikke for sarte sjæle.

Øen vrimler med fluer/myg lignende væsener, som er pisse irriterende. Heldigvis bider de ikke. I dag var vi fanget ude på verandaen. Fronten indtil vores værelse var åbenbart blevet tilholdssted for en sværm bestående af omkring 20.000 af dem. Uden pis. Når vi løb ind i den kunne vi ikke trække vejret. Vores dør var helt sort af dem, og vi var nødsaget til at opgive at komme ind på værelset.

I morgen tager vi videre. Hvorhen har vi ikke helt besluttet endnu.

I hører fra os.