Den oprindelige plan lød egentlig, at når vi ankom til San Pedro Sulas busstation, ville vi overnatte der. Inden påbegyndelse på vores videre færd mod Managua i Nicaragua, hvis bus først gik kl. 5 om natten. San Pedro Sula er den andenstørste by i Honduras. Har den største busstation i hele Mellemamerika. Men er også den mest kriminelle by i hele Honduras. Så vores plan måtte vi hurtigt skyde en hvid pil efter, og fik af busselskabet anbefalet, at vi overnattede på et nærtliggende hostel i mellemtiden. Grundet nogle voldsomt spændende basket dokumentarer, vi så over computeren, endte vi først i seng kl. 1. Mens Børge lagde sig ind i den lille dobbeltseng, vi havde fået tildelt, i det store fællesværelse. Lagde Ray sig til at slumre på lobbyens sofa, med den eneste opgave, at vi skulle op kl. 4. så vi kunne nå vores bus, som var betalt. Ray sover rigtig godt, måske en anelse for godt. Alarmen overhøres i hvert fald. Kaptajnen fejler. Men gud vil det åbenbart anderledes, den bus skulle nås. Intet mindre end et mirakel. Det utænkelige var sket, men i de efterfølgende minutter skulle vi være vidne til noget endnu mere usandsynligt og utroligt, ja nærmest bizart. Syvsoveren Børge vågnede midt i en af hans mange dybe søvne, noget der aldrig er sket og set før. Et indre vækkeur eller et eller andet. Højst besynderligt. En omtumlet Ray blev vækket med et mobildisplay smasket op i ansigtet, for at fortælle klokken altså var et pænt stykke over fire, og muligvis et opråb om hvad fanden han havde gang i. Herefter havde vi travlt, men bussen blev heldigvis nået. Og gudskelov for det. For en dag i San Pedro Sula havde eddermame været lang og sej.

Efter en forfærdelig, grufuld og ualmindelig lang bustur ankom vi til Nicaraguas hovedstad, Managua. Her kunne vi mildt sagt ikke mere, fuldstændig kvæstet. Fysisk og mentalt nedslidte. Vi måtte nok erkende, at en overnatning i Managua var nødvendig, og vores egentlige mål, Granada, lidt længere syd på, måtte nok udskydes til dagen efter. Ray forsøgte desperat at forhandle en taxachauffør langt ned i pris, for at køre os det sidste stykke, for de sidste penge vi ejede. Det gav i sidste ende pote, og senere på aftenen kunne vi konstatere, at vi befandt os i Granada, vores mål. Kæmpe succes. Kæmpe vinger bagud.

Granada, en idyllisk og charmerende by, placeret ud til den anden største sø i hele Amerika. Vi er bosat i hovedgaden, gågaden om man vil, med en masse omkringliggende cafeer og restauranter. Her bor vi lækkert. Her er fælleskøkken, så vi er i hopla. Noget hotellets ejere også nyder godt af, som glædeligt spiser vores rester. Mango wok er naturligvis blevet kreeret.

Vi var på tur med et lokalt turistselskab. Ejeren brændte simpelthen så meget for det. Helt fantastisk. Utroligt engagement. Ud at se en masse småøer langs bredden, dannet af den nærtliggende vulkan, da den var i udbrud for mange år siden. Spændende dagsudflugt, og søens vand var ubeskriveligt forfriskende at være i.

I dag stod vi tidligt op. Allerede kl. 8. Meget uvant. Overværelse af Arsenal på fjernsynet i hotellobbyen. En sejr. Derefter over til vores amerikanske vens sports bar, som var så elskværdig at smække Watfords topkamp op på storskærm. Uafgjort. Det spidser virkelig til i oprykningsracet. Så selvom vi befinder os på den anden side af jorden, i noget så sexet som Nicaragua, så følger vi stadig vores hold til fulde.

I hører fra os.