Vi må være ærlige. Vi har virkelig ikke foretaget os meget den sidste tid. Efter afrejse tidlig morgen fra Copán i jordens koldeste bus, noget vi ikke havde taget højde for i vores beklædning. Ankom vi senere på dagen til Utila. En lille ø nord for Honduras kyst. På bådturen fik vi udleveret brækposer. Og den ikke særligt søstærke kaptajn, virkede ikke synderlig tilpas ved situation. Den timelange overfart tog en krig. Men brækposen forblev heldigvis ubrugt.
Utila består hovedsageligt af dykning og druk. Da vi ankom til øen, blev vi overfaldet af ivrige folk fra respektive dykkerselskaber med tilhørende hoteller, kæmpende om os. En af dem var dansk, og så var vi naturligvis solgt. Vi blev tilbudt gratis overnatning den første nat. Åbenbart normal kutyme herude. Så blev vi ellers kørt rundt i manegen. Rundt i byen, hilst på en masse folk, rundt i dykkercenteret, øl på deres regning, og lyttet til en lang informativ tale omhandlende hvad deres center tilbød. Vi sad og lyttede vældig interesseret til, mens vi signalerede til hinanden; det her skal vi bare ikke. Alt muligt med at udvide vores dykkercertifikat, og det har vi altså ikke det store behov for. Efter vores fri overnatning listede vi stille og roligt væk fra hotellets område tidlig morgen, og tjekkede i stedet ind på et langt billigere nærtliggende hotel. Så alt i alt kom vi ud som kæmpe vindere.
En enkelt voldsom bytur er det blevet til. Noget der spolerede dagen efter fuldstændig, hvor aktivitetsniveauet var lavt, meget lavt. Som det kan ses på billedet har rejsen forandret os meget, og vi har gennemgået en sensationel udvikling. Vi er blevet nikotinafhængige, og ses nærmest konstant med en smøg i hånden. Overraskende, men sandt? Ellers har den stået på solbadning. Noget vi er vidt forskellige til. Børge er skræmmende dygtig til disciplinen. Hvorimod Ray, har utrolig svært ved at sidde stille, og holder ikke længe af gangen. Der findes to slags mennesker; Dem der kan lave snobrød, og dem der ikke kan.
Ellers har vi døjet lidt med dårlig mave. Vi æder konsekvent alt hvad vi støder på, og tager absolut ingen forbehold. Så det skulle ske på et tidspunkt. Men stadig intet slemt. Det har dog medført en Ray i trav gennem hele byen, for at få lettet trykket bagfra hjemme på hotellet. Og en Børge der har tilbragt foruroligende meget tid på badeværelset i morgentimerne.
Øen vrimler med dykkere, og har ikke meget at tilbyde ud over dykning. Så store dykker entusiaster er vi bare ikke, og har besluttet at tre overnatninger herude må være nok. Vi drager derfor videre i dag. To transport dage venter. Et langt sejt træk skal tilbagelægges for at nå målet, Nicaragua.
I hører fra os