Efter at have ventet flere timer på en bus, som i den grad ikke overholdte bus planen, ankom vi til Quepos. Quepos som er placeret tæt ved Manual Antonio, en naturskøn nationalpark, kendt for dens enorme dyreliv, i forhold til dens mindre areal. Et must-see i Costa Rica. Men trods vi har været her i fire dage nu, er det endnu ikke lykkedes for os. Vores afslappede og tilbagelænede, ja nærmest nonchalant attitude, har afstraffet os, og resulteret i en ubesøgt Manual Antonio nationalpark. Vi har ikke råd til at tage en ekstra dag her, da det vil eksplodere vores fremragende program vi har lagt for vores sidste uge i landet. En nødløsning er muligvis at stå usandsynlig tidligt op i morgen. Piske i gennem nationalparken. Og for guds skyld ikke misse sidste afgang til vores næste destination. Det overvejer vi.

Første dag ankom vi sent, og skulle lige falde til. Anden dag skulle gå med at fejre Watford oprykning til Premier League. En fest der desværre udeblev. Tredjedagen forsøgte vi at besøge nationalparken. Men grundet vores slemme tømmermænd (historie følger senere), kom vi sent af sted, og troppede først op efter lukketid. Den lukkede åbenbart allerede klokken 15 (står i bogen). Dag fire var afsat til nationalparken. Nu måtte det være. Vi stod forholdsvis tidligt op. Højt humør. Store forventninger. Kæmpe vinger bagud. Parken lukket om mandagen (står i bogen). Vi er nogen kæmpe spader.

Strandløverne var derfor nødsaget til en dag ved stranden. Et farvel til Stillehavet. Surfing fik endnu et skud i bøssen. Bølgerne ikke så store her, så virkelig mulighed for at lære pisset. Men vi må nok bare konstatere; surfing, det kan vi altså bare ikke finde ud af.

Lørdag var vi som sagt i byen. Vores formentlig sidste bytur på turen. Så den skulle naturligvis have gas. Og det fik den. Aftenens forløb blev væsentlig mere actionfyldt end forventet. Vi var begge plørefulde. Børge var fornuftig, og tog "tidligt" hjem. Kaptajnen derimod, kom halsende efter, og var først hjemme den lyse morgen, fuldstændig gennemblødt. På jagt efter en lokal, som havde stjålet hans sko, blev en flod krydset. Hvordan tyven har båret sig ad med at hapse skoene, mens de sad på Ray, må kun guderne vide. Men det kan ikke have været meget modstand han har fået. Ufattelig nok blev skurken dog fundet på den anden side af floden, og Ray ender faktisk med at få sine sko tilbage. Så det hele endte lykkeligt. Det kan desværre ikke siges om tilstanden dagen derpå. Ødelagt. Vi plejede dog tømmermændene med pizza og The Hangover i fjernsynet. Den perfekte kur.

Vi har også været udsat for et grimt uheld. Ray smadrede sin fod, og har fået en dyb flænge, et af de værst tænkelige steder. En længere beskrivelse vælger vi simpelthen at skåne jer for. En så alvorlig skade er nærmest ubeskrivelig og virkelig ikke for sarte sjæle. Samaritten er i ekstase, og har endelig fået lov at udfolde sig, og bruge sin imponerende omfattende lægefagkyndige videnskab. En forbinding og noget gaffatape lød behandlingen på. Og samaritten kan virkelig sit kram. Foden er allerede i bedring.

Om det bliver Manual Antonio i morgen tidlig vides ikke endnu, men en ting sikkert. Når dagen er omme i morgen, skulle vi gerne befinde os væsentlig længere inde i landet.

I hører fra os.