Ankommet til Costa Rica. Sidste nation i vores mellemamerikanske eventyr. Og hvilken start landet har fået. Her er lækkert, næsten for lækkert. I forhold til de andre lande i Mellemamerika, skiller Costa Rica sig ud. Også vores indtryk, er at landene omkring har et "fjendtligt" forhold til Costa Rica. Simpelthen af ren misundelse. Landet lever og ånder for turisme, og det fungerer. Mange har fået øjnene op for landet, og især mange amerikanere har skudt penge i projektet, fornemmer man. Det har medført en langt mere velhavende og pengestærk befolkning. Naturligvis væsentlig dyre at rejse rundt i landet, og opleve dets mange seværdigheder og attraktioner. Men med pris følger kvalitet.

Valutaen er vanvittig. En eller anden form for inflation må have fundet sted. Den er helt gal. Vores første tur i det lokale supermarked, endte med en bon på 8.500. Og vi har haft en bytur på omkring 20.000. Jovist bruger vi mange penge når gaden besøges derhjemme. Men 20.000 for en bytur må alligevel være rekord. Vi har dog fundet ud af, at ved at fjerne to nuller fra beløbet, har du cirka den danske pris.

Vi evakuerede fra den Nicaraguanske vestkyst tidlig fredag morgen. Der var simpelthen for varmt. Med mørkerøde forbrændte kroppe var rygsækkene et helvede at bære på. Vi har været hårdt ramt. Værst er det dog gået udover Rays læbe. En forbrændt underlæbe. Noget vi faktisk ikke vidste var muligt. Grænsebyen var et gedemarked, som det plejer. Her blev tilbragt en del tid. Virkelig ikke noget vi ikke kommer til at savne synderlig meget. Kun USA's krævende sikkerhedskontrol mangler at passeres.

Nødsaget til at bestille en taxi, da busser ikke kørte samme dag, befinder vi os nu i Santa Elena i Monteverde området. I imponerende frodige bjerglandskaber, er vi bosat på et helt og aldeles fantastisk hostel. Det bedste hidtil. Det rammer os. Folk i alle aldre. Ikke noget party hostel, ro klokken 10. Så kan man selv bestemme om man vil videre. Alt for hyggelig lobby. Køkken. Morgenmad inkluderet (lukker kl 9, så den har vi misset et par gange). Flydende engelsk talende staff, som er yderst behjælpelige til hjælp med arrangering af dagsudflugter. Og der er meget at vælge mellem. Området har utallige muligheder. Selve byen minder meget om et skisportsområde. Men i stedet for at stå på ski om dagen, dyrker man ekstrem sport og trekker rundt i det frodige område. I cloud forrest, som det kaldes.

Her kan snildt bruges omkring en uge, og dagene her er gået usandsynlig hurtige. Gratis vandretur i områdets vanvittige stigninger, klart uden for kategori. Efter voldsom bytur, af sted på tømmermænds canopy, og svæve som supermand over cloud forresten, på den længste zipline i hele Amerika. På udforskning i junglen om natten.

På jagt efter en smoothie i byens centrum faldt vi over en bungee jump reklame. Og før vi vidste af det havde vi bestilt et hop til to timer efter. En handling vi glæder os over blev præget af spontanitet, for de to timers ventetid føltes som en krig. I 143 meters højde, med 100 meters frit fald. Det største i hele Latinamerika. Selve springet gik så voldsom hurtigt, at det nærmest ikke var til at opfatte. Men voldsom fed oplevelse. Så kan vi også skrive det på cv'et.