Vi skriver pt. fra en net cafe i San Isidro. Vores mellemstop for at nå San José, som er sidste stop på vores costaricanske rundfart. Vores adapter er langt om længe gået i stykker. Et par ugers ekstra levetid, grundet lidt gaffatape, var hvad det kunne blive til. Hvor vi nu beklageligvis definitivt må erklære den for afgået med døden. En pænt vigtig funktion adapteren har haft, har vi fundet ud af. Vi føler os nærmest handlingslammet. Så vi vil på udkig efter en ny i San José.

Vi stod tidligt op i tirsdags, og fik som planlagt Manual Antonio nationalpark at se, inden vores videre færd ind i landet. Vi var som de første i parken, og havde rig mulighed for at betragte dyrenes adfærd tidlig morgen. Men vi må nok bare endnu engang konkludere; man får langt mere ud af et nationalparkbesøg med en guide, end på egen hånd. Højst dramatisk blev en vildtlevende blodtørstig frygtindgydende puma dog observeret. Hvorvidt det dog var en puma, er der stadig delte meninger om. Ray fremstår yderst skråsikker i sin sag, og endnu mere træls at høre på, efter vi faktisk fandt ud af, at der lever pumaer i parken. Børge derimod, som kun hørte noget stort bevæge sig i buskadset, er lidt mere skeptisk. Noget vi desværre aldrig får opklaret. Men det var en puma.

Herefter drog vi ind i landet, og i særdeleshed op. Vi gik fra Stillehavet til 1500 meters højde. Virkelig en klimatisk forandring der blev gennemgået. En hel anden side af Costa Rica, som vi endnu ikke havde oplevet. Bosat i en lille bjerg landsby kaldet San Gerrado de Rivas. På vores hostel sad folk med tæpper, mens pejsen kørte på fuld brøl i baggrunden. Enormt hyggeligt. Med relationer til en bjerghytte i Norge. Men hvad der skulle foregå dagene efter, skulle blive komplet det modsatte..

Hele ideen med vores visit i San Gerrado, var en restitutions/opladnings dag, før bestigning af Costa Ricas højeste punkt, Cerro Chirripo, i 3820 meters højde. Fra 1500 meter til 3400 på 15 km, for at nå lodgen. Overnatning der. 5 km mere for at nå toppen, og derefter hele vejen ned i 1500 meters højde igen (20 km). Så alt i alt 40 km der skulle tilbagelægges.

Turen derop var helt forfærdelig. Modbydelig lang. Tog os 7 timer. Hvilket egentlig var ganske pænt, da gennemsnits tiden for folk i god form, lå på 6-8.
Tilværelsen deroppe, forfærdelig. Møghamrende koldt. Og en lidt for snæver madpakke vi havde med, måske.
Natten helt og aldeles forfærdelig. Nede at runde 5 grader. Så koldt vi måtte krybe os sammen i samme seng.
Vandringen helt op på toppen af Chirripo tidlig morgen, forfærdelig. Med de sidste 100 meter voldsomt barske og yderst krævende.
Turen ned foregik naturligvis i sivende regn, og var i den grad også forfærdelig.
Men hold kæft hvor var det en fed oplevelse. Trods fuldstændig smadret ben og skuldre, har man en virkelig lækker fornemmelse i kroppen dagen derpå. Og naturen, der vil vi lade billederne tale for sig selv. Som så lige skal ganges med 100, for hvordan det ser ud in real life.

Men vi gør det fandeme aldrig igen..

I hører fra os.