Den umådelige dårlige start Belize fik, er for længst glemt. Belize er lækkert, næsten for lækkert. Den store kolonimagt Storbritannien har åbenbart udover deres mange ø'er i det caribiske hav, også haft en enkelt koloni på fastlandet, Belize. Noget der ikke gør os noget. Engelsk er nationalsproget, hvilket gør det væsentlig lettere at kommunikere med lokalbefolkningen, der med den jamaicanske reggae accent er en fryd at høre på.

Efter en enkelt overnatning i Corozal, hoppede vi på bådfarten med afgang kl. 7 tidlig morgen. Vi var der endnu tidligere, og overværede solopgangen i horisonten af den klare og blanke lagune. Fandeme smukt. Efter en halv times sejlads var målet nået. Sartenaja, en lille øde fiskerby, med understregning af LILLE og ØDE. Fuldstændig afskåret fra civilisationen, blev vi som de eneste to smidt af på molen. Herefter trav gennem byen, en slags spøgelsesby med sammenlignelige træk til Tjernobyl. Tidspunktet spiller dog en stor rolle i vores første indtryk af byen, som er levet noget mere op. Byen er helt fantastisk, her snakker vi altså rigtig Belize, lille lokalsamfund, begrænset ressourcer, et ordentlig indblik i udkantens sande billede. Antal andre turister observeret kan nærmest tælles på en hånd.

Vi fandt vores Backpackers Paradise hostel, som vi havde læst om i bogen, og der er i særdeleshed tale om et paradis. Seks små hytter/skure fordelt rundt på den lille ranchagtige gårds have, med frodige planter og alverdens frugttræer skydende frem over hele arealet. Vi bor afsides, i et lille skur, længst nede i parken, med junglen som vores baghave. Vores kolonihavehus har det hele, toilet, bad, køkken, hele molevitten, alt hvad vi har brug for. Så den har stået på hjemmelavet mad. Desværre har Sartenajas små lokale købmand et meget begrænset udvalg af råvarer. Så vores gastronomiske færdigheder har desværre ikke kommet til fulde udtryk under de minimale muligheder. I går stod den på spaghetti med løg og ketchup, og i aften suppe med diverse ting og sager fundet ved købmanden, inklusiv to poser, et eller andet kød, fundet i hans fryser.

Shipstern, nærtliggende national park, er blevet observeret og udforsket. Efter en umådelig kedelig prædiken om stedets historie, fik vi et indblik i parkens mange forskellige dyr vi vil kunne støde på. Yderst spændende, og forventningen enorm. Skuffelsen endnu større, efter eneste møde med dyrelivet, langs junglestien, havde været parkens mest hyppige møde, myggen. Vi havde håbet på lidt mere. Men vi er klar til revanche, i de mange nationalparker vi krydser på vores vej mod Costa Rica. Sådanne ture bør nok også foregå sammen med en lokal guide, der kan spotte dyrene, og tysse på os, som måske til tider er lidt for rapkæftede i forhold til vores mission.

I hører fra os.