Fra et backpacker paradise til et andet. Efter to yderligere dage på hostlet i den lille flække Sartenaja, gik turen videre mod den populære rejse destination for backpackere, Caye Caulker. Sartenaja by, endte vi med at blive helt tosset med. Lækkert at komme væk fra alle turisterne, og ud i ingenting. Kæmpe succes med besøget derud. Den sidste stund derude stod på visit på et manatee rehabilitation center og kajak langs kysten. Kajakken faldt i særdeleshed i god jord. Her tilbragte vi flere timer, med stille og rolig sejlads på den spejlblanke lagune med dets umådelig lækre vand. Se film. En af morgenerne stødte vi på en slange lige uden for vores hytte. Grundet Rays usandsynlig dårlige og tekniske færdigheder på hans Iphone, nået vi desværre ikke at få et billede. Det beklager kaptajnen. Det viste sig senere at slangen vi havde set, Maja Coral Snake, er Belize giftigste og yderst sjælden. Den kan dræbe dig på et hug. Men vi er ligeglade. Vi er naturmennesker og falder i et med den. De kan bare komme an.

Caye Caulker, hvor vi befinder os nu, er også røv lækkert. Vi tjekkede ind på Bellas hostel. Et populært mål for backpackere. Noget vi i den grad har kunnet fornemme. Da vi troppede op, var der heldigvis plads. Men her op til weekenden tog det overhånd. 53 overnattende i det faldefærdige hus, som vi ikke ved hvad ligner udefra. Vi stod på et tidspunkt og betragtede huset udefra, og kan stadig ikke begribe, hvordan det har kunnet rumme så mange mennesker på en gang, uden at styrte til jorden. Ufatteligt. Men her er skide hyggeligt. Og en lille danskerkoloni er blevet oprettet. Syv befinder sig på hostlet, ubegribeligt, da det generelt ikke er særligt mange danskere man løber ind i. "All that danish people" lyder også i krogene, på hostlet, af og til.

Øen er voldsomt bitte, med en omkreds der hurtigt kan tilbagelægges. En størrelse der formentlig er den primære grund til øens popularitet og den drønhamrende gode stemning, både blandt turister og lokale. Ej at forglemme de mange muligheder, i form af dykning, snorkling, fiskning og mange andre vandaktiviteter. Øens beliggenhed i læ bag det andet største rev i verden, gør vandet helt blankt, stille og deliciøst. Snorkling og fiskning, begge handlinger vi kastede os ud i. Begge store succeser. Snorkling, hvor en af de lokale rastaman, der ligesom alle andre indfødte, har den helt fantastiske jamaicanske accent, man ikke kan blive træt af. Han tog os med ud til Shark Ray Alley, hvor vi svømmede med nursehajer og tonsvis af stingrays. Trods vores frygt for at ende ligesom Steve Irwin og vores generelle frygt for hajer, endte vi med at holde begge skabninger. På båden var der naturligvis et japansk par. Dem kan man ikke slippe for. I et ihærdigt forsøg på at fremskaffe et reb til rastamanden, så Børge sit snit til at posere som den lille havfrue på snuden af båden. En joke som japanerne fangede med det samme, og begyndte at tage billeder. Efter lidt smil og grin kunne vi konstatere at japanerne nu havde taget flere billeder af Børge, end vi selv havde på den tur. Fiskning var ydermere en enorm succes. Efter utallige mislykkedes forsøg, med hinandens selskab, hjemme i DK, lykkedes det os for første gang at fange noget sammen. Den ene efter den anden snapper blev hevet op, og senere på dagen nydt efter tur på grillen. Vi blev også introduceret i brug af harpun. Fandeme sjovt, men voldsomt svært. Blev til et par skud hver. Alle langt fra byttet..

Aktivitetsniveauet har været højt. Fodbold, basket og kanoture er det blevet til. Sammen med nogle stykker fra hostlet, tog vi kampen op mod Caye Caulkers fodboldhold, på det lokale stadion. En bane ikke engang serie 6 værdig. Et underlag de lokale befandt sig klart bedst på, og det blev til et klart nederlag til gæsterne. Rays hunger for basket blev for stor, og vi var nødsaget til at investere i en basketball. Noget de lokale unge nød godt af, og var helt tosset efter at spille med os. Trods deres unge alder, havde de et virkelig højt teknisk niveau. Noget Ray fik at smage på den bitre måde. Høj i hatten og alt for meget tro på egne evner, udfordrede han en af dem. Og han fik ikke et ben til jorden. Hurtige finter fra side til side resulterede en særdeles forvirret og rundtosset Ray. Et hurtigt stepback og swich. Hver evig eneste gang. Han var brandvarm. Ifølge Ray havde han bare en god dag. Alt det basket har også medført en medtaget lille finger på kaptajnen. Samaritten har talt, og kommet med diagnosen; forstuvelse. En udtagelse der har krævet meget stor viden indenfor lægefaget. Han kan sit stof.

Her er alt for lækkert, og meget mere at fortælle om. Fire dage måtte dog være nok, og i morgen drager vi videre mod Belize City, storbys livet.