Profile
Blog
Photos
Videos
Hvilken utrolig forskel fra morgen i Yosemite til aften i San Francisco.
Imellem de to punkter ligger en køretur på 2-300 miles fra den skønne natur i dalen ved Yosemite, gennem forskellige typer landskaber, hvor noget var med bakker med helt afsvedent græs, der var områder med kvægdrift i større stil, frugttræer i store plantager, store vinmarker, mindre bjerge med masser af vindmøller, byer, der lå tæt og motorveje med megen trafik.
Vi følte nok, at dette var den virkelige ilddåb som bilister. Kunne vi mon ad mange forskellige motorveje finde ind til downtown i San Francisco, hvor der stod to hotelværelser klar til os ganske tæt ved Union Square?
GPS'en førte os ikke over broen, som vi ellers havde regnet med at skulle over, men helt syd om bugten. Med Kaj bag rattet styrede vi dog ganske elegant fra den ene motorvej til den anden, til den tredje osv.
Det eneste, vi ikke kan lide ved deres motorvejskørsel, er, at man må overhale både inden- og udenom. Man kan på den måde pludselig blive presset fra begge sider, men vi kom godt igennem den tætte trafik, der mange gange foregik i 6 spor. Det sidste korte stykke inde i centrum var ganske let, og efter indlogering på 8. etage tog vi et lille hvil, inden vi vandrede ud på vores første tur, som gik hen til den gade, hvor sporvognene har endestation i vores del af byen. Der er kun to ruter. Vi venter til i morgen med en tur, men så, hvordan folk står og hænger halvvejs ude af vognen, og vi kunne kigge hele vejen op ad de stejle gader. Sjovt at se det i virkeligheden!
Vi gik op til Union Square, hvor også stormagasinet Macey ligge. Var en lille tur derinde og spottede straks nogle spændende tilbud, men købte dog ikke noget.
I aften har vi spist godt - og billigt efter danske forhold - på en diner. Vi kom af med knap 150 kr pr mand for en steak og noget at drikke.
Vores hotel ligger på samme gade som et par meget fine hoteller - bl.a. Hilton, men alligevel er der meget snavset på gaderne. Det flød med papir langs kantstenene, og der var ret mange tiggere, der antastede os, og også en del ubehagelige personer, der gik råbende og gestikulerende rundt.
Temperaturen, som i dagens løb har været oppe på næsten 35 grader, er blevet mere dansk - især i aften, hvor både Birgit og Ingrid havde iført sig jakker.
Her har også været meget larm af udrykningskøretøjer, som man kan høre i rigtig lang tid både før og efter, de er passeret., men vi glæder os til at opleve byen i morgen!
- comments
Kirsten Jakobsen Kære alle 4. Beklager my late call. Min computer har igen været "syg". Det var nok bedre med en BREVDUE. Mange tak for de gode beretninger Grethe. Jeg læser dem igen og igen.. Vi har haft sommer i lang tid, men nu har vi fået "regntid" ØV. Vil slutte nu med en kærlig hilsen til alle. Kirsten