Kuala Lumpur (KL i folkemunde) betød slutningen på et Thailand ophold, der måske havde varet for længe, og et goddag til et nyt land; Malaysia. Det betød også, at vi blev sat af klokken føj om morgenen, uden at vide hvor vi havde tænkt os at tage hen. Men der er altid en gut på en scooter eller i en tuk tuk eller i en hestekærre, der har et eller andet tilbud, og ligeledes her. Et kvarter efter vi havde sagt ja til hans tilbud og var blevet indlogeret på Oasis Hostel, sov vi alle trygt, lidt skråt til venstre for Chinatown.

Det var også her, vi ikke sov på samme værelse alle tre for første gang siden Krabi. Men havde man øjnet muligheden for lidt romantisk tosomhed, måtte man fluks øjne om igen. Joe havde skabt mode med alt sit spuleri ud af diverse kropsåbninger, og Ida, vaks og med på tidens noder, havde samlet tendensen op. To dage på langs tog hun, mere syg end på en pjækkedag i gymnasiet, lå hun bundet til sengen, mens jeg fes frem og tilbage med vand og, da jeg insisterede på, at hun efter 48 timers fasten skulle have noget i maven, kirsebær. Man er vel en prinsesse.

Det hele kulminerede, da Joe fandt hende på badeværelsesgulvet, halvt besvimet. Det hele lyder sikkert meget værre end det var, men forældre og bedsteforældre på kryds og tværs af DK kan godt slappe af. Ingen var døden nær, og slet ikke mig, hvis to fysiske lavpunkter var et surt opstød og et særligt irriterende myggestik nede omkring venstre knæ.

Mens Ida lå i sengen, havde Joe og jeg mest våget over hende, spist mad på et marked og vadet Chinatown tynd i jagten på et eller andet, der ville være værd at købe. Vi havde også brugt en dag på at se os om efter et billigere hostel, og mens vi ikke fandt det, fandt vi ud af mere end rigeligt om vores eget. Snart sagt alle andre hoteller, B&B's, hostels og gæstgiverier havde advarsler siddende på deres vægge. Hvad der ikke fandt sted på vores hotel af modbydeligheder, tyverier, voldelige overfald og knivstik. Selv de utallige bed bugs var bevæbnede til tænderne, forstod man. De informative plancher, vi havde set i Auschwitz sidste sommer, virkede som rene pixiebøger i forhold til disse groft udprintede A4-sider. Men også her overlevede vi, og blev under vores fire nætter der ikke så meget som truet med en kniv.

Den sidste dag i KL startede for mig i kælderen til Petronas Towers, mens pigerne lå og sov sødt hjemme i deres senge. Billetterne til tårnene er begrænsede, så jeg måtte igen finde mit selvopofrende jeg frem og trække i ventetøjet, mens solen sløvt begyndte at varme byen op. Det var også i køen, jeg havde mit sure opstød, hvilket ikke gjorde køen mere behagelig, men man gør, hvad der skal til, og ligeledes her. Da vi fik biletter til skumringstimen, var der en dag tilbage at fylde ud, og det gjorde vi med Batu Caves, der som så mange andre grotter her, er blevet gjort til en eller anden religiøs anordning, hvor munke og flagermus slås om at være de mest dystre. Hvad grotter angår, skal der efterhånden en del til at imponere garvede rejserotter som os, og mens selve Batu grotten mest blev oplevet som et stort hul i en klippe, var der råd at finde lige udenfor: Den mørke grotte. Yes, det har et af de der ligegyldige navne, som videnskabsmænd altid finder på, á la "Det store brag" eller "Mørkt stof", men som altid under disse fantasiløse navne gemmer sig en sandhed langt mere farvestrålende og spændende end antydet. Ikke nødvendigvis farvestrålende, for på den måde er den mørke grotte meget korrekt i sit navn. Men spændende. Verdens mest sjældne edderkop gemmer sig derinde, og mens de rundt regnet halvtreds eksemplarer gemte sig i en del af grotten, vi ikke havde adgang til, var det stadig rart at vide, at de var derinde et sted.

Bevæbnet med en lokal guide og en lommelygte hver, så vi til gengæld klaser af kakkerlakker, et særdeles hidsigt tusindben og ingen slanger, selv om de også gemte sig derinde et sted. En stalakmit på størrelse med Crazy Daisy i Ringsted var et særligt imponerende syn, og lugten af flagermuseafføring gav selv mig rengøringstrang. Som med så meget andet her i Sydøstasien, har det meget mere værdi, når din "engelsktalende" guide kender andre ord end bare "Tip", og her i Malaysia snakker de engelsk, så det er en fryd. Kombinationen af at man rent faktisk kan snakke med folk, og at Malaysia typisk ser rejsende, der er mindre festorienterede end øerne i Thailand og det sædvanlige Banana Pancake Trail, gør at folk her er ualmindeligt venlige. Og vores guide i grotten var en god prik over det i, der udgjorde vores interaktion med de lokale.

Vi rundede dagen af 86 etager oppe med en mellemgod solnedgang over KL. Tårnene var lige så imponerende som souvenirshoppen ved udgangen ikke var det, og med de priser de har for at komme op, havde vi alligevel ikke råd til at købe noget af det. Men hvad skal man også med en papmachémodel af Petronas Towers?