Oprindeligt havde vi en ide om, at vi ville være halvvejs gennem Indonesien på det her tidspunkt, men Joes ankomst ændrede lidt i vores planer. Indonesien lidt langt nede for Joe, der skal fange en DC10 fra Kuala Lumpur om 8 dage, men væk fra turistede Thailand og ud i den asiatiske ødemark skulle hun. Enter Borneo. Et vildt buskads af en ø, masser af tæt regnskov, hovedjægere, vilde næsehorn og steder der endnu ikke findes på et kort. Værsgo Joe, ren, uforfalsket asianisme.

Som vi fandt ud af, så er Borneo noget lidt andet. Nydeligt asfalterede veje, 7/11, en havnefront i den by hvor vi boede, Kuching, til en million USD per ti meter. Det hostel vi fandt hørte sammen med en ganske moderne natklub, hvor DJ's spillede op til dans natten lang med de nyeste toner fra kolonimagterne.

Kuching var det eneste sted vi endte med at sove. Da vi fik udlængsel var der for kort tid til at komme tilbage til vores respektive flyvninger, og den vildskab der rent faktisk findes rundt på øen, gør transport til en møjsommelig affære. Heldigvis er Kuching en god base for udflugter, så vi så ting, andet end bare det lokale rådhus, hvis design åbenbart er inspireret af en lokal hat.

Vi spiste også ting. Ikke alene var det 25 år siden, at Kuching fik et eller andet med demokrati indført, det var også 50 år siden at de fik noget andet med selvstændighed opfyldt. Jeg bytter måske rundt på rækkefølgen, men det vigtigste at videreformidle er, at det blev fejret med mad. Masser af mad. En hel måned i træk slog madfestivalen teltflapperne op for nysgerrige, sultne sjæle, og mens hverken Ida eller Joe virkede specielt begejstrede over udvalget, så mener jeg nu alligevel at der var grund til lykke. De havde kød på pinde, kød på poser, kød til hænderne og kød på fad. Der var kød til gården og gaden, til mutter og fatter og endda kød til politiet og en lille hjemløs kat ingen kendte navnet på. Og mens jeg elsker kød, foretrækker pigerne en lidt mere varieret kost. Og det er jeg da slet ikke uenig i, problemet er bare, at friske grøntsager er lige så svære at opdrive som trafikanter på de jyske motorveje. Så jeg mæskede mig, og nød øjeblikket inden vi strander i endnu et stegt nudelbælte, mens pigerne guflede frossen yoghurt. Det er nemlig smaddersundt, så vidt jeg kan forstå.

Først skulle vi dog lige ned til markedet, og da en taxa med taxameter er snart sagt umulig at opdrive, gik vi raskt derned på vores korte, tætte ben. Problemet opstod, da Joe øjensynligt havde stået på hovedet da hun fik forklaret kortet, så der gik ikke lang tid før vi var trætte, udmattede og vildfarne. Men hvad Borneo manglede i vildskab gjorde den op for i venlighed, og ejeren af en beværtning fik medlidenhed med os, og sendte en tjener ud med tre flasker koldt vand. På det her tidspunkt lignede vi også udskidt soyamælk, så ikke at give os vand, havde været at sammenligne med at være medvirkende til mord. Især Ida, hvis normale maksimum distance er noget med at rulle om på siden for at bede mig hente noget til hende, var hårdt medtaget.

Når vi ikke fedtede rundt på ben løftede vi øjenbryn i den lokale transport. En dag, på vej til et close encounter med en flok halvvilde/halvtamme orangutanger, nægtede vi at tro på de først åbnede 4 timer senere da chaufføren fortalte os det. Enten det, eller også var vi bare ikke i stand til at høre det. Uanset hvad stod vi en lille time senere foran en ualmindelig lukket orangutang park, uden mulighed for at komme hverken frem eller tilbage, men med masser af mulighed for enten at udvikle solstik eller sidde i myretuer. Et uhyre sundt par fra Tyskland viste dog vejen, og fik arrangeret en taxa til Anna Rhais Longhouse, som at dømme ud fra beskrivelserne er et langt hus.

Hvis det så bare havde været rigtigt. Et langt hus, med et stort rum og en masse lokale under samme tag havde været en givende, kulturel oplevelse. I stedet for endte vi med at få igennem hele herligheden, blot for at spørge på den anden side hvor det lange hus var. Det vi havde passeret mindede mest af alt om en stak rækkehuse i Holbæk anno 1905. Vildere blev det ikke, og slet ikke da vi fandt høvdingehovedsædet (for nu at finde på et beskrivende navn), hvis primære trækplaster viste sig at være adgangsbeskyttet WI-FI.

Op på orangutangen igen, og tilbage ved parken var der endelig åbnet op for portene. Minus ved at gå de sidste to kilometer ind til fodringsplatformene var, at skulle høre på Idas brok. Bonus var til gengæld, at vi så vores første cikade, som vi har mere end hørt på gennem de sidste mange måneder. De bæster larmer mere end Konservatives fællessang på landsmødet.

Da vi endelig blev ført ud til det, der ifølge Tripadvisor er en altoverskyggende fryd, indtog vi pænt vores venteposition: Nysgerrige i benene, mærkende efter i armene og parate i øjnene. Et egern hoppede fra en gren ned til en anden gren. En parkranger råbte sit lange, følsomme nu er der mad-råb. "Ahuuuuuuu. Ahuuuuuuu" sagde det, igen og igen, indtil præcis 0 orangutanger havde materialiseret sig i træerne. Det eneste der kom bare tæt på at være en relativt intelligent menneskabe, var en kinesisk turist der insisterede på at besvare sin mobiltelefon så mange gange som overhovedet muligt. Og selv han var langt fra. Jeg er sikker på, at hvis orangutanger havde mobiltelefoner, at de så ville være høflige nok til ikke at besvare dem ved middagsbordet, eller i det mindste trække ud i bryggerset.

En lang dag med uopfyldte målsætninger blev afløst af en dag sprængfyldt med indhold. En ny artikel skulle skrives, denne gang om kajaktur gennem junglen, og til mit og Idas held startede turen ud med en ny tur til orangutangerne. Denne gang så vi endelig en, der viste sig at være en grådig satan. Al maden fortærede, med ryggen til publikum, der til trods for i høj grad at bestå af en stor skoleklasse, formåede ikke at tale i telefon.

Kajakturen efter var en hyggelig, familiær oplevelse. God mad, godt selskab, god natur. Det blev aldrig sådan en ting, hvor man sprænger i luften af glæde, men en af de dage, man bare husker som værende en virkelig dejlig dag.

To be continued...