Efter fem helt igennem fantastiske uger på New Zealand, er det nu tid til at tage afsked og starte et nyt kapitel og dermed et nyt eventyr på vores rejse!

Siden sidste indlæg har vi både været højt flyvende og dybt begravet... Da vi ankom til Queenstown efter vores mislykket helikopter hike i Frans Josef, skal vi lige love for at vejret ændrede sig til vores fordel.

Med en helt skyfri og klar himmel kun brudt af solens varme smukke stråler valgte vi, at stille os ud i en lille hængende kabine mellem to bjerge. Herfra skulle vi så bare ellers hoppe direkte ned mod en flod med hovedet først - og med 8 sekunders frit fald. Piece of cake, ikk? ;) Og ja, det er selvfølgelig The Nevis Bungy Jump på 134 m. som vi har forsøgt, at beskrive som det rene idyl.

MEN, sandheden er, at ja, vi hoppede bungy jumpet, men det var på ingen måde piece of cake eller i springet idyllisk. Vi var begge skræmt fra sans og samling, og nok mest Camilla troede hun skulle hoppe mod døden. Vores ben var det rene gele og vores hoveder i total panik, men som nr. hhv. 9 (frede) og nr. 14 (camilla) til at springe, gjorde vi det sgu alligevel. For at sige det lige ud, så synes vi faktisk selv vi var ret seje, tiltrods for vores familiers bekymringer ved det!

Adrenalinen kørte rundt i vores krop, og vores arme var ikke til at få ned igen efter hoppet. Vores hop skulle selvfølgelig også fejres med en sidste bytur med kiwi bussen om aftenen, hvor vi skulle tage afsked med en masse fantastiske mennesker!

Fredes arme kom dog hurtigt ned igen, da hun også i Queenstown skulle have hendes nye tattoo lavet. En mega fed og flot drømmefanger blev lavet på hendes håndled, og vi blev hurtigt enige i, at den måtte symbolisere, at man altid skal holde sine drømme i live. Både mht. vores rejse, men så sandelig også Fredes drøm om at få netop denne tatovering!

Efter nogle dage i Queenstown skulle vi på den igen med kiwi bussen, men denne gang gik turen til det sydligste af sydøen - Dunedin, Invercargill og til sidst til Milford Sound.

Turen var egentlig ikke noget at råbe hurra for overhovedet, men vi besteg alligevel verdens stejleste bakke i Dunedin, set pingviner, delfiner og søløver i Invercargill og kom på en meget våd og regnfuld båd tur ind mellem bjergene i Milford. Det skulle have været blandt verdens smukkeste sejlturer, men pga. vejret kunne vi ikke engang se en tredjedel af bjergene!

Herefter skulle vi igen tilbage til Queenstown, hvor vi skulle bo hos noget familie (denne gang familie meget meget langt ude, men familie). Det blev desværre ikke det mest hyggelige besøg, da vi her begge blev meget syge og måtte en tur til doktormanden og få noget medicin. Og med beskeden "bliv i jeres seng", har vi altså været dybt begravet i vores senge i næsten en uge nu.

Heldigvis er vi begge ved at være på toppen igen nu, og vi luftede os selv igår med en tur ned til byen.

Vi kan klart anbefale alle som kommer til New Zealand, at aflægge et besøg i Queenstown. Det er uden sammenligning bare den hyggeligste by. En by, som både har den vinterlige ski hygge over sig - med små gader, butikker og en stemning, som kun kan genkendes, hvis man er en ski nørd som os. Samtidig er byen også præget af den sydlige eksotiske stemning med en havnefront med hyggelige restauranter, helt turkis blåt vand og en masse overvældende bjerge i baggrunden. Det er faktisk idyllisk!

Nu gå turen så til Christchurch, som siges at være meget ødelagt efter sidste jordskælv hernede, derfor bliver der ikke rigtig noget at skrive om derfra. På fredag d. 25 januar går turen videre til Australien, hvor to måneders eventyr venter.

Det var vist alt for denne gang, men vi lover at opdatere jer igen, når vi er kommet til Australien!

I mellem tiden må i allesammen have det rigtig godt!

De sidste maui og kiwi hilsner fra os!