Hola.
Det bliver højst sandsynligt umuligt at give en værdig beskrivelse af machu picchu og ikke mindst inka trail. Det har uden tvivl været et af de mest krævende og største opøvelser i vores liv. På alle måder har det udfordret os - lige fra de store højdeforskelle, de mange km. til toiletter i form af hul i jorden og kolde, fugtige nætter. Men her kommer en lille, kortfattet opsummering af de 4 dages trek i andesbjergene.
Første dag var vi ved godt mod og gik 11 km - "andean flat", som vores søde guide, Sonia, kaldte det. Andean flat er på ingen måde flat - og sådan er det! Vores tre portere, som bar mad, telte osv. nærmest løb foran os for at nå pladserne inden vi ankom - og slå telt op. Vi bar selv tøj, sovepose, liggeunderlag, vand osv., selvom det var hårdt med kg på ryggen, var det intet ift deres 25 kg.
Anden dag var en del hårdere. Her skulle vi over dead woman's pass, som ligger i 4210 m højde. Dette betød at vi skulle op af bakke hele dagen. Kirstine gjorde det umulige og kom op på ingen tid, mens Sille og Thilde var lidt mere pressede. Men alle kom op og det var den mest fantastiske følelse at sidde på toppen af bjerget og kigge ned på den sti man havde kæmpet sig op af. På vejen ned så man kun støvet af Sille, der bogstaveligttalt løb ned til campen. Silles ynglingsdisciplin var at løbe sammen med porterne ned af de stejle, våde stenstier. Kirstine holdt vejret, mens hun var bange for at dø på samtlige nedgange. Det var ikke for sjov. Dag 3 forløb sådan, at vi knap kunne stå op, da vi steg ud af teltet. Vi havde nærmest ikke sovet, det var helt utroligt koldt og vores muskler var ømme som én i helvede. Vi startede selvfølgelig med at gå stejlt opad i 1-2 timer, hvorefter det derfra gik primært stejlt nedad eller "andean flat". Når vi nåede toppen, eller slutningen af en strækning stod sonia, sød som hun var, klar med en høj femmer og rosende ord til "Las chicas". Efter 16 km ankom vi til en inkaruin med den smukkeste udsigt. Smukkere end udsigten fra machu. Der sad vi i lang tid, hvorefter vi gik 20 minutter til næste camp - og de seje portere stod klar med telte, te og mad. Grundet regnskoven var denne nat virkelig fugtig, så hverken svedvådt tøj eller Thildes våde sko blev tørt i løbet af natten. "Heldigvis" blev vi vækket kl. 3, så vi kunne være først i køen til de sidste 6 km trek inden the Sun gate, som er første udsigt til machu. Vi lå i køen til 5:30, hvor pas blev tjekket - og vi blev tilladt indgang. Aldrig er 6 km gået så hurtigt, og VI SÅ EN BJØRN på vejen!! Sonia har arbejdet som guide i 6 år, 3-4 gange om måneden har hun gået denne trek, og aldrig har hun set en Bjørn. Den var 10 m fra os - og kiggede direkte på os fra bag en lille busk. The spectacular Bear. Følelsen af at nå the Sun gate kan ikke beskrives. Vi var trætte og våde, men lige pludselig fyldt med ok meget energi. Der sad vi og spiste de medbragte madpakker og nød følelsen, inden vi bevægede os videre ned mod selve byen.
Machu picchu var helt enormt stort og bygningerne imponerede, især når man forestiller sig, de blev bygget i 1400-tallet. Indbyggerne boede kun i byen i omkring 100 år, og forlod byen imens en borgerkrig rasede lige inden spanierne invaderede Peru. Vi har generelt fået en masse spændende at vide omkring inkaernes og Perus historie, som vi ikke kan beskrive på skrift. Det skal gøres mundtligt. Vi sluttede den fede oplevelse af med, at drikke pisco sour med Sonia i Aguas Caliente, byen for "foden" af bjerget i 2050 m. højde. Med tog og bus tilbage til Cuzco, ankom vi i går aftes ved 23tiden lokal tid. Aldrig har en seng været så tiltrængt. Og et bad i morges! Cuzco er for fed en by, på alle måder - bygningerne er præget af spanierne og de europæiske storbyer og stemningen er rar og tryg. Her har vi det godt - og bliver i nogle dage for at se det omkringliggende natur og bare slappe af. Det har vores lægmuskler mere end brug for.
Mange knus fra os til jer. (Som er øv over iPhones billedkvalitet. Den er ikke naturen værdig. Bum)