Peru og Inkastien

Warning: Hvis I skal læse dette, så sæt et godt stykke tid af!

11. marts.

Nu har vi mødt alle de andre, som vi skal på tur med.Vi er 16 på holdet, og alle er rigtig søde. Paul og Danielle er fra England, men ellers er alle andre fra Australien. I dag blev vi alle fulgt i lufthavnen af vores guide her i Lima, og vi fløj til Cusco. Cusco er en "lille" by i Peru med 300.000 indbyggere, ligger 3300 meter over havets overflade, og her er rigtig hyggeligt. I lufthavnen i Cusco stod en guide klar til at tage imod os - Jeremy. Han kørte os hen til vores hotel her i Cusco, og efter vi ankom holdt han et lille møde, hvor han fortalte os det meste om vores tur. Til mødes fik vi serveret vores første kop coca-the. Coca er en plante, og bladene bruger man enten til at putte i the, eller man kan tykke dem - de modvirker mod højdesyge.

Efter en lang briefing af Jeremy, fik vi et værelse. En halv time efter mødtes vi i lobbyen og Jeremy gav os en rundvisning i Cusco. Turen endte på en restaurant, hvor vi alle spiste en dejlig frokost - vi fik en alpacha bøf. Alpacha er en sød, lille udgave af en lama, med kort hals og hvid ulden pels. Det er faktisk ulden fra alpachaerne, som de bruger til at lave deres velkendte bluser og huer. Tjeneren var en smule forvirret og havde svært ved at holde styr på alle de bestillinger, så der var lang ventetid på maden. I mellemtiden fik vi dog snakket en del med nogen af dem vi skal på tur med. Vi sad ved bord med Matt og Emma, som er fra Melbourne, og de kunne fortælle en masse spændende ting om oversvømmelserne tidligere på året i Australien. Efter frokosten tog vi en tur på egen hånd rundt i Cusco, og fandt et stort marked, med alle de velkendte ting fra Peru - bluserne, huerne, sokker og vanter - Alt var der, og alt var håndlavet. Her fik vi brugt lidt penge. Da vi kom hjem hørte vi pludselig om det frygtelige jordskælv i Japan, og fandt ud af, at en tsunami var på vej mod os. Vi brugte derfor det meste af aftenen på at snakke med familien på Skype, og lytte til CNN i fjernsynet. Heldigvis er Cusco en by, som ligger langt inde i landet, og som tilmed ligger meget højt oppe - derfor tog vi det helt stille og roligt. Aftensmaden spiste vi på hotellet, og Rasmus fik sin første carbonara - Mmh. Efter aftensmaden fik vi udleveret en duffelbag hver, som kunne indeholde 6 kg. Her skulle vi pakke alle de ting ned, som vi ville have med på Inkastien. Resten af vores bagage bliver nemlig låst inde på hotellet her i Cusco.

12. marts.

I dag skulle vi videre til næste by - Ollantaytambo. Denne by ligger kun 82 km fra Inkastiens start. På vejen til byen skulle vi dog gøre en masse stop. Vi blev hentet i en lille bus, og kørte mod Sacred Valley. Sacred Valley er den Hellige Dal, og her startede vi ud med at besøge en meget lille by, som oprindeligt lå helt for sig selv, og hvor ingen veje førte til. Vores rejseselskab - Gap Adventures har så sørget for at bygge veje, som folk kan komme fra og til byen.I den lille by, så vi hvordan kvinderne vævede ulden fra alpakaen, og vi lærte hvordan de brugte forskellige blomster og bær til at give ulden forskellige farver. Her var også et lille marked, hvor man kunne købe de ting, som de havde lavet. Turen fortsatte til Pisac ruinerne, som er en gammel inka ruin. Herefter kom vi til endnu et lille marked, med en masse håndlavede ting.

Da det blev tid til frokost, blev vi kørt til en restaurant lidt ude for byen - på vejen så vi en masse vilde grise. Jeremy fortalte os, at her er grisene ligesom hunde. Restauranten var rigtig god, vi fik en stor buffet med masser af lækkert mad. Vi sad her i ca. en time, og alle folk begyndte at blive ret trætte. Vi havde også kun ét stop tilbage nu, før vi kom til vores hotel. Det sidste stop gjorde vi ved endnu en gammel inkaruin, og for at komme op til den, skulle vi op af en masse trappe. Da fik

vi lige en forsmag på det tynde luftlag, vi skal ud i, de næste par dage.

Vi ankom endelig til Ollantaytambo - en meget lille by. Så lille, at man ikke engang kan købe vand på køl. Byen bestod ca. af endnu et marked, og en lille bitte plads, med få butikker og restauranter. Hotellet vi skulle overnatte på, var et udmærket lille hotel, som blev styret af en lokal familie. Om aftenen var vi et par stykker, som tog ud og spise sammen. Vi var: Jeremy (vores guide), Matt og Emma fra Melbourne, Rachel som også kommer fra Melbourne og Jessica og Nicole fra Sydney. Det var bare super hyggeligt, og Jeremy fortalte nogle sjove historier fra sit familieliv. Desværre viste det sig, at tre fra gruppen fik madforgiftning denne aften, og lå syge hele natten. Heldigvis gik det ikke ud over os.

13. marts.

Jubii - i dag starter vores tur på Inkastien. Vi blev hentet i vores lille bus ca. kl. 8, og vi var alle klar med vores vandrestøvler, duffelbags og rygsække. Vi havde tilmed alle sammen lejet os til vandrestave. De skulle vise sig, at være et godt køb. Vi havde fået at vide mange gange, at det var vigtigt at have vores pas på os, da de skulle stemples flere gange i løbet af turen. Alligevel, da vi havde kørt halvvejs, opdagede Jessica, at hendes pas lå på hotellet, som vi lige havde forladt. Åh mand! Så måtte vi køre tilbage igen. De tre personer, som desværre var blevet syge, havde det stadig meget skidt, og de fik lov til at vente uden for, mens vi andre kørte tilbage til hotellet. Sikken en start på turen.

Endelig ankom vi til begyndelsen på Inkastien. Her var flere hold, som skulle starte turen i dag. Her mødte vi også alle de mænd, kaldet bærer, som skulle bære alle vores duffelbags, telte, mad osv. osv. osv. Foruden vores guide Jeremy, bestod vores hold af assistent guiden Sergio, to kokke og 22 bærer. Efter en lang kø, ved den første paskontrol, kunne vi endelig begynde. Vejret var heldigvis rigtig godt, og vi kunne gå i T-shirt. Vejret her i bjergene er jo en del koldere, da vi er meget højt oppe. Vi havde gået i ca. 1 minut, da vi blev mødt af en fotograf, som tog enkelbilleder af os alle sammen, da vi kom gående. Vi fik også taget et gruppebillede. Og så skulle vi ellers bare gå derudaf. Sergio førte an i dag, og Jeremy gik bagerst med de tre som var syge. V fik at vide, at alle dagene ville den ene guide så foran, og den anden guide ville gå bagerst, sammen med dem, som gik lidt langsommere. På vejen stoppede vi flere gange, og Sergio fortalte om de forskellige planter og steder. Ruten i dag var ret nem, da den for det meste kun var inkaflad, som de kalder det. Inkaflad kan altså sagtens være op eller ned af bakke. Det handler bare om, at det ikke er trapper man går på. Vi gik i et ret godt tempo, men havde også tid til at stoppe op, og tage billeder og kigge på alle de dyr og blomster vi så på vejen. Efter ca. halvanden time holdt vi vores første pause. Her var et lille overdækket sted, med bænke, og der var faktisk også et lille hus, hvor man kunne købe vand osv. I løbet af den første dag mødte vi et par huse, hvor der boede små familier, og der var også rigtig mange vilde dyr; heste, tyrer, æsler, lamaer, høns, hunde, katte osv. osv. Vi havde fået udleveret en lille pose hver, med en banan, lidt kiks og to bolsjer. Det kunne vi nyde her. Efter pausen fortsatte vi videre og gik ca. i to timer. Vi kom til en lille flod, gik over en bro, og ind til en åbning. Her stod alle vores bærer og tog i mod os med klapsalver. Her havde de slået to store telte op: ét til os, med et langt bord og stole, og ét til kokkene, hvor de lavede frokost til os. Vi fik først serveret en kop coca-the, herefter en suppe med kondor kød. Kondoren er en stor fugl, med vingefang på 4 meter. Herefter fik vi en tallerken hver med ris, et lille stykke fisk og lidt grøntsager. Jeremy havde fortalt os, at kokken var rigtig god, og det fik vi lov til at smage her. Rigtig lækkert mad. Efter maden, fik vi en halv time til at slappe lidt af, og da det var godt vejr, lagde de fleste sig ude i græsset.

Nu fortsatte vi med at gå igen, og bærerne tog teltene ned igen, så de kunne gå videre til næste sted, hvor de skulle slås op igen. Vi gik og gik og gik. Ca. i 4 timer, hvoraf den sidste time gik op af bakke med masser af trappetrin. Det skal lige siges, at hverken stien eller trapperne er lavet som rigtige stier og trappe. Stien består endte af grus, eller store sten som ligger hulter til bulter, som man må springe rundt på. Stenene er våde og meget glatte. Trapperne er også lavet af disse store sten, og nogle af trinene er en halv meter høje. Bakken som vi skulle op ad her til sidst, var ikke så slem, men vi fandt alle sammen meget hurtigt ud af, at selvom man er i god form, så bliver man meget hurtigt forpustet. Pga. højden er der nemlig ikke så meget ilt i luften. Hen på eftermiddagen ankom vi endelig til vores lejr. Her var alle bærerne løbet i forvejen, og havde stillet alle vores personlige telte op, samt de to mad telte. Vi fik hver en lille balje med varmt vand, så vi kunne vaske hænder, og efter at vi alle havde fået pulsen ned igen, blev der serveret the og popcorn. Det var lige hvad man havde brug for, efter en lang dag. Vi fik lige hurtigt pakket vores soveposer og myggenet ud, og kl. halv syv var aftensmaden klar. Det var allerede blevet mørkt, men bærerne havde en stor gasbeholder med, som de kunne sætte til en lille lampe. Vi startede ud med suppe igen, og herefter fik vi ris med kylling. Vi fik endda også dessert - en typisk peruviansk dessert. Vi ved faktisk ikke helt hvad det var - noget varm sovs, lavet af bær. Klokken 8 gik vi alle i seng, og vi sov næsten med det samme. Camilla vågnede dog om natten, og kunne høre en hest gå lige ude foran teltet og spise græs.

14. marts.

I dag skulle blive rigtig hård, havde vi fået fortalt. I går fik vi vist et stort kort over ruten. Den bakke, som vi alle kæmpede med at komme over i går, var meget meget lille, i forhold til det bjerg vi skulle over i dag. Vi havde alle lidt frygtet denne dag. Bjerget er over 4200 m højt, og eftersom turen i går sluttede ned af bakke, skulle vi over 1200 m op i dag. Men inden vi startede, kaldte morgenmaden. Vi gik ned til fællesteltet, og der stod brød, marmelade og varm kakao fremme. Vi fik også serveret en skål varm havregrød hver, og efter den fik vi alle en stor pandekage, hvorpå der var skrevet med karamel: GAP. Vi var ret imponeret. Nå, nu var der ikke noget at gøre - vi skulle i gang med det bjerg. Vi startede, og vi gik. Op og op og op. Trin efter trin. Havde det bare været en bakke med fladt underlag, havde det været bedre - men de store og høje stentrin gjorde det meget hårdt. Efter halvanden time i silende regnvejr holdt vi vores første officielle pause, som Jeremy kaldte den. Vi havde selvfølgelig alle sammen holdt MASSER af små pauser næsten mellem hvert 20. trin. Jo højere vi kom op, jo tyndere blev luften, og jo hårdere blev det. På trods af, at vi snart var langt over de nederste skyer, så lå de mørke skyer stadig over os, og det regnede rigtigt meget. Vi blev nødt til både at have regnjakke og regn-poncho på, og det var svært at ånde igennem alt det regntøj. Derfor var man våd indvendig af sved, og våd udvendig af regn. Det gjorde det meget koldt, da vi skulle holde pause og spise frokost. At sidde i et telt med vådt tøj og hår, i 4000 m højde, hvor graderne falder, var ikke sjovt. Vi fik dog heldigvis både serveret varm the og suppe og en god pastaret. Da frokostpausen var ovre, havde vi stadig en 400 meters stigning tilbage på ca. 5 km. Det var helt klart det hårdeste stykke. Vi kunne se bjergtoppen vi skulle op på, men den var bare så langt væk. Og på grund af, at kroppen nu brugte kræfter på at forbrænde frokosten, var den langsommere til at optage den lille smule ilt der var i luften. Vi gik op og op, i noget der føltes som flere dage, men som i virkeligheden kun var to timer. De hurtigste fra holdet var allerede nået frem, og vi kunne se dem oppe på toppen, da vi andre stadig havde 45 minutter tilbage. De var bitte bitte små. Men endelig nåede vi op. Og der stod Jeremy og klappede os på skuldrende, gav os hånden og sagde tillykke med at vi havde klaret det. Han havde fortalt os dagen inden, at når vi havde besteget det bjerg, kunne vi godt være meget stolte af os selv. Endelig. Efter den stigning steg sammenholdet markant i gruppen. De sidste to timers gang i dag, gik heldigvis ned af bakke. Det var hårdt for knæene, og stenene var meget glatte, så man skulle passe på - men det var meget nemmere at få vejret på vejen ned. Da vi nåede lejren var alle fuldstændig smadret, og Matt havde desværre fået problemer med knæet efter nedstigningen. Heldigvis var de syge dog blevet raske. Vi fik the og snacks igen, og aftensmaden var også helt i top. Aftenens højdepunkt var dog, da de to kokke kom ind i teltet, med en STOR kage hvorpå der stod "Incatrail" med glasur - meget imponerende. Den nat sov vi rigtig godt, og pga. af højden vi nu var i, var der ingen hest, som vækkede os - kun frøer.

15. marts.

Da vi vågnede næste morgen kunne vi kigge laaaangt ned på skyerne. Det var et fantastisk syn. Vi oplevede endda nogle gange, at når vi sad i lejren, så blev alt lige pludselig meget tåget. Det var så bare en sky der lige kom forbi. Til morgenmad fik vi i dag en dejlig omelet og turen i dag var heldigvis ikke helt så slem som i går. Dog var den på 15. km - det længste hidtil, men så længe det ikke går stejlt op af bakke, er det okay.

Ruten i dag startede godt nok med et bjerg, som kun var en tredjedel af bjerget størrelse i går, men det var 3. dagen, og energien var ved at være væk, og musklerne var ømme. Vi var nok omkring to timer om at komme over bjerget, som faktisk hedder Dead Woman's Pass, og derefter gik det forholdsvis inkafladt lige ud, men nogle små op - og nedstigninger på omkring 100 m undervejs. Efter frokosten havde vi stadig en del kilometer tilbage, og det var igennem en cloud forrest. Det er en skov, som egentlig er dækket af skyer, og hvor klimaet kan minde en lille smule om regnskovsklimaet. Her levede faktisk Paddingtonbjørne, men desværre så vi ikke nogen. Efter de 15 km var benene og ikke mindst skuldrene og ryggen meget træt, og da vi ankom til vores lejr hen på dagen var der ikke meget energi i folk. Vi endte dog alligevel nede i fællesteltet og fik snakket en del sammen alle sammen. Vi hørte om de forskelliges rejser osv. Vi snakkede også om hvor imponeret vi var over alle de bærer, som er med på turen. De har sandaler på, og bærer hver på en stor rygsæk på over 20 kg, og så løbe de Inkastien igennem. Selvom vi starter før dem hver dag, er de fremme lang tid før os, og har sat hele lejren op og lavet mad til os. Rent faktisk har en af bærerne som arbejder for GAP, sat rekord. Han løb hele Inkastien igennem (som normalt tager fire dage at komme igennem), med 20 kg på ryggen, på kun 3 timer og 48 min. Det er da imponerende. I denne lejr var det faktisk også muligt at købe sig til et varmt bad, men ingen af os vidste det, og derfor havde vi heller ingen håndklæder med, desværre. Efter aftensmaden gik vi direkte i seng, vi skal nemlig tidligt op i morgen.

16. marts.

Vi blev vækket kl. 03.30 om natten. Grunden til, at vi skulle så tidligt op, var fordi at alle bærerne skulle nå et tog, kun for bærerne, og dette tog går enten kl. 05. eller 21.30. Hvis ikke de når toget, skal de gå hele ruten tilbage igen. Vi fik hurtigt morgenmad, og da alle var klar gik vi mod den næste paskontrol. Her skulle vi vise billettern igen, og nu kunne den sidste vandretur begynde. Vi skulle gå i ca. 2 timer, og heldigvis var underlaget rimeligt fladt. Men benene og ryggen var træt, og det var meget tidligt på morgenen. Der var ikke mange der snakkede sammen på dette stykke. Efter et langt stykke ligeud, kom turens allersidste bakke. Selvom den ikke var så høj, som de andre havde været, var den meget hård at komme op af. Men vi klarede den, og nåede op til en stor åbning. Dette sted kaldes Solporten. Fra Solporten er det muligt at se Machu Picchu, men det er altså på en god dag, og det havde vi ikke. Der var desværre meget skyet, og efter en pause, besluttede vi os for at gå videre. Nu var der kun ét mål tilbage: Machu Picchu. Det sidste stykke var nedad bakke, men knæene gjorde efterhånden en smule ondt af alle de høje trin. Men ned kom vi i et helt stykke. Vi nåede et overskyet Machu Picchu, og da vi stod på "Stoltheds Stenen" og fik taget vores gruppe billede, var det altså desværre ikke Machu Picchu, som var i baggrunden, men en masse skyer. Det tog ca. to timer før skyerne lettede en lille smule, og så kom den flotte gamle inka-by til syne. Det var et helt fantastisk syn. En kæmpe by, hvor de fleste gamle huse og templer er bevaret meget flot. Et syn, som ikke kan forklares med ord. Heldigvis har vi taget en masse billeder. Vi fik en rundvisning i ruinerne af Jeremy, som fortalte en masse om de forskellige templer der lå her. Der var et soltempel og et condortempel og så en masse flotte huse, hvor kæmpe klippesten er brugt til at bygge husene. Det var utroligt så meget Jeremy vidste og kunne fortælle. På vores rundtur fik vi lov til at sidde ned, når Jeremy fortalte, og alle klappede fuldstændig sammen - nu var målet nået på en lang og hård tur. Men Machu Picchu var helt sikkert alt besværet værd. Efter rundvisning gik vi selv rundt i ruinerne i cirka to timer, før vi besluttede at tage ned til den restaurant, hvor vi skulle mødes, som lå i en lille by ved foden af bjerget "Machu Picchu". Her stødte folk til lidt efter lidt, og vi fik en dejlig og velfortjent pizza til frokost. Folk var glade for at komme ned på jorden igen, og udnyttede med det samme, at de kunne drikke en øl og spise en is igen. Vi hyggede os rigtig meget, hele holdet og Jeremy, og vi brugte ca. to timer på restauranten. Her kom også to damer, de damer som havde taget billedet af os den første dag, og nu kunne vi købe billederne. Det var en sjov souvenir at have. Alle pakkede de ting samme de havde, og vi gik ned mod togstationen, for at tage toget tilbage til Ollantaytambo, hvor en bus ventede på os. Den skulle køre os det sidste stykke vej til Cusco. Det var en tur, der tog cirka tre en halv time. Camilla fik blandt andet taget en velfortjent lur undervejs. Rasmus turde ikke sove, da to sjove fyrer, Ric og Josh fra Australien, tog billeder af alle dem som faldt i søvn. En gang ved 20 tiden var vi tilbage i Cusco ved vores hotel. Alle folk virkede en smule trætte så vi troede ikke der skulle ske noget den aften. Derfor gik vi op på værelse, tog hver et langt bad og gik i seng.

17. marts.

Kl. 7 om morgenen stod vi op for at tage en sidste tur ned til det store marked i Cusco, som vi så godt kunne lide. Vi fik købt et par ting mere, og der er snart ikke mere plads i Camillas kuffert. Der er nok snart nødt til at ryge et par ting, for at hun kan have plads til det hele. På vejen hjem fra markedet (kl. var ca. 10 nu), fandt vi en hyggelig lille café. Her bestilte vi to store cheeseburgere og to rigtig gode milkshake med ananas og appelsin. Lige hvad vi havde brug for, oven på sådan en tur.

Kl. 11.30 mødte vi Jess i receptionen, og vi blev alle tre kørt til Cusco lufthavn. Her spiste vi endnu en bid mad: Empanadas, chokolade croissanter og milkshakes igen. Vi fandt en ud, at Jess syntes lige så godt om alle de sjove ting i Peru, som Camilla gør, og hun købte også en del her i lufthavnen. Hun skulle godt nok hjem til Australien i morgen, så hun havde lidt nemmere ved at købe flere ting, end Camilla. Vi fløj til Lima, og blev mødt af en chauffør, som kørte os tilbage til vores hotel, her i Lima. Efter en smule afslapning på værelset, og flere samtaler på Skype, mødtes vi med Jess igen. Vi gik en tur gennem gården og fandt Matt, fra Melbourne, siddende under en parasollerne. Vi sad her i et stykke og snakkede med ham og Jess. Vi spurgte om Matt og Emma også ville med ud at spise, sammen med os andre, men han sagde at Emma lå inde på værelset med forkølelse, og at han hellere måtte blive hos hende.

Vi, og Jess, gik ned mod parken i Lima, hvor der er en del gode restauranter. Her fandt vi en, og satte os. Camilla havde håbet på, at få lov til at smage marsvin på Inkaturen, men det fik vi ikke. Hun havde endda snakket med Ric, som havde smagt marsvin, og som sagde, at han var blevet ret skuffet over det, da han bare havde fået en lille bøf. Men Camilla blev nødt til at smage det, når nu hun var i Peru, og når nu det var en delikatesse. Rasmus fik clubsandwich, og Jess bestilte baby-ged. Ja, man kan få mange sjove ting at spise, her i Peru. Da maden kom, fik vi alle et mindre et mindre chok. På Camillas tallerken lå et helt marsvin med arme, ben og hoved. Vi grinede meget da vi så det, og tjenerne spurgte hende, om det var første gang hun smagte det.

Vi spiste, og alt smagte rigtig godt. Efter maden, besluttede vi os for at bestille en drink. De havde masser af farvestrålende drinks at vælge imellem. Det var en hyggelig aften, som afslutning på en fantastisk tur til Peru, men en masse fantastiske personer. Vi snakkede om at det var trist, at turen var slut nu.

18. marts.

I dag havde vi et par småting vi ville ordne, så derfor stod vi op i nogenlunde tid - altså kl. 8. Vi pakkede en masse vasketøj ned i poser og gik over til et vaskeri på den anden side af gaden - Er klar om 3 timer fik vi at vide. Sådan! Vi smuttede tilbage til hotellet og Camilla fik snakket med det meste af familien. Kl. 12 gik vi ned til receptionen, hvor vi løb ind i Jess, og fik sagt farvel til hende. Vi hentede vores vasketøj og tog tilbage til hotellet, hvor Rasmus nu fik snakket med hans familie. I mens havde Camilla store problemer med at få plads til alt det hun havde købt, i hendes kuffert. Det tog flere timer for hende at rydde op og ud i hendes ting. Til slut kunne hun, mens hun sad ovenpå, lukke den. Hurraaa!Gad vide om der er plads til flere ting nu?

Sidst på eftermiddagen begav vi os en lille tur ud igen, for at spise lidt aftensmad. Vi gik ned på den samme restaurant, som vi var på i går, og bestilte hver en ret. Maden var dog ikke nær så spændende, som dagen forinden.Det var også en smule underligt, at vi nu kun var os 2 til at spise. Vi havde været vant til at være et stort selskab.

19. marts.

Hvilken en larm vi bliver vækket af. Der er fuld gang i et byggeri lige overfor hotellet, og de begynder allerede kl. 7 om morgenen. Derefter er det svært at sove. Dagen startede igen på Skype, og kl. 12 skulle vi checke ud af værelset. Heldigvis kunne vi får opbevaret vores kuffert i et rum, da vi først skal flyve en gang sent i aften. Vi tog en sidste tur ud i byen, hvor vi fik købt endnu et par ting (Camilla). Der er så mange spændende ting her i Peru. Vi spiste frokost på en ny restaurant, som viste sig at være et lidt dårligt valg. Lige efter vi have fået maden serveret, blev vi bedt om at flytte os, da der kom endnu et selskab, som ville have vores bord. Vi kiggede surt på tjeneren, og vi fik lov til at blive siddende. Vi gik tilbage til hotellet, og sidder nu nede i gården og skriver på bloggen. Kl. halv syv bliver vi hentet af en taxa, som kører os til lufthavnen. Her skal vi flyve ca. kl. 22 i aften. Så der er en masse tid der skal slås ihjel nu.