Lak Sao d 16.05.11

Vi tog af sted tidlig morgen, for vi havde en lang rejsedag foran os. Første del af køreturen varede 7 timer, og så ankom vi til grænsen mellem Vietnam og Laos. Turen til grænsen var ubeskrivelig smuk! Vi kørte igennem regnskovsdækkede bjerge, fulde af floder og vandfald. Ved grænsen skulle vi skifte transportmiddel, for vores chauffør skulle ikke med over grænsen. Da vi ankom til den vietnamesiske del af grænsepatruljen, var deres elgenerator brudt sammen, så vi kunne ikke komme igennem, da de ikke kunne tjekke vores informationer på deres computer. Så vi måtte vente i lokalerne, og der var selvfølgelig ikke aircon, så vi svedte tran. Derudover var hele bygningen indenfor og udenfor dækket af mug og skimmelsvamp, og det gav et virkeligt ulækkert indeklima. Cathrine og jeg tænkte at vi så i stedet kunne bruge ventetiden på at gå på toilettet, og vi begav os af sted mod toilethuset et stykke derfra. Vi skulle betale en dollar for at få lov til at bruge det, og efter det var betalt kunne vi gå hen ind. Vi havde ikke rigtigt lagt mærke til trædestenene så vi trådte direkte ud i knæhøjt mudder. Ej, ikke helt så slemt, men slemt nok, så vi var mudrede ind op til anklerne. Cathrine gav sig til at undskylde gentagne gange overfor damen, for hun troede at det var cement. Det var hyle morsomt. Da vi kom ind på toilettet fortsatte grineflippet, for der havde åbenbart været et mudderskræd på et tidspunkt, og det havde væltet hele bagvæggen og slugt de første to toiletter. Derudover var der vand på gulvet, fordi toiletterne var utætte. Det var noget af en oplevelse, og vi skulle endda betale penge for det.

Endelig fik de deres generator op og køre, og vi kunne nu tjekke ud af Vietnam og bevæge os hen over ingenmandslandet og derefter tjekke ind i Laos. Hele vejen hen over ingenmandslandet blev jeg forfulgt at en lille bitte hund, og alle de andre grinede af mig fordi jeg var bange for den. Jeg skulle ikke nyde noget af at få rabies. Der kom nogle mænd og fangede hunden, og vi så dem proppe den ind i et lille bitte bur fyldt ud med andre hunde, så der hverken var plads til at stå eller ligge. Ikke længe efter kunne vi høre en forfærdelig larm, og der kørte en lastbil forbi os fyldt ud med bure som det vi så, og hundene peb og peb. Det var så forfærdeligt. De indfanger gadehundene og sælger dem til slagterne, for det er ikke kun i Kina da spiser hunde.

Efter grænsen var der 4 timers køretur tilbage, og efter dem ankom vi til den lille søvnige landsby Lak Sao. Efter vi havde tjekket ind på hotellet tog Tom Tom os med til markedet, og det var en noget speciel oplevelse! Det var virkeligt svært at skjule sin afsky hele tiden, men markedet var placeret oven på en mudderpøl, og frugt og grønt var blandet sammen med kød og fisk, og der lugtede forfærdeligt. Det værste var dog fluerne der bare var ALLE vegne. De lokale sad med en plasticpose på en pind og viftede med den for at holde dem fra kødet, men det var skønne spildte kræfter, for de var der alligevel.

Efter markedet gik vi hen til den restaurant vi skulle spise aftensmad på selvom klokken kun var 5. Der var simpelthen ikke andet at lave i den by. Så fik vi en BeerLao - deres lokale øl, der er en 660 ml 5 % øl for 5 kroner. Til aftensmad prøvede vi Laos nationalret, men det var ikke lige mig, for det var fyldt med mynte, og jeg kan bare ikke lide mynte i min mad. Da insekterne blev for aggressive gik vi tilbage til hotellet og sov.