Ubud d. 28.06.11

James og jeg havde hyret en privatchauffør, der ville tage os rundt på en køretur rundt i området, for at se alt det der var værd at se. Han hentede os klokken 10 om morgenen, og allerede der var vi forsinkede… Ups. Vi havde betalt Rp 100.000 hver, og så havde vi sammen med ham sammensat en tur rundt i området for at besøge alle de ting vi gerne vil se. Ifølge hans tidsplan ville vi være hjemme igen omkring klokken 4.

Det første sted vi så hed Goa Gajah (elephant cave), der var et gammelt hinduistisk tempel, og var egentligt hugget ud af en klippeside. Det var ret flot, men ikke særligt stort, og vi fandt aldrig ud af hvorfor det hed elefanttemplet, for der var ingen elefanter i udhugningerne.

Vi havde fået af vide, at der var to templer i området, og vi ville også se det andet, så vi begav os af sted, og der blev bare ved med at være skilte der pegede i retningen vi gik - selvfølgelig alle uden en distancebeskrivelse. Så vi gik og vi gik og vi gik. Til sidst kom vi til en mand der ville have, at vi skulle give "a small donation" til templet, hvorefter vi kunne fortsætte - ifølge ham - bare lige 500 m mere til templet. Jeg gad godt vide hvor lange hans meter var, for vi ville vove at påstå at der var en HEL del længere. Men efterhånden med hans vejvisninger, fandt vi frem til et vandflad med en lille bambusbro henover, der var noget så faldefærdig. Der var kun fire banbusrør, og de to midterste var mølædte og dem kunne man ikke træde på. På vejen tilbage henover knækkede James så en af de to yderste, og vi var glade for at vi ikke skulle over dér igen!

Ovre på den anden side var der så udsigt til en døråbning i en klippeside under vandfaldet, og vi gik ud fra det var det der var templet. Så vi gik tilbage igen. Da vi kom tilbage til manden med donationen fandt vi så ud af at templet lå lige 10 meter længere nede af floden, og vi var gået glip af det vi var vandret så længe efter. Han tilbød at gå tilbage med os og vise os det, men vi afslog. Vi var totalt svedige og tørstige, og det eneste vi ville var bare at komme ud af junglen.

Da vi kom ud fra tempelområdet kom vi ind på den store plads foran, hvor alle personerne fra boderne overfaldt os. Vi shoppede lidt rundt, og James blev nødt til at købe en ny T-shirt, for hans egen var fuldstændigt gennemblødt efter junglevandringen ;)

Da vi kom ud af området stod vores chauffør ret utålmodigt og ventede på os. Han kørte os derefter hen til et sted kaldet Yeh Pulu, der var et tempelområde, hvor der var nogle udhugninger i relieffer fra 11 hundrede tallet. Ifølge James' guidebog var det et fint lille sted, der dog ikke være særligt kendt, så det var ikke usandsynligt at man kun var en selv og så templets beskytter: "A delightful old woman", der ville velsigne en for en lille donation. Det lød helt vildt hyggeligt, og guidebogen havde fuldstændigt ret. Det måtte være den samme kvinde, som der blev skrevet om i bogen, selv om den ikke var helt ny, men det var virkeligt den eneste måde at beskrive hende på, og jeg tvivler på at der er mange som hende der passer ind under den beskrivelse. Hun var faktisk det bedste ved hele det tempelbesøg.

Hele vejen ned til templet var der bod efter bod der alle ville sælge os noget, men vi havde lovet vores chauffør at vi ikke ville bruge så lang tid, fordi vi brugte så lang tid sidste sted. Så vi skyndte os tilbage så hurtigt vi kunne.

Næste stop var et tempel i samme stil - bare større og mere besøgt. Det hed Gunung Kawi, og var ret flot. I området omkring det var den en del flere butikker, fordi det var en del mere besøgt, så der kunne vi ikke dy os og måtte shoppe lidt. Jeg fik de mest fantastiske kokosnøddeskals-fyrfadslyseholder-ting.På trods af vores løfte om at skynde os en smule endte vi alligevel med at bruge lidt for lang tid. Så da vi kom til næste stop - nogle ret kendte ris terasser - var det bare hurtigt ud og tage nogle billeder og så ind igen. Det var også fint nok, der var ikke rigtigt så meget andet at gøre der, men hans jokes om at vi skulle skynde os var kun halvt for sjov.

Da vi kørte fra rismarkerne spurgte jeg tilfældigvis, hvor man kunne købe noget lewak kaffe (den kaffe der har været gennem en lille junglekat - en lewaks - mave), og han sagde at det sted var vi lige kørt forbi 10 m før, så vi vendte om og så hvordan kattedyret så ud, og hvordan kaffen blev bearbejdet. Jeg ville have købt noget med hjem, men Robin havde lige fortalt mig, at hun havde købt 100 g for Rp 200.000 så da de ville have Rp 400.000 for 100 g sagde jeg stop! Det måtte blive en anden gang.

Sidste stop var templet Monkey forrest, og der sagde vi, at chaufføren godt måtte få fri, vi kunne godt selv finde hjem derfra. Han sagde at han gerne ville vente på os, men klokken var allerede 6, så det ville vi ikke byde ham. Det syntes han vidst også var meget fint.

Monkey forrest var rigtigt fint, og der var virkeligt fyldt med aber. Vi var bare ret bange for dem, for de kan have rabies, og det skulle vi ikke nyde noget af. Det så virkeligt sjovt ud, hvordan vi stillede op til at tage billeder med dem i baggrunden, men havde et blik over skulderen fordi vi var bange for, at de ville angribe ;) De var også ret frække. De havde lært sig selv kunsten at bytte. Så de stjal alt hvad du havde der var løst, så du blev nødt til at købe en banan til dem for at få det igen. De er dælme snu de små sataner…

Efter det sidste tempel shoppede vi lidt mere, og vi fandt den mest fantastiske dragebutik, hvor jeg købte en drage hver til Holger, Lærke og Simon. De var bare helt fantastiske flotte.

Efter det begav vi os hjemad, og fordi vi var blevet sat af hvor vi var, var det en rimeligt lang tur. Vi besluttede os for at spise på vejen hjem, så vi kunne tage hjem og slappe af på hotellet, så vi fandt os en lille italiensk restaurant, og fik os noget spagetti carbonara og tiramisu. Mhm…