Efter 20 dage i Thailand har jeg gjort min første lille antropologiske opdagelse. Der findes en efterhånden ret stor minoritet i dette frodige, dejlige land.

Her taler jeg ikke om de mange kinesere, der emigrerede hertil for mange år siden og i dag sidder på 60 pct af erhvervslivet i Thailand. Heller ikke de mange stammefolk, der med Karen-stammen (longneck) som den mest berømte stadig efterlever de ældgamle traditioner, men samtidig har gjort sig afhængige af de daglige busser, der triller ind med købestærke turister. Eller de mange fattige burmesere, der krydser grænsen i ly af mørket og begiver sig ud på den lange gåtur igennem bjergene for at stille sig op på en varm, støvet parkeringsplads i hundredevis og vente på de få pickup-trucks, der ruller ind til vejkanten med tilbud om en hård, underbetalt dagstjans. De minoriteter er beskrevet i alverdens guidebøger og er sikkert fast pensum i den thailandske undervisning.

Min opdagelse går på det enorme antal europæere, der har slået sig ned i Thailand og i dag gør landet til en virkelig spændende multikulturel smeltedigel. De har primært restauranter og små boutique-hoteller af virkelig høj standard, hvor man har taget det bedste af Thailand og givet det et twist af Italien, Frankrig, Portugal eller noget helt fjerde.

Seneste eksempel var den fantastiske italienske restaurant, vi spiste på i går aftes. Stefano kom til Chiang Mai for 18 år siden på gennemrejse og har været her lige siden. I sin lille restaurant har han lært sine thailandske kokke sine italienske hemmeligheder, og vi havde en af de bedste oplevelser med det italienske køkken i mange år lørdag aften. Pastaen, pizzaerne og de lækre bruchetta blev skyllet ned med en tiltrængt flaske god rødvin.

Samtidig var det interessant at se, hvordan denne italienske mand - man er ikke i tvivl om hans nationalitet, når man ser ham - sad ved sit lille stambord med sin gnocci og rosevin og holdt øje med, at de thailandske tjenere gjorde, som han gerne ville. Lavede de fejl eller stillede gæsterne urimelige krav, så var han straks på banen på elegant vis. Smukt.

Vores bord fik også sin del opmærksom fra Stefano & Co. Selvfølgelig på grund af min smukke hustru (man er vel italiener!), men især Oscar gjorde sig bemærket, da han insisterede på at skære pizzaen ud med sin elskede, nye blå schweizerkniv, der også har både ske og gaffel. Det lykkedes også drengen at tørre munden i den hvide dug i stedet for servietten, men han måtte til sin egen fortrydelse give fortabt efter at have kværnet en kæmpe pizza alene. Planen var ellers tolv, da hans søde mor i ren begejstring over denne kulinariske overflod havde givet ungerne carte blanche til at spise til de revnede...

Historien er den samme overalt. På det fransk-ejede bageri i Pai, hvor man kunne få brød, der giver Lagkagehusets krumme kamp til stregen. Med amerikaneren, der efter 15 års hårdt, lukrativt arbejde på Wall Street er gået på pension som 40-årig og med sine thai-venner har bygget et fantastisk B&B ude midt i rismarkerne rundt om en kunstigt anlagt sø.

Europæerne er overalt, og deres sans for kvalitet er med til at skærpe kravene til de mange små thailandske erhvervsdrivende. Resultatet er helt vildt mange lækre muligheder for at spise og shoppe til ufatteligt lave priser. Den ene dag på en fransk-inspireret cafe, den næste i thaiernes gadekøkkener, hvor en lækker, frisklavet forårsrulle serveret i et smukt bambusblad koster 10 bath (2 kr.).

Nå, tilbage til vores rejse.

Onsdag tog vi et smut endnu længere nordpå til den lille by Pai. Tre timers bjergkørsel, men ungerne tog sig en lur i taxaen - vi tog os en budgetmæssig frihed - så det gik fint. Pai er backpackernes paradis. Det ligger smukt og afsides, og både overnatning og spisning er generelt holdt på et lavt niveau.

Vi indlogerede os på Baantawan, et lille, bllligt boutique-hotel, der havde fået gode anmeldelser på hjemmesiden Tripadvisor, hvor folk anbefaler hoteller, restauranter og seværdigheder.

Desværre ankom vi midt i et enormt blæse- og regnvejr, så der var kæmpe vandpytter man skulle forcere og store, visne blade overalt. Det gav ikke det bedste førstehåndsindtryk af stedet, der ellers er blevet døbt "solens hus". Det var da også det mest skrabede hotel, vi har boet på indtil nu, og de to enkeltmandssenge, som vi sov fire mand i, var som støbt i beton. Madrassen var hårdere end gulvet - træ giver trods alt lidt efter...

Stedet vandt dog som timerne gik, solen kom frem og bladene blev fejet væk. Og Sille forelskede sig totalt i hotellets lille hundehvalp, Tawan, der kun var en måned gammel.

Selve byen Pai er hyggelig. Men den har mere at tilbyde en rygsækrejsende med tid til at fordybe sig i en bog, en øl eller en anden rejsende af modsat køn (eller samme :-)), end børnefamilien. Til gengæld lejede vi et par udtrådte scootere torsdag og tog på udflugt i området. Først til et lille, men flot vandfald. Her lykkedes det efter blot fem minutter Oscar at glide på vej igennem strømmen, så han var gennemblødt fra top til tå. Da han var kommet sig over forskrækkelsen nød han dog solen på klipperne uden en trevl på kroppen - til stor morskab for især de thailandske gæster ved vandfaldet.

Bagefter kørte vi videre langs den virkelig smukke dal Pai Canyon, der er dækket af jordbærmarker, til nogle varme kilder i en nærliggende nationalpark. Her havde man bygget en række pools ned ad bjergsiden, hvor vandets temperatur varierede - med den varmeste øverst. Ungerne og jeg startede i den nederste og arbejdede os langsomt op til de 37 grader, hvor man lige skulle vænne sig til det glohede "lavavand", som Oscar kaldte det. Fed oplevelse.

Fredag tog vi så en offentlig minibus - 600 bath i stedet for de 2500 bath (500 kr), som taxaen kostede - tilbage til Chiang Mai og den årlige blomsterfestival. Her lærte vi på den hårde måde, hvorfor det var billigere, da Oscar undervejs fik alvorligt brug for at lade vandet. Chaufføren var dog ikke til at hverken hugge eller stikke i, så det endte med, at 5-årige Oscar stod på anden række i en minibus og tissede i en vandflaske. Stor succes :-)

Paraden ved blomsterfestivalen var virkelig flot, og landets tidligere præsident var dukket op, så thaierne var mødt talstærkt op for at se de flotte blomsterdekorerede vogne.

Vi har nu været afsted i tre uger, og man begynder at kunne mærke på børnene (og os) at vi har været uden pligter, rutiner og trygge rammer i lang tid. Lunten er lidt kortere og konflikterne børnene imellem lidt flere.

En lang rejse som denne er jo på mange måder vores behov og ikke i samme grad børnenes, og derfor har vi talt om, at vi skal være gode til at lave nogle faste ting med dem hver dag (lektier, læse en bog, slappe af og lave ingenting osv) og det har vi indtil videre ikke været så gode til at overholde, fordi oplevelseslysten er så stor her i spændende Asien. Men vi klør på og giver børnene lidt flere oplevelser med hjem og de suger heldigvis til sig og nyder selvfølgelig også alle sidegevinsterne med is hver dag og lækre frugt shakes, badning i poolen osv.

Nu er det tid til endnu en nat i en alt for lille seng sammen med Oscar. Dejligt... I morgen formiddag står den på pool og afslapning, inden turen går videre til Bangkok - vores sidste etape i Thailand.

Chris & Co.