Vi skriver nu torsdag morgen, og det lykkedes bemærkelsesværdigt fam. Rasmussen at komme af sted til tiden. Turen til tunnelen var fantastisk med masser af hårnålesving, og vi nåede i bedste japser-stil at få de sidste fotos af Zion Nationalpark. Få min. før kl. 8.00, hvor tunnelen åbnede for gennemkørsel af større køretøjer, landede vi, og var på kort tid kørt igennem den 1,8 km Mt. Carmel Tunnel.


Nicolai valgte at sætte sømmet i bund, så vi kunne nå Bryce Nationalpark hurtigst muligt.

Det eneste vi tog os lidt tid til at nyde var køreturen gennem Red Canyon Nationalpark, som ligger meget tæt på Bryce Nationalpark. Vi måtte sande, at navnet var absolut velvalgt til denne park.

Bryce Nationalpark blev af indianerne døbt "Røde klipper, der står som mænd i en pibehoved-formet canyon”, og sidenhen døbt ”Et helvedes sted at miste en ko”, da de første mormonske landmænd gjorde deres entre i området. I dag omtales de eroderede klipper som Hoodoos. Det er her værd af bemærke, at Hoodoos kan oversættes til ”At kaste en forbandelse”. Det indianske folk mente da også, at områdets søjleformationer netop var udtryk for ”The Legend People”, der var blevet forstenet af prærieulven som straf for dårlig opførsel.


Ankomsten til parken var kl. 10.30 – helt efter planen :-) Vi blev dog noget paf, da vi fandt ud af, at der faktisk ikke var noget sted, vi skulle registrere os. Vi skulle blot tage en lap papir, og så køre rundt på campingpladsen, indtil vi fandt en ledig plads. Var der pladsmangel???? – NOOOT!!!! Særligt Nicolais bekymring omkring en plads i højsæson blev gjort til skamme – der var stort set frit valg på alle hylder (kan i parentes bemærke, campingpladsen nåede heller ikke at blive fyldt op i weekenden) :-)

Med vores tidlige ankomst var der god tid til at slappe af og hygge. Emma blev bænket med noget matematik i et par timer, og Nicolai og Maria gik på opdagelse i området. Far og datter kom glædestrålende tilbage, da det viste sig, at der var is i den lokale købmand ved campingpladsen. De havde dog ikke haft held med at finde middel mod vores pludselige ”blinde passagere”, som havde indlogeret sig i Emmas hår. Bemærk venligt flertallet af passagere, idet Emma havde inviteret til stort party med 50-100 lus :-) Det kostede så den sidste del af eftermiddagen, hvor vi måtte køre et pænt stykke til en mindre by for at skaffe middel mod lus. Samtidig brugte Lene og Emma vel sammenlagt en time på at få smidt ”gæsterne” på porten, og det kostede lidt tårer undervejs, som dog kunne formildnes med lidt slik.

Aftensmaden blev heller ikke helt uden lidt bump på vejen. Da vi kørte til Bryce, havde vi godt bemærket, at vores ældre model af en autocamper havde det lidt svært indimellem. Vi havde egentlig også noteret os, at vi nu var kommet noget mere op i højden dvs. ca. 8100 ft mod ca. 3900 ft i Zion Nationalpark. Det betød så, at vores generator gik ud midt under aftensmaden, hvilket særligt Emma ikke var tilfreds med, når menuen nu var hendes ynglingsret med tryllepandekager og tacoskaller. Prins Pilfinger gik straks i gang med at rode rundt, men kunne ikke få generatoren til at virke igen – den lød temmelig forkølet og hostende, når den forsøgte at starte og en gennemgang af instruktionsbogen gav ikke nogen løsning på problemet. Forældrene måtte begge konstatere, at kaffe til morgenmaden var udelukket :-( Det var ikke pluspoint til udlejer af autocamperen.

Aftenen blev dog reddet i land, da Lene tilbød pigerne udendørs godnatlæsning med Pippi Langstrømpe tilsat et par varmetæpper i vores campingstole. Vores nye ”højde” betød nemlig noget køligere vejr om natten og ca. 5 gr. mindre på dagstemperaturen. Forældrene tømte blot vinflasken (nogen ville måske sige igen) og så var den hjemme :-)

Fredag morgen var vækkeuret sat usandsynligt tidligt. Udlejningsfirmaet kunne kontaktes fra kl. 5.30 og med forbehold om mindst 12 timers levering på reparationer m.v., så måtte vi heller sørge for at komme først i køen – lørdag skulle vi jo køre videre igen. Lidt tragisk komisk måtte vi konstatere, at der var en ekstra lille ”dims” ved generatoren, som justerede luft og benzin blandingen i karburatoren, og den skulle bare sættes til den højde man nu befandt sig i, så der var ikke udbredt tilfredshed med, at en information som denne var udeladt fra brugermanualen.

Belært at tidligere vandreture i varmen skulle muligheden for at komme tidligt af sted på vandretur i Bryce Canyon udnyttes. Nicolai havde fundet en lille tur på ca. 5 km klassificeret som ”moderate too strenuous”, hvilket betød en pæn stejl tur på vejen ned og op igen samt et forventet tidsforbrug på ca. 3 timer. Valget af vandretur var faldet på en kombination af 2 ruter – Queens Garden (den lette del) og Navajo Loop (2 km med stejle udfordringer) afsluttende i ”Wall Street”.

Vores første konstatering var, at det meget hurtigt var HOT! Lene brokkede sig også over, at det var så svært at trække vejret :-) Kunne fristes til at sige, at det var dårlig kondition, men det har ikke været en udfordring tidligere på turen, så højdemeterne synes også at gøre sit her.

Et vue ud over den fantastiske natur og canyon var det næste, som kunne tage vejret fra os J Det kan godt være, at franskmændene mener at have opfundet den gotiske byggestil til deres kirker– men ak – de er overhalet af naturens luner for 10 millioner år siden…. For fødderne af os lå et eventyrligt landskab af røde kalkstensklipper med de mest utrolige formationer. Der gik hurtigt gættekonkurrence i at finde frem til, hvad formationerne forstillede. Ifølge pigerne fandt vi alle tænkelige dyrearter og flere steder var der ”familier med børn” og ”kyssende kærester”.

Den barnlige glæde ved at lade fantasien løbe fik også benene til at sætte et pænt tempo hos pigerne :-) Inden vi så os om, var vi kommet til den afsluttende del ”Wall Street”. Miljøskadet som forældrene nu en gang er så lignede formationerne da bestemt også penge, som var stablet. Overraskelsen var dog det større, da ”Wall Street” viste sig at være ”Vejen med klippevægge på begge siden” og en stejl opstigning i hårnålesving hele vejen til toppen. Meget heldigt havde vi kort forinden holdt en pause for at tanke lidt energi. Pigerne synes sjovt nok, at pauserne er meget hyggelige, for så er der tid til at gå på opdagelse i naturen og få hilst på de små egernvenner og firben.

På toppen af Wall Street måtte vi konstatere, at trods den stejle tur op, så var det hele turen værd. Naturen omkring os havde været helt igennem bemærkelsesværdig og fantastisk.

Der stod nu is på menuen til pigerne og til farmand en øl. Moderen tog vand og håbede at et par af feriens tilløbere i form af flere kalorier på sidebenene var brændt af.

Eftermiddagen stod nu på leg og hygge. Pigerne fandt hurtigt sten og diverse andre ting, som hurtigt var transformeret til mor, far og børn :-) Der er ingen tvivl om, at de virkelig er glade for at være og bo i naturen. Emma har også allerede spurgt til, hvornår vi skal på telttur igen. Forældrene kunne nu godt forfalde til autocamperkonceptet i stedet for et liggeunderlag og sovepose, hvis blot Europa var lidt mere indrettet til autocampere.

Forældrenes oplevelsestræng i nationalparken var dog ikke gjort med en vandretur. Med en køretur på blot en time var det muligt at opleve flere af parken mange facetter. Mand og mus blev hevet ombord sidst på eftermiddagen og så skulle vi lege turister igen :-) Stort set samtlige viewpoints blev set og fotograferet på vores lille køretur. Der blev sågar tid til, at Nicolai uforvarende trådte en petit fransk kvinde over tæerne, da hun ikke fandt hans opførelse som ”polite”. Sagen var at Nicolai stod og studerede et planche for parken, da den franske kvinde stødte til med sin søn og da hun samtidig talte med sønnen, var det lidt svært at gennemskue, at hun også studerede selv samme planche. Så da Nicolai trådte lidt til venstre for at studere lidt mere af planchen, vågnede frøken snævermås op – hvad han bildte sig ind og gå ind foran hende, for det var ikke særlig ”polite” ikke at dele planchen med hende. Undskyld mig ”frøken franske jeg er så vigtig, at hele verden bøjer sig i støvet for mig” (kan også oversættes til b**** eller mær). Nicolai foreslog hende så bare, at de kunne bytte plads (nogenlunde diplomatisk), så hun kunne se det der var på hans side og omvendt, så behøvede hun jo ikke at have en dårlig dag. Nogen har kaldt mig (Nicolai) arrogant, men i så fald har de bare aldrig mødt en Franskmand, for deres arrogance slår da bare alt.

Pigerne var bestemt ikke tilfredse med forældrenes beslutning om endnu en køretur. Det var dog ikke værre end, at de kunne lokkes med hygge og godnatlæsning, som aftenen før.

Forude venter nu en ny dag, hvor vi sætter kursen mod Moab og Arches Nationalpark.