Dagene i Kuching gik hurtigt med lange gåture, god mad og en tur til stranden en dag, der er 35 km, så der skulle en bus til.

Et absolut højdepunkt var en besøg hos Orange Tan´erne. En tur igen med bus langt ud i junglen. Jeg havde regnet med,at det var et beskyttet område for syge eller sårede oranguer. Det var det ikke.

Efter busstoppestedet, var der en indgang til nationalparken. Adgangsbillet og det hele. Derefter kunne man bare gå rundt - ikke noget med indhegninger eller lignende beskyttelse. Og om det regnede? Det gjorde det og optimisten her uden paraply. Nogle unge mennesker så mig og lave en regnfrakke af en sort pose, til stor morskab for alle - og en posse til at tage over hovedet - det pynter alt sammen.

En ranger fortalte om Orangutangerne og at vi ikke kunne regne med som sikker, at vi ville se nogle.

Jeg gik så sammen med andre nysgerrige ad en mudret sti ind i tættere regnskov eller jungle. Her havde nationalparken bygget en platform højt oppe mellem nogle palmer og spændt tykke tove ud til nogle trætoppe i nærheden

Rangeren kom så med en klase bananer, som han smed op på platformen og straks kom 2 unge oranguer svingene ned ad tovene. De kendte betingelserne - snuppede hurtigt så mange bananer, som de kunne bære med en for og forsvandt op i toppen af hver sin palme til festmåltidet. Orangutangfar var nemlig kommet til syne og han var ikke i godt humør - vejede vel 150kg. og kæmpestor. Han sad på platformen og kikkede på os mens han år bananer og rangeren kom hele tiden med flere, men i respektfuld afstand af orangutangen.

Da han var mæt, havde han ikke lyst til at kravle i træer og gik ad samme sti, som vi var kommet ad og kom helt tæt forbi os. Rangeren var noget forskrækket og fik os væk fra fra kæmpen. De unge havde nu frit spil til resten og kom igen svingende ad rebene.

Aberne er ikke på nogen måde i fangenskab og kommer kun når der ikke er nok føde, der hvor de normalt færdes.

En oplevelse for livet og helt fantastiks, at man kan få lov til at se frie menneskeaber så tæt på. Billederne er ikke gode. Der var ikke meget lys i bunden af junglen i stærkt regn. Billederne er på min nethinde for altid.

Torsdagen gik med at tage afsked med Sarawak, skrive julekort, skaffe frimærke og finde en postkasse. Alt lykkedes.
I dag fredag ringede uret kl. 04:00 og 04:30 gik det mod lufthavnen. Hotelejeren havde lovet at køre og han var klar. 7:00 med Air Asia mod Koalu Lumpur igen i et næsten udsolgt helt nyt fly..
Lige nu venter jeg i lufthavnen i KL på næste Ar Asia kl. 11:45 til Bangkok hvortil der er ankomst kl. 12:45 - og en times tidsforskel.

Jeg får besøg fra Danmark BLL og vi mødes i lufthavnen i Bangkok. Turen til det lejede hus i Cha-An foregår i Taxi, det er eneste mulighed og det koster 2.000 Bath. I Cha-Am skal vi møde husets ejer i et lyskryds - vist nok det eneste i byen - ejeren er dansker - ejendomsmægler og entreprenør. Og så er vi klar til Jul og Nytår.