Kære venner
Jeg håber, I er kommet godt i gang med det nye år og fik en god nytårsaften.
Som I måske husker fra mit sidste brev, var mulighederne utallige for, hvordan og hvor jeg skulle tilbringe nytåret. 
Da Erik kom hjem fra mekanikeren i San Antonia den 30. december kl. 18,30, var jeg meget spændt på, om bilen kunne køre.
Ja, hvad tror I ? - Nej, det kunne den ikke, og mekanikeren havde opgivet opgaven. 
Så Erik sagde: "Kan du være klar til, at en taxa henter os om godt en time og kører os ned til mekanikeren.". I kan tro, jeg var klar - mere end klar. (Det havde jeg været de sidste to måneder)Da vi kom ned på værkstedet, var vore bil læsset op på ladet af en helt ny lastbil og var klar til afgang til Peru. Og både Erik og jeg kunne være med som passagerer. Problemet med at komme videre til Peru havde løst sig selv. - og beløbet mekanikeren skulle have for al sit mas gennem mere end 2 måneder og udlæg for reservedele mm. blev 500 $, og det var han hel forlegen ved at forlange, for som han sagde:  "Han havde jo ikke klaret problemet for os. Vi kom med en bil, som ikke kunne køre, og vi forlod ham med en bil, som ikke kunne køre". Men han havde tilmed sørget for at vi blev fragtet helt til Tumbes - en tur på 800 kilometer - og til en pris på 500 $. (Vores første tilbud havde lydt på 1.900 $, og så skulle vi vente i 8 dage for at blive fragtet over).
Vores nat på turen til Peru var streng. Jeg blundede en smule ind imellem, men Erik sov slet ikke. Jeg tænkte på, hvordan vores chauffør kunne holde sig vågen en hel nat igennem uden at være forberedt på at skulle ud at køre natkørsel. Det problem løste også sig selv. Efter et par 100 kilometer fik vi en ny chauffør med, og vores tidligere chauffør lagde sig om i vores bil for at sove.Vi fortsatte turen efter at have været inde på en natrestaurant for at få noget at spise. Begge vore chauffører var fremragende til at køre bil. Jeg havde forberedt mig mod køresyge, da min erfaring ellers er, at bilisterne her i Ecuador kører, som havde de stjålet både hest og vogn.
Ved 8,30 tiden næste morgen når vi grænsen. Her ville vore chauffører have læsset os af, for de troede ikke de kunne komme over grænsen med bilen. Erik overtalte dem til at forsøge, for vores aftale lød jo på Tumbes, som ligger 28 kilometer på den anden side inde i Peru.Den ene chauffør får med sit identitetskort indrejsetilladelse til Peru. Og vi skal så have bilerne over. Vores bilpapirer var i orden, men lastbilen var ikke forsikret til Peru. Det havde vi på forhånd lovet at betale. Men der viste sig umulig at forsikre lastbilen, hvilket betød at vi blev læsset af på grænsestationen, efter vore chauffører havde sikret sig, at en overpolitibetjent (han havde i hvert fald mange striber og stjerner på) havde ringet efter en kranvogn til os. Vi overhørte telefonsamtalen og fik at vide, det ville tage 3 kvarter, inden kranbilen kunne være her. 
Vi ventede og ventede, men der kom ingen bil efter os til trods for, at først kom en turist hen til os med besked fra betjenten om, at bilen ville være efter os om 5 minutter, og klokken 11, da betjenten aftrådte af tjeneste, kom han privat hen for at sige farvel og ønske os godt nytår og forsikrede os om, at kranbilen kunne være her når som helst.Efter overøvrigheden havde forladt grænsestationen kom en betjent (også med mange striber på) hen til os og sagde, vi ikke måtte holde, hvor vi holdt. Erik fortalte, at vi ventede på en kranbil til at køre os over grænsen. Betjenten sagde, vi kunne da have beholdt bilen på vores lastbil og fået den til at køre os til Tumbes. Erik fortalte, at lastbilen var blevet nægtet indrejse til Peru. Sludder sagde betjenten, det kunne han da have skaffet den. Øv - øv - øv. Sket var sket, og vores lastbil var langt væk (i øvrigt uden at chaufføren, som havde checket ind til indrejse til Peru, havde været henne i toldbygningen og blevet checket ud igen og indrejst igen til Ecuador). 
Nå men den venlige betjent spurgte os, om vi havde fået vekslet til Soles (Peru valuta), for ellers kunne han godt veksle for os, og han viste os en stor stak pengesedler. Vi havde nu ikke noget at veksle, men skulle til en ATM maskine (pengeautomat) i stedet for.Så ville han godt hjælpe os med at ringe efter en bil til at fragte os over grænsen de 28 kilometer, for han var sikker på, at kranbilen aldrig kom efter os (vi havde nu også ventet i snart 4 timer, og til toldernes fortrydelse tog vi det meget stille og rolig. Vi sad lige så stille og ventede, alt medens vi spillede skak, og det var vist nok lidt irriterende for dem at se på, hvor roligt vi kunne tage det).Da de havde skaffet os en vogn, kom den pæne betjent og fortalte os, at sådanne " vennetjenester" kostede. Erik spurgte hvor meget, men det ville han ikke udtale sig om, for de tog jo ikke mod bestikkelse. Men vi fik ikke lov at gå, før vi havde betalt ca. 50 dkr.
Så kom bilen efter os. En gammel amerikanerbil Ford fra før jeg blev født - tror jeg nok. Men ikke istandsat, som nogle er. Men med buler, manglende maling, ingen sidespejle, og ingen vinduer, der kunne rulles op. Og med reb til at trække os.Tre mand og en kvinde trådte ud af monstrummet. Erik sagde, så er hele mafiaen vist samlet. Og der kan herefter laves en film (en serie, som sendes 1/2 time hver uge) om vore oplevelser med familien her. Herefter vil jeg navngive dem, så I også kan blive bekendt med dem. Kvinden, en meget tyk dame på omkring de 50, vil jeg kalde Rosemunde. Hendes søn på ca 25, en klippert på ikke under 180 kilo, har jeg navngivet Bertram, og faderen Onslaw. Onklen med den brede næse, der ejede bilen, kan vi kalde Alfonso.Og så prisen, som tolderne havde aftalt med dem, var lige så høj som en hel ugeløn for dem - 550 dkr. Men nu var vi i Peru, og her er andre spilleregler, end dem vi er bekendt med.Erik spurgte, om de nu var sikker på, at de kunne trække vores bil til Tumbes. Og det var de. Pengene fik de dog først, da vi kom til bestemmelsesstedet, selv om de stod og ville have dem med det samme.Den gamle Ford fik godt nok noget at bestille. Erik sad i vores bil og fortalte efterfølgende, at han ikke havde set noget som helst på hele strækningen fra grænsen til Tumbes for sort røg fra amerikanerbilen.
Vi blev trukket hele vejen, til vi kom til mekanikeren. Og her var vi meget spændt på, hvad han var for en størrelse. Ja stor var han. Mindst 200 kilo, men siden hen har det vist sig, at han synes lige så dygtig, som han er stor.
Vores vældige familie fra før gik straks i gang med at undersøge, hvad vi havde i vores bil. Kom med ordbog, vejkort, pandelampe osv. og gav mig, for nu skulle de nok hjælpe med at tømme bilen. Jeg så rødt - mere rødt da Rosemunde gik ombord i vores køleboks, som ikke havde været åbnet i mere end 2 måneder. Som I måske husker, stod bilen hos mekanikeren i Ecuador, så tæt op ad andre biler, at vi ikke kunne komme ind til vores ting, men kun lige havde vores lille rygsæk med os med tøj til et par dage. Vores fantasi var ikke til, at opholdet blev 2 og 1/2 måned. Og der stod hun så, Rosemunde, og rodede.Selv om jeg ikke kan meget spansk, blev hvert ord, jeg kan, brugt og mange flere til. De kom bare flyvende ud af munden på mig blandet med engelsk, tysk og dansk og så hurtigt efter hinanden, at de forstod, her var en kant. Godt Erik var optaget af at snakke med mekanikeren, for ellers tror jeg, han var blevet meget forskrækket.
Ikke nok med vores "flinke" familie lige havde en mekaniker på hånden, de havde også lige stedet, hvor vi skulle bo og spise. Vi blev kørt hen til motellet, som ligger lige overfor, hvor familien selv bor i en gyde - ja jeg siger ikke mere. Billeder, Erik ligger ud på bloggen, vil fortælle alt.Vi blev indkvarteret, og fik også to dejlige værelser. Det eneste minus her er, når vi sidder ude på vores terrasse, sidder Rosemunde og Bertram lige over for og vinker og følger med i alt, hvad vi foretager os, men til gengæld kan vi jo også se, hvad de laver her i gaden.
Nå men vi er jo kommet til Peru og skal have hævet Soles, Da Erik spørger efter en ATM maskine, tilbyder Onslaw straks at køre Erik til pengeautomaten. Hele familien tager med. Jeg bliver hjemme og går i gang med at pakke ud.Efter Erik har hævet penge, kører den "flinke" familie sammen med Erik hen på en restaurant. Erik tror, de nok lige skal have en øl, for det har ærlig talt været noget af en nat med kørsel fra klokken 20 om aftenen før og hele opholdet på grænsestationen - kørsel med tovtrækkeriet og hverken vådt eller tørt i mere end et døgn, så han kunne godt trænge til en øl..Men nej, da tjeneren kommer med spisekortet, begynder de at kigge på, hvad de alle mand skal have at spise. Erik betaler jo, tror de! 
Men sådan gik det ikke. Da det går op for Erik, hvad de har gang i, rejser han sig fra bordet. Siger han ikke skal spise, før han har været i bad, og at jeg jo går hjemme og skal med ud at spise. Det er jo nytårsaften. Og vi plejer ikke at spise allerede klokken 17, men vil vente til senere.Hvad familien senere fik at spise og hvordan, ved jeg ingenting om, men da jeg og Erik havde været i bad, drog vi på egen hånd ud i byen og fandt os et hyggeligt spisested og fik en rigtig god nytårsmenu. Trætte var vi, men nu var det jo nytårsaften, så vi blev nødt til at holde os vågne til efter klokken 24, for at se, hvordan nytåret fejres her.
Vi havde i Ecuador købt en flaske champagne, som skulle drikkes klokken 24. Først på det tidspunkt begyndte skyderiet, som varede en times tid. Hverken før nytår eller efter har vi hørt skyderier, som vi ellers kender hjemmefra. Og en sjov form for nytårsskyderi har de. Store dukker, som ligner fuldvoksne mennesker, er fyldt med krudt og futtes af på gaden. Hver husstand har sin egen dukke, som de sætter ild til, og der brager vældigt i hele byen. På den måde sige de farvel til det gamle år. Jeg synes nu, det virker lidt makabert.
Ja, det var så den nytårsaften. Nej jeg glemte foresten at fortælle, at Onslaw lige kom her op på 4. Etage for at ønske os godt nytår klokken 24. Ja flinke mennesker er de da. Men nu vil jeg slutte min beretning fra det gamle år. 
Kælig hilsen
Edith