Billeder kommer senere
++++++++++++++++++++++++
Kære Venner
Jeg håber, I alle har haft en god jul, og jeg vil ønske jer et godt nytår.
Erik og jeg havde fejret juleaften den 20. December, så vi var klar til at køre videre, ligeså snart bilen blev færdig.Den 24. December var vi stadig i San Antonio, så vores julemiddag nr 2 blev en T-bone steak. 2 stk vejede 900 gram. Det kunne vi godt nok ikke gøre noget ved, så vi havde mad til 2 dage. Vi havde været så forudseende, at vi også havde købt 2 flasker god vin.
Juledag skulle da være lidt anderledes, end en normal hverdag. 200 m fra, hvor vi bor, ligger en restaurant, som har grillstegt marsvin. Vi havde tidligere talt om, at det skulle vi prøve, så her var anledningen. Meget kød, vil jeg nu ikke sige, var på sådan et kræ. Men der var nogle gode kartofler.
Efter frokosten med marsvin ville vi gå på solmuseet, som også lå lige nedenfor vores bolig. (Vi bor 200 m fra Ækvators midte). Vi kom da også inden for porten, hvorpå der stod solmuseum, men så smækkede porten bag os, og her var ikke et menneske. Museet kunne vi heller ikke få øje på. Det lignede nærmest et beboelseskompleks lig det, vi selv bor i længere oppe ad vejen. Efter at have undersøgt om der evt. var flere udgange, men erkendt det var det ikke, satte vi os til at vente på, at et menneske skulle dukke op. Efter et stykke tid var vi heldige. Udenfor stod nemlig en, der gerne ville ind, men han havde heller ingen nøgle. Han lavede så meget støj, så nogen kom for at lukke ham ind, og vi blev lukket ud igen. Vi spurgte om, hvor solmuset lå. Da lo de, for Solmuseum var vejens navn. Men hvor skulle vi vide det fra, når det eneste sted, der fandtes et stort skilt, var på den dør, vi var gået ind ad. Og da vi gerne går på museer, var det for os nærliggende at besøge stedet så tæt på, hvor vi selv bor. 
Nå pyt - vi fortsatte vores vandring. Vi havde set et skilt nede i San Antonio by om en ruin, som skulle være værd at besøge. Efter en spadseretur på godt 5 kilometer kom vi til stedet. Det var stort - helt nyrenoveret - et gammelt toldsted ude midt i bjergene, hvor befolkningen i gamle dage skulle passere forbi, og så var det bygget for tilskudspenge fra EU. Sjovt som vi rundt om i verden finder sådanne små oaser. På samme måde som vi i Cambodia fandt en håndværkerskole, som sammen med en silkefarm var bygget af Danida. De var der meget stolte af os danskere, og på stedet beskæftiges 900 unge mennesker, som blev oplært i alle forskellige håndværker fag. Mange af de unge var handicappede. Nogle var døve og døvstumme, andre blinde og andre igen kunne ikke gå. Danida er ellers meget udskældt, men vi har set, hvor meget det betyder for udviklingen i de lande, hvor de har været og oprettet arbejdspladser og skoler. Hatten af for dem.
Og nytårsaften ved jeg endnu ikke, hvordan jeg kommer til at holde. Vi håber stadig på at få bilen i dag, så vi kan køre her fra i morgen den 31. December. Sker det ikke, tager jeg en bus her fra første nytårsdag, så jeg har to dage til at finde over grænsen til Peru. Jeg skal med en bus fra Quito og til en by i nærheden af grænsen. Der skal jeg så skifte bus for at komme videre over grænsen. Jeg vil så indkvartere mig i en by ved navn Tumbes, som ligger helt ude ved kysten og der vente på Erik. Han har ti dages visum ekstra fra de dage, hvor han var i Peru efter reservedele.Måske er han heldig at bilen selv kan køre, ellers må den op på et lad. Vi har kontakt med en vognmand, som kan køre den over grænsen til Tumbes, hvor vi kan få reservedele.
Ja, opgaver der skal løses, findes overalt i verden!
Jeg vil slutte for nu og håbe at I får en god nytårsaften.
Kærlig hilsen
Edith