Profile
Blog
Photos
Videos
Kære Venner!
Nytårsmorgen her i Tumbes ligner ikke nytårsmorgen i Danmark. Befolkningen har overhovedet ikke været i seng. Da vi står op, sidder folk stadig ude på fortovet og drikker øl med ølkassen imellem sig. Hele flokken sidder præcis samme sted, som da vi gik i seng i aftes. Og hele dagen igennem rører de sig ikke ud af flækken. Næste dag er lørdag, men heller ikke da rører folk sig - eller 4. dag som er søndag. Utrolig her ikke er en råben og skrigen, men det er der ikke. Folk sidder og snakker og morer sig til de falder af stolen, og så sætter de sig op igen.
Vi passerer forbi, og de hilser og tilbyder os et glas, og alt er helt roligt. Børnene leger, som de plejer. Leger med deres skateboard, som flere lige har fået i julegave. 2 på en skateboard og så ned ad bakken. Ja, huj - hej hvor det går. Ind imellem vælter de, for øvede er de ikke endnu, men de rejser sig bare op, børster sig fri for sand og kører videre. Først søndag aften, da vi kommer hjem fra byen, efter vi har spist, er de voksne gået til ro. Men børnene leger stadig udenfor - også da vi går til ro over midnat. Det er jo lune sommeraftener, vi har her. Temperaturen om natten er ikke under 26 grader og om dagen 31 grader.
De unge mennesker holder danseundervisning hver aften. Med en båndafspiller laver de musikken, og een i gruppen underviser. De er som regel 8 - 10 stykker sammen, og de gør det godt. De danser til Elvis musik eller Abba. Det lyder rigtig dejligt, og de er dygtige.En aften, vi kommer sent hjem, kommer nogle piger hen til os og spørger, om vi godt vil fotograferes sammen med dem, og selvfølgelig vil vi da det. Straks springer de hjem efter et kamera, og der bliver taget mange billeder sammen med de forskellige børn og unge.
Tumbes, hvor vi befinder os nu, er en by med 26.000 indbyggere. Her findes ingen indkøbscentre, supermarkeder eller blot en almindelig købmandshandel, hvor man kan købe alting. Få købmænd findes, men de har kun enkelte varegrupper. Såsom øl, sodavand, slik og måske toiletpapir og sæbe. Her findes et indendørs marked, hvor der handles med alt. Her køber man kød, frugt, grøntsager, mel og hvad, man ellers skal bruge.
På ethvert gadehjørne findes et apotek. Dvs. dem er der nok af - også frisører. Man skulle tro, befolkningen lever af at klippe hinanden. Og billigt er det at gå til frisør. Jeg gav 5 soles - altså 10 kr for at blive klippet. Jeg tænkte, de klipper nok sort her. Men nej. I frisørsalonen var der 10 frisører, og de stod nærmest på spring for at klippe mig. Da jeg var klippet, fik jeg en seddel i hånden med en bestemt farve. Og på den stod, hvor meget jeg skulle betale til kassereren. Papirlappen blev lagt i kassen sammen med pengene. Og da det blev fyraften, tog mutter alle de forskellige farver sedler og noterede den samlede indtægt for hver farve ud for hvert navn i kassebogen. Derefter dividere hun med to, og hver frisør fik så udbetalt halvdelen af, hvad hun havde tjent den dag. Den anden halvdel tilfaldt forretningen. Hver dag havde sin egen side, og hun kunne derefter se, hvem der havde været på arbejde, og hvor meget vedkommende havde tjent og fået udbetalt. Og se, hvad forretningen havde tjent. Nemt og enkelt system - både for indehaveren, den ansatte, toldvæsenet og skattevæsenet. Og uden edb.
Og politi er her overalt. Der er kommunalpoliti, regionspoliti, færdselspoliti, turistpoliti og militærpoliti. Inde midt i byen ligger en kaserne, og når vi går forbi, slår vagten hælene sammen, såfremt det er en ung mand, som står der. Er det en af pigerne, fortsætter hun bare med at snakke med dem, som hun nu engang talte med. Ca. 25 % i militæret er piger.
7. Januar var her nytårsparade på torvet, hvor alle offentlige instanser gik strækmarch ned forbi tribunen, hvor de blev hædret. Det foregik over flere timer, hvor også børnehavebørnene deltog sammen med deres pædagoger. Sluttelig blev nye store gravkøer kørt frem og trillede ind på pladsen. På siden af hver af de 10 gravkøer hang en flaske champagne, som blev brugt til at døbe hver maskine - lig når et sejlskib døbes.
Og politiet passer på os - ligeså befolkningen. Vi bor meget tæt ved floden. Og her er så smukt og fredfyldt. Hver morgen, middag og aften, når vi er nede i byen for at spise, går vi turen. Her er ingen trafik - kun nogle hjemløse, som holder til her. Dem har vi det godt med. Hilser pænt på dem, og de hilser igen. Den første aften, vi sad ude foran restauranten og spiste nede i byen, kunne jeg kun spise halvdelen af den store portion mad, jeg havde fået. En af de hjemløse sad i nærheden af os ude på fortovet, og Erik kaldte på ham, om han ville have resterne. Han blev så glad så glad, og maden gik ikke til spille. Og han var fri for at lede i skraldespandene efter rester af brød og burgere eller andet spiseligt. Herefter har Erik og jeg lært, at vi deles om en portion mad, så passer det til os to. Og vi får spændende og god mad her og masser af dejlig fisk tilberedt på de mest fantastiske måder.
Men da vi havde gået vores ture til byen langs med floden i fire dage, kontaktede turistpolitiet os en eftermiddag, at der måtte vi ikke gå. Det var ikke for turister. Erik forklarede, at vi boede lige rundt om hjørnet, og vi fik så lov at gå videre. Vi tænkte på oversvømmelse, men kunne da se, det var noget sludder. Her var hverken fare for oversvømmelse eller jordskælv. Om aftenen, da vi igen skulle til byen for at spise, havde vi glemt advarslen og gik som sædvanlig ned til floden. Straks kom børn og voksne løbende efter os, at der måtte vi ikke gå. Det var ikke for turister. Vi forstod ingenting, før de fortalte, at der lige var 2 turister, der var blevet overfaldet der. Vi står stadig uforstående over for det, men har taget det til efterretning. Nu går vi den længere vej udenom, og synes den er mere farlig, men her er selvfølgelig masse af politi og knallerttaxaer (tuc- tucer), som findes et hav af her i byen. Til gengæld er her næsten ingen biler. Slet ingen busser og kun en renovationsvogn - den eneste lastbil, som findes her.
Om aftenen, når vi har spist, er det en fornøjelse at sidde nede på byens store torv og se på, hvordan børnene leger og morer sig. De leger alle med deres nye julegaver. Nogle på rulleskøjter, skateboard, cykler andre på løbehjul eller med en fodbold. Torvet er meget stort - op til 2.000 mennesker er her. Og dette er ikke det eneste torv, som findes. Nok 10 mindre torve er fordelt rundt omkring i byen. Man skal aldrig gå langt, før et nyt torv dukker op.
I den smukke kirke, som ligger for enden af torvet, holdes hele tiden gudstjeneste. Og med dørene slået op på vid gab, så folk kan stå ude på fortovet og følge med i kirkehandlingen. Først klokken 22 hver aften lukkes dørene. Om søndagen er der morgenkaffe for hele menigheden og ensomme og hjemløse. Mange deltager, og mange hjælpere er der for at bespise alle disse mennesker.
I dag søndag den 10. Januar var vi med til standerhejsning på torvet. Alle 5 forskellige politiinstanser deltog sammen med deres respektive musikkorps. Igen gik de strækmarch. Og flot var det, da begge flag (byens flag og landets flag) strøg til tops.
På det store torv afholdes også engang imellem koncerter, hvor flere forskellige orkestre spiller. Ellers er her ikke meget underholdning. Ingen biografer eller teatre, som jo findes i andre byer.
Så må man jo selv sørge for underholdningen. Og gudskelov kan jeg da se mig selv for mig i en hjemmevideo og more mig over det. I aftes, da jeg kom ind på mit værelse, var her 2 store kakkelakker. Og dem havde jeg bestemt ikke lyst at sove sammen med. Den ene fik jeg fat på med det samme, men den anden forsvandt ind under sengen - en stor dobbeltseng. Jeg forsøgte, om jeg kunne flytte sengen, men nej. Så kiggede jeg mig omkring efter en stang, jeg kunne få ind under sengen og få kræet ud. Men nej - ingen stang. Så tog jeg min livrem af og brugte som lasso. Og der lå jeg med rumpetten i vejret, og med lassoen lykkedes det at få indfanget det fæle dyr, som landede ude i toiletkummen sammen med sin artsfælle.
Så var det vel underholdning nok for den aften. Niks - Jeg havde tidligere på dagen været på apoteket efter kalktabletter, som jeg tager hver dag. Det var godt nok store tabletter, så jeg, da jeg fik dem pakket ud. Det var ikke bare til at skylle ned. Nå disse her skulle åbenbart tygges. Ind i munden med dem og begynde at tygge. Så svulmede de op inde i munden og blev større og større. Jeg gabte og kunne overhovedet ikke have dem inde i munden, selv om jeg gabte mere og mere. Hvid skum stod ud af munden på mig som var det en sæbeopera, jeg var med i.Da så jeg på pakken, at det var brusetabletter, jeg havde fået. Efter et godt grin kunne jeg omsider lægge mig til at sove.
Jeg vil slutte for denne gang, for Erik er nede hos mekanikeren efter bilen. Så i morgen er vi rundt om hjørnet i en sådan fart, at de ikke kan se os for støvskyen efter os.
Kærlig hilsen
Edith
- comments