Brev nr 7 - Ecuador, 20. November - 13. December 2015
20.
November 2015. Torsdag fløj Erik til Lima i Peru for at hente de
reservedele til bilen, vi mangler, og som mekanikeren ikke kan skaffe
her i Ecuador. En flyvetur på 2000 kilometer.Han kommer hjem med fly igen mandag, hvis alt går, som det skal.
22.
November 2015. Det er søndag, og Erik og jeg har en tradition, hvor vi
hver søndag får en rigtig is - en, som dem man kun kan få i Vorupøre.Selv
om jeg er ene hjemme, skal den tradition ikke brydes. Jeg tager bussen
ind til nærmeste storby Quito - 28 kilometer fra San Antonio.Her
er der muligheder. Jeg går på sightseeing og får købt ind af varer,
 som jeg ikke kan købe i San Antonio - og så får jeg min velfortjente
is.
23. November 2015. Jeg glæder mig, for i
aften kommer Erik hjem med fly til Quito. Han kan være i Quito ved
midnatstid og er hjemme ca. 2 timer senere, hvis alt går vel.Men
det gør det ikke. Erik ringer, at firmaet i Lima vil have krumtappen
til Lima for at være sikker på, det er den rigtige, han får med hjem
sammen med de øvrige reservedele.Så må jeg i gang sammen med
mekanikeren her i San Antonio med at prøve at finde en mulighed at få
krumtappen fragtet til Lima. Det viser sig at være en umulig opgave. Først
prøver vi med fly, men der kræves toldpapirer, og dem har Erik jo med.
Så prøver vi med fragtmand, men han skal også have toldpapirer. Så
prøver jeg at tage en masse billeder af krumtappen fra forskellige
vinkler og sender dem på mail til Erik, men de er ikke nøjagtige nok.
Til sidst opdager jeg, at mekanikeren har en skydelærer, og ved hjælp af
denne tager mekanikeren en masse mål på krumtappen, og de mål bliver
skrevet ind på billedet af krumtappen på computeren, og det virker. Nu
er firmaets værktøjsmager endelig tilfreds og kan fastlægge, hvilken
krumtap, Erik skal have med retur til San Antonio.
I
Lima bliver alle dele pakket ind (50 kg vejer krumtappen sammen med
alle reservedelene), og Erik stiller nu i lufthavnen med sin billet og
skal med flyv hjem.Men flypersonalet nægter at tage pakkerne
med om bord, da de får at vide, det er reservedele til en motor. Der kan
jo være olie på en af pakkerne, og så kan personalet blive beskidte. Så
prøver Erik med at få det pakket ekstra ind i lufthavnen, men nu skal
der pludselig en speditør på for at få det gennem tolden. Erik
opgiver, og næste dag tager han det altsammen med en bus hjem. En tur
på 40 timer. Men omsider ankommer han lørdag aften ved midnatstid med
taxa fra Quito. En træt mand efter at have været væk i 10 dage . Men han
klarede det trods alle strabadserne. 
Og nu
forventer vi så, at bilen skal stå klar tirsdag aften. Men onsdag får vi
besked på, at foringerne er forkerte. Så på den igen. Disse skaffes
 dog af os selv i Quito, så nu er vi lovet bilen færdig lørdag aften.
Lad os nu se. Vi tager ikke mere noget for givet.Vi skulle
ellers have været til koncert inde i Quito i dag lørdag klokken 16, men
vi kan så ikke få bilen udleveret. Vi prioriterer bilen højest og må så
blive hjemme og håbe på, at bilen er klar, og at vi kan forlade San
Antonio i morgen søndag den 6. December.
Lidt
om livet her i Ecuador. I Quito, som er en by med 2 millioner mennesker,
er hovedparten velhavende. Det ses tydeligt på deres modetøj, make up,
høje hæle (så høje at det nærmest er stylter). Ingen smil - men virker
kolde. En gang om ugen går de unge kvinder til frisøren og får ekstra
hår sat ind i deres eget, så det ser mere fyldigt ud. Og de får pålimet
ekstra lange øjenvipper og også kunstige negle samt lagt make up. Jeg
ved det, for jeg var selv inde og blive klippet og kunne derfor følge
med i det hele. Jo disse kvinder havde en fast tid en gang om ugen, så
de var klar til fest i weekenden. Medens jeg sad og fulgte
forvandlingen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvis en sådan
skønhed fik en mand med hjem om natten, måtte han da få et chok, når han
vågnede op næste morgen og fandt parykken henkastet i et hjørne, de
lange øjenvipper sad fast i pudebetrækket sammen med al make up, og hun
så ud, som da hun kom ind hos frisøren.
Familien
består som regel af 2 - 3 børn, og her kan vi tale om unge mødre. De
fleste kvinder får børn i tyve års alderen. De bærer deres små babyer i
armen indhylet i et tæppe, da her hverken findes barnevogne eller
klapvogne. 
I San Antonio (28 kilometer fra
Quito bor 40.000 mennesker), og her hvor vi nu bor, går alle almindelig
klædte, alle hilser og smiler, og alle mennesker er glade og hjælpsomme.
Børnene her går i børnehave og skole fra 3 års alderen. Bliver
afleveret om morgenen af en af forældrene og bliver hentet igen til
middag. Afleveres igen i skole klokken 2 og kommer hjem ved 5 tiden. Alt
virker som en hverdagsfamilie i Danmark. 
I
Quito er der desuden også en del fattige mennesker. Kvinder føder børn
til naturen sætter en stopper for det. Og disse børn bæres på ryggen i
et tæppe bundet på en speciel måde.I går morges var jeg vidne
til et mindre optrin. En dreng på ca. 3 år gik og legede på fortovet.
 Moderen havde en salgsvogn med noget frugt og slik. Drengen var en glad
gut med krudt i, som drenge nu engang er. Pludselig tog moderen - en
ældre kvinde drengen om bag på ryggen og svøbte ham i tæppet, så hun
kunne bære ham der. Han sparkede og skreg, men ingen kære mor der. Han
sad svøbt så stram, at han umulig kunne røre sig. Hverken arme eller
ben. Og nu kunne han så sidde der hele dagen fra tidlig morgen til sen
aften, ind til hun holdt fyraften.Jeg kan ikke lade være med
at tænke på, det må give forkrøblede børn, uden nogen form for motorik
og sprog. Disse børn kommer ikke i skole, for moderen har ikke tid at
følge dem. I Ecuador findes der 80.000 børn uden skolegang.
Når
alt dette er sagt, er livet i Ecuador som i Danmark. Butikkerne bugner
af de samme varer og også til omtrent samme pris, pånær kød hos
slagteren. Her koster 1 pund fin bøffars kun 1 dollar.
Men
een ting er forskellig fra Dannark. Her kører busser hele tiden, og
lige der hen, hvor du skal. Der findes ikke en afkrog, hvor der ikke
kommer en bus. Og taxaer er der mange af. I Quito findes 21.000 gule
taxaer, og 22.000 "sorte" taxaer, så transport er ikke noget problem.Vi
har dog et princip, og det kan ikke fraviges. Vi kører kun med gule
taxaer og kun med taxameter, hvilket godt kan være et problem, da
chaufføren gerne vil undgå det og tjene en ekstra skilling til sig selv
og "glemme" at afregne med vognmanden. Vi har presteret at stige ud af 3
taxaer inde ved indkøbscentret i Quito, fordi chaufføren ikke ville
køre til San Antonio med taxameter. Men så kom en politibetjent hen til
mig og spurgte, om vi skulle bruge en taxa, hvilket jeg bekræftede. Fint
sagde hun, nu skal jeg skaffe jer en taxa, og hun hyrede straks en og
sagde til ham, at der selvfølgelig skulle køres med taxameter. Og sådan
blev det så, for hun sikrede sig, at han slog den til.
Og
så har vi været hos den danske konsul her i Ecuador. Vi skulle jo
stemme om retsforbundet med EU, men pga, Erik var blevet opholdt i Lima i
10 dage, kom vi lige præcis en dag for sent til at det kunne lade sig
gøre.
En anden ting, vi har bemærket og undret
os over, er, at her i San Antonio kan jeg ikke koge blødkogte æg til
morgenmad. Først gjorde jeg, som jeg plejer i Vile. Vand til kog - så æg
i - når vandet igen koger, så 5 min. Det blev noget uspiseligt "
blevver". Så gav jeg dem 1 min. mere. Og et mere igen. Efter de fik 8
min, og stadig ikke var kogte, men hviden var sådan noget mærkeligt
stads, begyndte vi for alvor at undre os. Også fordi vi havde problemer,
når vi kogte kartofler. På goggle så vi, at når vi er oppe i højde,
falder vandets kogepunkt. Hos os koger vandet ved 91 grader, og jo
højere, man kommer op, des lavere temperatur er kogepunktet. Er man
tilstrækkelig højt oppe, kan man ikke koge æg.
6.
December 2015. Er I ikke spændt på, om vi fik bilen i aftes, lørdag som
lovet. Som I husker, kom vi ikke til koncert i Quito, fordi vi skulle
have bilen udleveret. Hvad tror I. Ja I gættede rigtigt. Ingen bil før
mandag aften.Så i dag søndag kom vi så til koncert i Quito,
som fejrede deres national dag. Vi sad på et dejligt torv og nyd
musikken i 3 timer, hvor 4 forskellige orkestrer spillede. Og da solen
skinnede fra en skyfri himmel, kom jeg hjem godt rød i kammen, men det
er forhåbentlig væk i morgen. Vi havde jo ikke paraply med som værn mod
solen, som beboerne her har. En kvinde, som vi sad ved siden af, gav os
hver en avis, vi skulle holde over hovedet for at værne mod solen, men
for sent for mit vedkommende. 
7. December
2015. Det er mandag, og i dag er det helt sikker, vi får bilen. Det
blev det dog kun til vores tro. Men i morgen tirsdag en det 100% sikker.
Ja - ja, lad os nu se. 
8. December 2015.
Klokken 12 skulle vi komne og hente bilen. Men nej, den er ikke færdig.
Kom igen klokken 2 - og det gjorde vi. Nu skulle de lige have de sidste
ting på plads, og så skulle den prøvekøres. Erik og
mekanikeren kom dog kun 1 kilometer, før bilen begyndte at koge og
måtte slæbes tilbage til værkstedet. Køleren var utæt, så Erik og jeg
måtte til Quito for at skaffe en ny. Igen pga. vores model ikke findes i
Ecuador, havde de ikke vores på lager. Dog kan de fremstiile den, da vi
er på en fabrik, som selv fabrikerer kølere til alle slags biler, og så
kan vi hente den på torsdag.
Vi er ellers
blevet skrap til at køre med bus og skifte rundt mellem dem for at nå
frem til vores bestemmelsessted. Og skifte mellem bus og metro. Det er
kun, hvis vi har store indkøb - eller når bussen ved fyraftenstid er
fuld, så folk står som sild i en tønde, at vi vælger at tage en taxa. I
husker måske, at Erik i en overfyldt bus mistede sit kamera. Ja de er
fingersnilde, de fyre, som ernærer sig på den måde.
10.
December 2015. I dag skal vi til Quito for at hente vores
specialfremstillet køler, og så skulle vi kunne blive i besiddelse af en
bil i morgen - nyrenoveret motor mm.
11.
December 2015. Vi glæder os. San Antonio, bil og mekanikerværksted
hænger os efterhånden langt ud af halsen, men vi har intet kunnet stille
op - bare vente. Men i dag får vi bilen. Erik og mekanikeren skal
prøvekøre den her i formiddag. Jeg venter spændt på værkstedet, da de to kører afsted.Lidt efter kommer mekanikeren gående hjem på værkstedet for at hente en bil til at slæbe vores Toyota tilbage på værkstedet.ØV- ØV - OG ATTER ØV!Igen
må motoren (for tredie gang) af bilen og skilles ad. En foring er slidt
efter en kilometers kørsel. Atter ind på værktøjsmagerfirmaet Pazmino i
Quito.Vi aflever krumtap, foringer og stempelarme, og så
tager vi med bus til byen Otavalo, som ligger 100 kilometer fra Quito.
Vi trænger i den grad til at opleve noget andet.
Her
i byen er Sydamerikas største marked hver lørdag. Og jeg siger jer, det
er så flotte hjemmefremstillede ting, som handles her. Intet bras. Og
fantasien sætter ingen grænser for den kreativitet, som er lagt for
dagen.Om aftenen spiser vi på en restaurant, hvor et 5 mands
orkester spiller. Da de slutter kl. 22. går alle mand - gæster og
selvfølgelig også Erik og jeg hen på et værtshus, hvor orkesteret
fortsætter med at spille. For vores vedkommende bliver det
kun til en enkelt øl, for vi skal tidlig op i morgen. Vi mødte nemlig
et ungt canadisk par i går, og vi aftalte, at vi sammen med dem i dag
skal tage en taxa op til vulkanen Mojanda, hvor en sø ligger inde i
vulkankrateret.
Og det blev til en dejlig tur.
Vi kørte med taxa 12 kilometer op, og kom op i 3500 meters højde. Her
stod vi af og begav os ud på en travetur på 1 1/2 time, medens
taxachaufføren benyttede tiden til at vaske bil med vand fra søen.Da
vi kom tilbage til byen, var det blevet frokosttid, så vi gik alle 4
ind på en fin fiskerestaurant (det er jo søndag og canadiernes sidste
dag i Ecuador - og ja, vi håber også det et vores sidste weekend i
Ecuador). Her på restauranten var der også levende musik, som vi nød
sammen med vores dejlige fiskemenu.
Jeg vil
slutte for denne gang, for mit næete brev skal omhandle, hvordan vi
kommer videre til Peru - forhåbentlig snart. Mit visum udløber i hvert
fald til nytår, så jeg skal være ude af landet inden.
Kærlig hilsen
Edith