Kære venner.

 

Et forsinket afskedsbrev med Rio de Janeiro, Brasilien pga.
de mange gøremål, som venter, når man er på dansk jord.

 

Brevet er her nedenfor.......

 

Kære venner.

 

1. september 2016. Vi befinder os på campingpladsen i Rio, hvor vi
nyder livet efter travlheden med den fantastiske håndboldturnering til De
olympiske Lege 2016, hvor herrerne jo velfortjent fik guld. Vi glæder os over
at have mødt rigtig mange og søde danskere her. Et par piger fra Herning med
dannebrog malet i ansigtet mødte vi i metroen på vej ind til en håndboldkamp.
Da de stod ud af toget, blev de interviewet af en journalist fra Washington
Post. Erik nåede at få taget billeder af dem, da de stod sammen med
journalisten.

 

Og nu skal Rio de Janeiro stå for skud. Godt nok har vi været inde
i byen hver dag, men det har jo været i pendulfart til den olympiske stadion.
Og forresten også til den verdensberømte fodboldarena Manacá, hvor vi så de
svenske piger spille mod Brasilien, som fik guld. Svenskerne fik sølv og
Tyskland måtte nøjes med bronche. 

 

Vi har besøgt den verdensberømte 38 meter store kristusfigur, som
er placeret på toppen af den højeste klippe her i Rio.

Og vi har været på Sukkertoppen og nydt udsigten. På vej derfra
støder vi ind i 11 unge danske piger, som er på en grupperejse med Jydsk
Rejsebureau. De var lige kommet til byen, men skulle kun være her i et par
dage, før de igen skulle videre. De havde meget, de skulle nå på en 3 måneders rundtur
i hele Sydamerika.

 

5. september 2016. Efter at have kigget os godt og grundigt rundt
om i Rio, tager vi i dag fly 2000 kilometer nordpå til Manaus. Her er vores
plan at tage en sejltur ned ad Amazon floden til Berem. En sejltur på 4 dage.

Men inden skal Manaus udforskes. En by i floden Amazon, hvortil
eneste mulighed for at komme er enten med fly eller båd.

 

7. september 2016. Vi tager i dag på en dagsudflugt ind i
regnskoven. Først er det med bus til verdens ende. Og da vejen stopper, går
turen videre med båd. Det er en taxabåd, som fører os via floden langt ind i
junglen. Vi besøger her gummimuseet. Meget interessant besøg. Rundvisningen
indeholder også produktionen og forarbejdningen af gummi. Damen viste os,
hvordan hele proceduren foregik. Hvordan man skar en rille i gummitræet, og
hvordan saften løb ned i et bæger. I en gammel rille pillede hun hærdet gummi
ud, og jeg fik en rigtig elastik direkte fra gummitræet. Elastikken er meget
elastisk på samme måde, som hun tog en bold, der vejede 11 kilo. Den lod hun
falde på gulvet, og bolden sprang op i samme højde, som den var faldet
fra. 

Gummifabrikanten var en berejst person, hvilket hans kufferter
vidnede om. Et klistermærke var fra Danmark og med Den lille Havfrue. Uanset
hvor langt væk, vi kommer, dukker ustandselig minder frem fra lille Danmark.
Det er da imponerende, når vi tænker på Danmarks størrelse i forhold til hele
verden.

Efter besøget er jeg spændt på, om vi bliver hentet igen.
Bådtaxaen sejlede jo rundt til badestrande og hytter på pæle i floden, men
hvordan ville vi få fat på den, når vi skulle herfra. Ingen problem. De vidste,
at de havde afleveret os, og efter en times tid dukkede en båd op og ventede
på, at vi kom ned til stranden for at komme med tilbage til Manaus.

 

I Manaus findes en verdensberømt teaterbygning. Den er meget smuk,
og til al held er der koncert, medens vi opholder os her. To gange oven i
købet. Den første aften er vi til en rockkoncert med sydamerikanske rytmer, og
den anden aften er det Manaus Philhamonikaorkester, der giver koncert. En
moderne koncert, hvor musikken var komponeret af en lokal komponist, og sammen
med musikken vistes på et lærred moderne billedkunst.

Ja selv om det er en verdensberønt teaterbygning, er priserne på
forestillingerne til at betale sig fra. Den første aften er gratis, og den
næste koster det 20 kroner for hver. Da vi havde billet til den sidste koncert,
ventede vi med at stille op i køen, til alle brasilianer var kommet ind. Vi
blev så tilbudt en ståplads, som vi tog imod. Men da vi kom indenfor,
 fandt personalet hurtigt en loge med to ledige stole. Så heldige er vi.

 

Så heldige er vi iøvrigt altid. Også når vi tager offentlig
transport. Vi som pensionister kører gratis med bus, metro og færge. Og kommer
vi ind i en overfyldt bus, rejser folk sig straks op for os. I begyndelsen
takkede vi nej tak til tilbuddet, men når vi så deres ansigter, blev vi
klar over, det var en fornærmelse at afslå. Takkede vi ja tak, blev de så glade
for at kunne hjælpe os. 

En sjov episode havde vi en dag ude fra campingpladsen i Rio. Her
kører bus fra og til for hver 2. minut, så her kommer rigtig mange forbi.

En aften, der er mørk, og vi kommer hjem efter midnat,
 ringer Erik på klokken, for at bussen skal stoppe ved næste
busstoppested. Buschaufføren råber til os, I skal ikke af endnu - først nede
ved broen, og jeg skal nok holde der.

 

10. september 2016. Vi forlader nu Manaus med båd til Belem. Det
er en sejltur på 4 dage ned ad Amazon. Verdens længste flod. Den udspringer i
Peru, og er 20 kilometer længere end Nilen, har en ny måling vist, da man lige
har fundet en ny kilde i Peru. Amazon har mange bifloder og deltaer, og Rio
Negro støder til Amazon, da vi er kommet et stykke ned ad floden. Rio
Negros vand er meget brunt, og vandet i Amazon er blåt. Det er så tydeligt at
se, hvilket vand, der hører til hvilken flod, vi sejler i. 

 

Ud over at være verdens længste flod er den også verdens
vandrigeste. Mange bifloder støder til, og på en strækning, vi sejler, kan vi
ikke se land, så bred er floden på det sted. For at komme ind til Belem
sejler vi ad en lille biflod. På det smalleste stykke er den ikke mere
end 40 meter bred, og båden er næsten lige så bred. Vi sejler her i fuldmåne,
og der ligger ligesom en fortryllelse over hele sceneriet.

 

Her er befolkningen - flodindianerne, meget fattige. De
lever af fisk, de fanger, og lidt plantesaft - icecreme, kalder de det. De er
afhængige af, at der kommer både forbi og smider mad - ris, mel, mælk,
spaghetti osv. ned til dem. På båden har man pakket små plastikkasser med
proviant til dem. De smides ned, så de små både kan fiske det op. Og til
børnene smides små plastikposer med slik i. Små børn styrer selv en lille
båd med motor og sejler ud efter de små almisser. En lille dreng på 3 - 4 år
kom alene i en lille bitte båd, som havde taget vand ind. Båden var næsten
halvfuld af vand, så han måtte vende om uden at få det slik, han var sejlet ud
efter. Men sådan er livet for dem. Den eneste adspredelse, de har, er, når der
kommer en båd forbi med lidt godt til dem.

 Inde på flodbredden har de bygget deres lille nødtørftige
hytte, og hver hytte har en fortøjningsbro ude i vandet. Bag hytten er tæt
jungle, som ikke er muligt at trænge ind i. Træerne her i regnskoven vokser så
tæt og er så store og står med rødderne i vand - kaldes også mangroveskoven.

 

14. september 2016. Efter 4 dage på flodturen ned ad Amazon
når vi Belem. Det er en stor by med 300.000 indbyggere. Vores plan er at
tage et fly videre herfra og tilbage til Rio de Janeiro, en flyvetur på
1500 kilometer, da vi jo har sejlet de første 500 kilometer. Vi bor i
gåafstand fra lufthavnen. Praktisk, da vi opdager, at betalingen for vore
flybilletter ikke er gået gennem systemet. Ergo på gåben ud til lufthavnen og
få ordnet betalingen. Da vi kommer derud klokken 18,00, har kontoret lukket,
men åbner igen klokken 23, og da vi skal flyve næste dags morgen klokken 5, er
der ikke andet at gøre, end at gå turen frem og tilbage endnu en gang. Og så
fik vi da også lige rørt os den dag. 

 

17. september 2016. Efter en behagelig flyvetur med en
mellemlanding i Brasilia ankommer vi klokken 13,00 til lufthavnen i Rio. Herfra
tager vi med vore rygsække på nakken bussen til metrostationen, og går igen et
par kilometer for at komme hen til metrostationen, som fører os omtrent ned til
båden, som sejler os over fjorden, og herfra tager vi linie 39 bus tilbage til
campingpladsen, hvor vores bil har stået, medens vi har været på udflugt. Vi
ankommer ved 17- tiden, så vi når lige at slå teltene op, inden det bliver mørkt.

 

19. september 2016. I dag tager vi igen bussen ind til Rio. Vi vil
deltage i de para olympiske leges afslutningsceremoni. Men inden er der
marathonløb. Kørestolsbrugere, som ved håndkraft racer derudad. Uh - haj,
hvor det går. Det er ret imponerende.

 

20. september 2016. Nu gælder det tilrettelægningen af vores
hjemrejse. Vi skal have pakket og bilen stillet ud til Aksel. Vi har billet til
den 23. klokken 12,55 og efter 16 timer klokken 10 dansk tid lander vi i
Billund næste dag. Så går turen nordpå, hvor jeg lige når en fætter- og
kusinefest i Bruunshåb, inden jeg ankomner til Vile. Erik kører dog direkte til
Vile, hvor han får åbnet huset igen. Ja, det var så den tur. Håber på, vi
snart er klar til at gense Brasilien. I love Rio de Janeiro. 

 

 

Men inden tager vi lige et julemarker i Lübeck. Her får vi oplevet
den rigtige julestemning. Vi har lejet en lejlighed i udkanten af Lübeck i 4
dage, så får vi lidt motion samtidig. En af dagene, vi har været rundt i byen,
beslutter vi at gå hjem om eftermiddagen og tilbage for at spise til aften på
en bestemt restaurant, hvor der også er jazz - men da vi kom hjem og så
på vores skridttæller, at vi havde gået næsten 12 kilometer og skulle gå det
samme igen om aftenen,  ændrede vi planer til at spise hjemme.

En anden af dagene kørte vi til nabobyen Travemünde, som også var
smukt julepyntet. På tilbagevejen var vi omkring grænsen mellem øst- og
vesttyskland og et museum fra den tid. Det har været hårdt at være østtysker på
det tidspunkt.

På hjemrejsedagen gik turen over Husum, og også her var der
julestemning.  

 

13. December 2016 tilbage i Rio de Janeiro igen fra Billund over
Paris med en flyvetur på 13 timer samt ventetid i Paris på 7 timer.

Her venter vores danske ven Aksel Kappeln fra Horsens på os med en
bil, som kører os ud til Aksels landsted 38 kilometer uden for Rio. Vi tager
lige et velfortjent ophold på 3 dage her for at gøre bil og campinggrej klar
til turen sydpå til Ushuaia, hvor vores plan er at komme med båd over til
Antarktis.

 

Vi bevæger os sydover med forskellige overnatninger på pausadaer
(B&B) for at komme så langt sydpå som muligt, før vi gør ophold i en uge
for at fejre julen. Vi ankommer den 20. December 2016 og bor på en lille
klippeafsats ude i Atlanterhavet ved den lille by Matinos i Brasilien. Bilen er
parkeret 1/2 kilometer fra hytten, så vores bagage er begrænset til det
mest nødvendige, da tingene jo skal bæres tilbage igen. Her er meget idyllisk
med vand næsten hele vejen rundt omkring os. Hytten er god, og når vi går ind
til fastlandet, ligger fiskeauktionen ca 500 meter væk. Her er rejer,
jomfruhummer, laks, ørreder og mange andre nyfangede spændende fisk. Ja vi
smovser rigtig i det, og vores julemiddag kommer nok til at gå i
"fisk" i år, men det er jo ikke det ringeste, man kan få.

 

Jeg vil slutte for denne gang med et ønske om, at I alle må få en
rigtig god jul og et godt nytår.

 

Kærlig hilsen

 

Edith

 

Vi har ofte problemer med internet og computere, så måske lykkes
det ikke at sende rejsebrevet ud til hver enkelt, men på Eriks blog vil brevet
blive lagt ud, så der kan I til enhver tid følge os. Bloggens adresse er:

blog.travelpod.com/members/erikaggerholm

 

Kærlig hilsen



Edith
[email protected]