Søndag morgen stod i fodboldens tegn, så vi sov længe, da vi først skulle være klar til kamp kl. 11. Det blev en god start på dagen, da Arsenal vandt 2-0 over Manchester City. Efter kampen bevægede vi os ned mod centrum, hvor vi spiste, hvad der bare skulle være en hurtig frokost. Det blev det dog slet ikke. Det tog i første omgang 10 minutter for kvinden at se, at vi sad ved ét af de fire borde. Derefter 5 minutter for hende at tage imod den meget simple bestilling på to burgere og noget drikkelse, og så små 40 minutter før maden rent faktisk kom. Ventetiden var dog ikke afspejlet i kvaliteten, der mere lignede noget, der var smækket sammen på 5 minutter. Bedre blev det bestemt ikke, da vi besøgte toilettet, hvor toiletspanden flød ud over det hele, lampen var fuld af hår og holderen med papir til at tørre hænder i var fikset ved at smække et håndklæde op i den tomme holder. Bedre af blev det ikke af, at der fra dette meget klamme toilet var et stort hul ud til køkkenet. Glade for at vi allerede havde spist vores mad, skyndte vi os ud derfra.

Vi gik direkte over til en bod, der udlejede forskellige køretøjer og lejede to ATV'er til samlet 120 dollars for fire timer (og ja, vi havde hjelm på!). Derfra kørte vi ud på den vej, der ledte ud af den lille by. Vi havde fået vist ruten på et kort først og fået forklaret, at vi gerne måtte køre igennem den første tunnel, men at de efterfølgende skulle vi køre uden om. Dette havde Emil dog glemt, da vi nåede den anden tunnel, og selvom jeg råbte af mine lungers kraft efter ham, nåede han ikke at dreje af og forsvandt ind i tunnelen med et - eftersigende - panikkent ansigtsudtryk i hovedet. Jeg tænkte, at der ikke var grund til, at vi begge kørte den forkerte vej, og skyndte mig så alt hvad jeg kunne at køre uden om tunnelen. Vejen var længere end først antaget, og jeg ville meget gerne hen til den anden side, så jeg kunne se, at Emil var kommet godt ud på den anden side. Da jeg endelig nåede frem, var han der slet ikke, så jeg blev nu lidt bekymret. Efter 5 minutter kom han dog kørende af den samme vej, som jeg var kommet af. Han havde vendt om inde i tunnelen og kørt efter mig.

Udover den første misforståelse og et tidspunkt, hvor vi var ved at blive overfaldet af en meget aggressiv hund, gik turen dog ellers smertefrit. Vi kørte igennem nogle mindre byer og stoppede ved nogle flotte udkigsposter, hvor vi kunne se de mange vandfald, der var på den 20 km lange strækning.

Da de fire timer var gået, afleverede vi ATV'erne igen. Klokken var blevet aftensmadstid og vi gik derfor på jagt efter noget mad at indtage. Vi havde fundet ud af, at vi dagen forinden havde ledt det forkerte sted efter den argentinske restaurant, og vi var derfor fast besluttede på denne gang at lede det rigtige sted. Det hjalp!

Vi gik derind og blev mødt af en meget gennemført indretning, ret upraktiske menukort, der var i "rørform" med frynser. Vores tjener var en rigtig madmutter. Inden Emil havde nået at sige, hvad vi skulle have, havde hun næsten allerede noteret det hele, for det var åbenbart det sædvanlige som alle bestilte. Vi havde bestilt en menu for to personer, som ikke lovede andet end, at man blev mæt. Menu'en startede med fire pølser, hvor nogle så bedre ud end andre, hertil fik vi noget salat. Derefter fulgte to forskellige stykker kød serveret med kartofler. Nu var vi ved at være ret mætte, men lige før vi gav op nåede madmutter at komme med et lækkert stykke kylling, som vi da også blev nødt til at smage på. Bedst som vi troede, at vi skulle til at få regningen, fik vi serveret to store bøffer mere. Så ja, vi blev meget mætte.

Efter et godt mættende måltid begav vi os hjemad, trætte oven på en lang og aktiv dag.