Efter en ret kold nat, vågnede vi kl. 7 op med en smule hovedpine, fordi vi nu befandt os i omtrent 3000 meter over havets overflade. Vores plan for dagen var at komme til Ecuadors hovedstad Quito, men først ville vi gerne lige slå et smut forbi katedralen Las Lajas. Den storslåede katedral er 250 år gammel og beliggende midt ude i ingenting. Den er "klemt" inde mellem to bjerge, hvilket får den til at se helt eventyrlig - ja sågar Ringenes Herre-agtig - ud. Inden dagens kulturelle oplevelse, skulle vi dog have noget morgenmad, så vi gik ned i et supermarked og købte yoghurt og Pringles. Lige foran supermarkedet prajede vi en taxa ud til Las Lajas-katedralen. På vej derud arrangerede vi med chaufføren at han skulle vente en halv time på os ved katedralen, for så at køre os tilbage til vores hotel, hvor vi lige skulle hente vores rygsække og checke ud. Derefter skulle han køre os til den ecuadorianske grænse. Det blev i alt 35.000 colombianske pesos, svarende til omtrent 100 kr., hvilket var en helt fair pris, taget i betragtning af at det hele alligevel tog ca. halvanden time. Vi fik ham til at stoppe ved et udkigspunkt på vej ud til katedralen, hvor vi på lang afstand kunne se det majestætiske bygningsværk. 10 minutter senere ankom vi til en lille landsby, hvor små turistbutikker solgte alskens skrammel. Det viste sig at vi skulle gå det sidste stykke for at komme ned til katedralen, så taxaen måtte holde og vente i den lille landsby. Ned vi kom, og jeg (Emil) besluttede mig for at gå op af nogle trapper på den modsatte side af katedralen, hvor man kunne få et bedre vue. Imens overværede Kiya en gudstjeneste i katedralen, for at spare sine knæ, og ventede til jeg kom tilbage. Vi gik tilbage til taxaen, glade for at vi var taget ud til Las Lajas, for den var rigtig storslået. Til vores store overraskelse mødte vi ikke én eneste udenlandsk turist derude, på trods af de mange små turistboder. Efter et hurtigt pitstop på hotellet, hvor vi hentede bagagen, kørte vi som aftalt mod grænsen. Vi havde hørt at man ville få gennemtjekket sine tasker ved grænseovergangen, men alt gik helt smertefrit og efter små 20 minutter havde vi forladt Colombia, vekslet vores colombianske pesos til dollars, og fået stemplet vores pas på den ecuadorianske side. Fra grænsen tog vi en taxa til den nærtliggende by Tulcan, hvorfra vi kunne tage en bus mod Ecuadors hovedstad, Quito. Taxachaufføren tilbød at køre os hele vejen til Quito, hvilket vi et øjeblik overvejede, indtil vi hørte prisen: svimlende 120 dollars. Væsentligt mere end de 10 dollars det ville koste for os begge med bussen, så vi takkede pænt nej. Vi ankom til busstationen i Tulcan, hvilket er den mindst prangende jeg nogensinde har set på min færd i Sydamerika. Som de eneste turister var vi ret attraktive, så folk nærmest hev i os, for at vi skulle vælge deres bus. Vi følte derfor vi kunne vælge og vrage, så vi var enige om at vælge den bus der kunne få os hurtigst til Quito, da vi var godt trætte af busture. Den første sagde 6 timer og kostede 10 dollars for os begge. Den næste sagde 5 timer og kostede det samme. Den første bus så godt nok bedst ud - reklamerede med Wi-Fi og aircondition, hvorimod den anden uden på bussen reklamerede med at de havde personligt lys. Vi spurgte bussen med det personlige lys, hvorfor de kunne love 5 timer. De svarede, at det var fordi, deres bus ikke havde ligeså mange stop som den anden, så vi tog dem på ordet og valgte den mindre gode bus, men angiveligt den hurtigste. Allerede efter vi havde kørt få hundrede meter, stoppede vores bus første gang for at tage flere passagerer med. De havde løjet for os, hvilket vi var ret trætte af, men der var ikke rigtigt noget at gøre. Det føltes som om vi stoppede hver anden km. for enten at tage passagerer med sætte folk af, eller lade gadesælgere prøve at sælge aviser, chips, is med smag, nødder, slik, frugt osv. Halvvejs kom det endelige dødsstød, da den anden bus overhalede os. Vi kunne have siddet i en mere komfortabel bus, og endda være kommet tidligere frem, men her sad vi - med personligt lys der var gået i stykker. Det mest interessante på den bustur var, da en mand brugte en halv time på, som en anden Ole Henriksen, at sælge mirakelcreme og give gode skønheds-fif. Vi var i tvivl om, hvorvidt han virkelig solgte produktet eller det blot var en undskyldning for at køre gratis med et stykke af vejen. Men vi kom da frem i sidste ende. De 5 timer var blevet til 6 timer, hvilket vi også gjorde chaufføren opmærksom på, ikke var det han havde lovet os. Men vi var trætte og orkede ikke mere diskussion over bagateller, så vi gik hen for at finde en taxa.

På vejen blev vi mødt af en mand, der ville køre os ind til byen for 8 dollars. Gladeligt gik vi med ham hen til bilen, som så viste sig at være en helt almindelig personbil. Han var ikke taxachauffør, men bare en tilfældig mand der ville køre pirattaxa, så vi takkede pænt nej. Han kunne meget vel have været en flink mand, der bare ville køre os ind til byen billigere end taxaerne, men han kunne også have haft andre bagtanker, så vi valgte en officiel taxa. Efter en lang tur gennem hele byen midt i myldretiden, kom vi frem til vores hostel, kaldet Hostal Ecuador. Turen kostede omtrent 5,50 dollars, så det var endda billigere end pirattaxaen. Efter indcheckning tog vi hen på en indisk restaurant, som jeg havde fundet i Lonely Planet, for vi trængte efterhånden til noget andet end lokal mad eller fastfood. Vi bestilte først tandoori-kylling til forret til deling, akkompagneret af to ret store øl. Øllene var en smule for gamle, men det måtte vi overleve. Efter forretten ville vi meget gerne bestille hovedretten, men det virkede som om, at tjeneren fuldstændigt ignorerede os. Enten dét eller også havde han et overblik, der bestemt ikke var en tjener værdigt. Der var trods alt kun 5 borde at holde styr på. Da alle de andre var blevet betjent fik han endelig øje på os, og vi ville gerne bestille to retter, den ene med rejer og den anden med kylling. Tjeneren sagde undskyldende at de ikke havde rejer, så vi bestilte i stedet med oksekød. Som tilbehør bestilte vi to gange ris, og to naanbrød med hhv. hvidløg og tandoori. Da maden kom havde vi fået to retter med kylling, og det ene naanbrød var kedeligt og i hvert fald ikke med hvidløg, som vi havde bestilt. Vi blev dog mætte, men det var ærgerligt at dårlig betjening skulle ødelægge en smule af oplevelsen, for selve maden var ret god. Hurtigt blev det sent, og vi tog hjem til vores hostel for at sove. Vi skulle nemlig op ved 5-tiden, da vi havde bestilt en tur til vulkanen Cotopaxi dagen efter. Kiya havde lagt sig til at sove, jeg ville dog gerne lige have et bad inden, men blev i brusenichen mødt af et noget uventet syn. En klam gul-brun snegl kravlede rundt derinde, og jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvor den dog var kommet fra. Kakerlakker og edderkopper kan jeg ligesom leve med, for det er en del af vilkårene i disse lande, men en snegl i brusenichen, som lå i hjørnet af vores værelse er ikke forventeligt. Jeg slog den ihjel uden at informere Kiya herom, da jeg vidste hun ikke er så glad for snegle, og så lagde jeg mig ellers til at sove.