D. 7-11/12-09

Efter en koretur paa en 5 timers tid, ankom vi til Mildura. Umiddelbart er det et maerkeligt sted at tage hen, da vi ikke er i Australien paa Working Holiday Visum, og det eneste, der er for en backpacker i Mildura, er arbejde paa en af de utallige appelsin, garlic eller lignende farme. Men vi tog skam turen igennem landet af to aarsager, hvor den forste er den med storst vaegt. Som tidligere naevnt, var det i Mildura, at Amalie var paa udvaeksling. Derfor syntes vi, at det kunne vaere sjovt at se byen og de omgivelser, som hun havde levet i saa laenge. Den anden grund var, at vi jo er taget til Australien for at se saa mange aspekter af Australien som muligt, men ogsaa for at mode de rigtig aussier. Hidtil har vi naesten kun rejst langs kysten, hvor der har vaeret saa mange backpackere fra Europa, at den forste rigtige aussie, som vi kom til at kende lidt, var Glenno fra Uluru. Derfor korte vi gennem landet, fordi derved ville vi baade komme til at se en helt anden side af Australien og forhaabentlig mode nogle rigtige aussies, da Amalie havde givet os nogle numre. Isaer en gut ved navn Scott, som Stoffer allerede modte i DK tidligere, havde vi vaeret i kontakt med via facebook.

Vi kom til Mildura og begyndte at lede efter et hostel. Scott havde anbefalet os "Oasis Backpackers", da det skulle vaere godt og taet paa ham. Vi fandt det, men der var ingen! Receptionen var lukket, de tog ikke telefonen, og saa er det paent svaert at checke ind. Derfor drog vi videre for at finde et andet hostel. Det viste sig, at de fleste andre hostels enten var fyldte eller ogsaa svarede de heller ikke. Derfor korte vi til turistinformationen, der gav os nogle andre numre paa Oasis, og der var endelig kontakt - eller naesten. Da vi kom tilbage til Oasis viste det sig, at ham, der havde vagten paa kontoret, var en anden backpacker, der kom fra Frankrig. De kan sikkert godt byde paa meget i Frankrig, og der findes da helt sikkert ogsaa flinke franskmaend, men hidtil har vores erfaring altsaa budt paa noget andet. For det forste er naesten alle franskmaends engelsk saa daarligt, at man ikke fatter NOGET af det, som de siger. Samtidig er det, som man faar ud af deres saetninger saa arogant! Og denne faetter her var da ogsaa kronen paa vaerket. Kort sagt fik vi uden tvivl den daarligste behandling, vi endnu har faaet paa vores faerd. Det var kun, fordi der var fyldt paa de fleste hostels, og at det laa taet paa Scott, at vi ikke skred med det samme igen! Vi kunne ikke bo i samme dorm, men paa to forskellige saa Kimo og Staff sammen og Guul alene. Men men vores franske ven viste endnu en gang klasse. Han kunne ikke finde nogler til Staff og Kimo rum, saa den maatte de faa dagen efter, men alligevel skulle de betale $50 som depositum (hvilket er ca 150% mere end normalt depositum, og det endte med, at de slet ikke fik en nogle faktisk) osv. osv.

Men nok om det, nu havde vi et sted at sove, og saa skulle Mildura nok blive oplevet. Vi drog mod Woolworth, hvor Staff kom med folgende betragtning: "Nu hvor det er et sted, hvor man bor i lang tid (folk arbejder der gerne i flere maaneder), kunne det sa taenkes, at kokkenet ligefrem er rent, da de skal bruge det selv mange dage i traek?" Det viste sig at vaere en MEGET naiv tankegang! Det eneste positive der var ved dette hostel var, at der var en Xbox med PES2010, som viste sig at vaere meget belejlig.

Efter et godt aftensmaaltid, drog vi over paa den anden side af vejen, hvor Scott boede. Han var alene hjemme med en kammerat, og vi var blevet inviteret derover til at chille lidt med en lille ol osv. Det viste sig at blive et slags vendepunkt paa vores tur: dagen hvor vi smager den forste direkte gode australske ol! Scott og hans ven Aron var super flinke, og vi sad og snakkede frem og tilbage. Bl.a. paastod Scott, at det aldrig regnede i Mildura. Noget med et par dage om aaret. Hvilke forte til en meget forvirrende opvaagning naeste morgen. Det kan vist bedst beskrives ud fra Guuls synspunkt, eller blinde Guul som de andre har dobt ham, naar brillerne ikke lige er indenfor raekkevidde. Guul vaagner fra en drom, hvor det regnede. Vaagner op og hore voldsom regn, hvilket jo ikke just var forventet, da det jo aldrig regner i Mildura. Det forer til en videre forvirret Guul, der med sovnige ojne og ort hovede er i tvivl, om han egentlig er vaagnet eller ej? For det kan da ikke vaere regn i Mildura? Videre omtumlet sporger han en tysk gut, om det virkelig regner? Jo, det gjorde det skam. Hvad kan man saa gore? Om paa den anden side og bygge hule endnu en gang! (ja vi lever det haarde backpackerliv!! Just chill).

Det viste sig, at vejrguderne ikke var med os denne gang - heldags styrtregn! Derfor blev dagen brugt paa en tur rundt i Mildura og ellers bare xbox og afslapning. Faktisk var der regn 1.5 ud af vores 4 dage i Mildura, hvilket var meget overraskende for Amalie, da hun horte det! Saa vi ved ikke rigtig, om vi skal tro paa den der med, at det aldrig regner i Mildura, selvom de alle paastaar det.

D. 9 var en komplet modsatning. Super varmt, blaa himmel og det perfekte verj til en omgang tojvask, der uden at afslore tidshorisonten var TILTREANGT!

Om aftenen var vi af Scotts familie blevet inviteret paa aegte australsk barbie! Scotts foraeldre, hans kaereste Jenn, ven Aron og hans kaereste var der, og den stod paa salat med steak og laks fra bbq - super laekkert. Til dessert fik vi en rigtig australsk klassiker peppermint-et-eller-andet-mega-sukker-aussie kage (gojlerkage iflg. Kimo). En MEGET sod opfidelse, der var sjov at smage, men som ikke behover at blive gentaget. Men de var rigtig flinke, og vi var helt benovede over deres gaestfrihed. De havde simpelthen gjort at, hvad de kunne for at gore det godt for os, og for at vi kunne komme til at se og smage paa Australien for alvor. Umiddelbart er en lidt sjov fornemmelse at sidde der i en helt fremmed families hjem og saa bare skulle snakke los, men deres aabenhed overfor os og den interesse de viste for vores faerden gjorde det til en hyggelig aften. Efter desserten kom Scotts bedsteforaelde paa besog, og der blev snakket endnu mere. Og som aftenen stred frem, kom mussierne ogsaa - Mildura var et rart sted, men hvor var der dog mange myg!

Efter nogle timer tog Scott og Jenn os med ud i Mildura for, at vi skulle opleve Milduras natteliv - en meget svaer opgave, da det var onsdag. Men vi fandt en pub, hvor der var en smule liv. Og der skulle ikke gaa laenge, saa var vi omsvaermet: to piger der var ude for at fejre den enes 18-aars fodselsdag, hvilket vil sige hendes forste bytur. Godt snaldret og meget larmende faldt de straks for al den charme, som Kimo maa udstraale. For straks blev vi omringet. Det forte til kommentarer saasom denne, der blev sagt til Guul "would you please tell your friend in dane that I don't bite? Well I can't promise that but don't tell him that". Det, at Kimo ikke just var interesseret (meget forstaaeligt), gjorde, at det hele blev meget sjovere, og Staff og Guul hjalp vel lidt til med at byde ham op. Men han var lidt kolig den lille. Mildt sagt var de meget irriterende i laengden, men de forte dog til lidt morskab, da vi hele tiden provede at fore dem over til en af de andre to. Men alt i alt, havde vi en god aften, hvor vi fik snakket med Scott, hans familig og modt nogle aegte aussies - vi var blevet helt bange for, om de overhovedet fandtes, for der er europaeere overalt! Og saa kunne Guul og Staff drille Kimo lidt med modellerne, hvilket har fort til meget sjov!

Naeste dag stod paa sightseeing i Mildura og omegn med Scott og Jen som guider, hvilket er en meget svaer opgave. Ikke et ondt ord om Mildura, men der er altsaa ikke det helt store. Det er uden tvivl en rar by at bo i, men den har ikke det helt store at byde paa. Det var egentlig heller ikke det, som vi var kommet til Mildura for, saa bare at komme rundt i byen og se, hvor Amalie havde boet, var nok. Men vi saa da lidt. Bl.a. Lock 11, der er en sluse (umiddelbart vores bedste ord paa dansk, da det bliver svaerre og svaerre at finde de danske ord). Det er saadan en "baas" man kan isolere et skib i, for derefter at fylde eller tomme det for vand for at skibet kommer paa niveau med det naeste stykke af floden, da denne er daemmet op. Selve opdaemninger er meget vigtig, da der kommer saa lidt regn, at uden opdaemning, ville de ikke have vand hele aaret. Ellers saa vi, hvor australiens to storste floder modes, et gammelt faengsel, Sand Bar (sand klitter midt ude i ingenting), Scotts foraeldres sportsbutik og sluttede af med en god omgang kebab.

om aftenen korte Staff ud for at mode en af Amalies gamle hostfamilier og bagefter, var vi til kaffe og te hos Scott's endnu engang for lige at sige farvel, da turen naeste dag gik mod ost til Canberra. Som en tak for at Scott tog sig tiden til at vise os rundt i Mildura, gav vi ham resterne af vores "daglige lakrids". I lufthavnen derhjemme kobte vi en botte lakrids, som vi har maatte spise en af hver pr. dag. En stor nydelse, som vi naeste har holdt (der er da sneget sig to ind til tider). Men da vi horte, at Scott, der har vaeret paa udvaeksling i Ostrig, elsker salt lakrids, maatte han jo have den, da det simpelthen ikke er til at drive op hernede. Det betyder dog ikke ordentlig lakrids til os de naeste to maaneder, men det er maaske meget godt...

Alt godt herfra

Kimo, Stoffer og Guul