D.27/7-09

Jeg vågnede tidligt, og gik til angreb på mit vante morgenbrød au naturel med te. Eller rettere, sukkervand med en bismag af te... mmm... Jeg spiste sammen med en anden pige på hostellet. Hun gav mig indstrukser om den nærmeste bank og gav mig gavmildt hele hendes pose med tørrede koka-blade. De skulle give en energi og være fyldt med endorfiner. Altså tygge på et par et de her fiduser, og jeg vil svæve på en lyserød sky resten af dagen. Hun måtte ikke tage dem med over grænsen, men det var helt sikkert at medbringe kokain til Peru og Ecuador. Hmmm... Jeg skal vist lige tjekke det.

Efter et smut til bank, for at skaffe lidt ekstra, pakkede jeg min taske og med kort, kokain-blade og lyserødt humør gik jeg ud af døren og afsted mod nye eventyr.

Jeg skulle først tage en bus til enden af byen, det er vigtigt hvis man vil blaffe. Jeg gik et godt stykke tid langs en støvet landevej, før at jeg tog mig sammen, vendte mig 180 grader om, og med et stort smil, satte jeg tomlen højt i vejret. Der var ikke gået et halvt minut, før at en stor grå bil begyndte at blinke og holdt ind til siden. Vinduet rullede ned og på forsædet sad to ældre mænd. "Cafeyatte", spurgte jeg, og de nikkede. Manden steg ud, og smed min rygsæk om i bagagerummet. Jeg skyndte mig ind på bagsædet, hvor der allerede sad en anden gammel mand og en ung fyr på en ca.15år.

Jeg takkede og smilede stort, mens at den gamle mand på bagsædet beyndte at grine, og afsted gik det. Alle nerverne var på højkant, og på det tidspunkt havde jeg ikke set at noget var galt. Hvordan kunne jeg. Det var min aller første gang, jeg forstod ikke sproget og mine nerver var helt uden på tøjet. Men jeg vågnede langsomt op til virkeligheden, og det gik hurtigt op for mig, at noget var galt, ved flere små ting i bilen. På ryglænnet var der klistret et ikke-ryge-skilt fast. Et identifikationskort med billede var klistret op i hjørnet af forruden. Noget skjult foran passageren på forsædet blev ved med at sige bip. Netop! Jeg var havnet i en bil-taxi. Der stod ikke taxi nogen steder. Det var blot en ganske almindelig bil, og da jeg stod ud senere kunne jeg stadig ikke se forskel. Heldigvis var prisen ikke så krydret. 38pesos. Lidt over 40kr for 200kms kørsel. Det er da okay.

Vi kørte igennem det mest fantastiske sceneri af bjerge rundt omkring os. Cafeyatte lå inde i Andes Bjergene, så vi kørte igennem dem, på snirklede veje, der gik op og ned. Bjerge til begge sider, som bare forsvandt ud i horisonten, bjerge, der næsten væltede ud over os og en flod der fulgte os hele vejen. Cafeyatte er en lille støvet landsby, hvor halvdelen af bygningerne mod centrum næsten kun var hoteller og hostels. Og når man så det sceneri af bjerge der beskyttende lå omkring byen, kunne man sagtens forstå at turrister nærmest valfartede hertil, blot for at tage del i et af verdens naturlige vidundere.

Desværre var jeg nu så langt ude i kolbøtteland, at ikke en eneste kunne tale engelsk. Oyy..

Taxaen stoppede i centrum, som i alle argentinske byer var repræsenteret af en grøn plet med bænke og statuer. Jeg gik tilbage af den samme vej som vi var kommet fra, på jagt efter et hostel, da en mand med en lille hund kom mig i møde. Han spurgte om jeg søgte et hostel, og at han kendte et. Så jeg fulgte ham og hans hund til hostel "Road Runner". Resten af tiden, forstod han intet af hvad jeg sagde, så min parlør var aldrig langt væk.

Det var et hyggeligt sted med en gård, ligesom alle andre og en hængekøje... jaaa... Der var fire senge i mit rum. Alle bosat. En pige som søgte en stilling som servitrice her og to piger, der bare var på gennemrejse. Ingen af dem kunne engelsk, så vi havde senere en fed tid med at prøve og forstå hinanden. Og der sku tålmodighed til.

Så tog jeg på sightseeing rundt i byen. Den var ikke særlig stor, men folk virkede venlige og her var ret fredeligt. Fra gaden kunne man tydeligt se Andes Bjergene til begge sider. Pludselig mødte jeg to piger som jeg havde set i Salta. Tjaa... Vi tar jo for det meste allesammen samme vej, så vi tog på café og udvekslede rejseerfaring. De rejste gennem landet på deres motorcykler, og det kunne tydeligt ses på deres sko, da de var dækket af støv.

Det var faktisk det. Vi sagde farvel, jeg tog en runde gennem byen og vandrede hjem. Følte mig ret træt, så jeg barrikerede mig i sengen, med to kopper te, en pose chokoladekiks (fyyy) og Moby d*** (bogen altså). Mmmm... Ægte hygge når det er bedst :-).

D.28/7-09

Vågnede op en by der lå indhyllet i minusgrader. brrr... Så jeg skyndte mig hen til gaskomfuret og satte en kedel over. Intet bedre end te til at tø hele kroppen op med. Morgenmaden var forsinket, så jeg krøb under dynen med teen og ventede så længe. Morgenmaden var ret sølle og bestod kun af små stykker argentinsk brød, kaldet "lille bog". Der var godt nok marmelade og det der karamelstads, men der skulle fire bøger til at mætte mig.

Jeg havde planlagt at leje en mountainbike og tage ud på en længere cykeltur op i bjergene.

Det blev 15 pesos for seks timer. Et godt råd er at man skal altid gå rundt og spørge, og aldrig bare tage sig til tåls med den første pris man hører. På hostellet kan man nemlig også leje cykler. 30 pesos for en hel dag, og det er da ca. de seks timer. 10 pesos i timen. Jeg var glad for at jeg gik rundt og tjekkede nogen flere. Da jeg skulle til at leje en cykel, støtte jeg på en svensk pige og to studerende fra buenoes aires. Fedt! Dejligt at høre noget som minder om en sprog igen. De var på vej ud til en gedefarm som skulle ligge fem minutter fra byen, med noget af det bedste gedeost der findes overhovedet. Det siges det ihvertfald. Jeg havde godt hørt om det, men den guidede tur var på spansk, så jeg ville jo ikke kunne forstå noget. Men nu havde jeg jo mødt dem, og de ville mere end gerne oversætte for mig.

Så afsted gik det.

Det var kun i Cafeyatte at vejene var delvist asfalteret. Så da vi kom ud af byen, var vejen så ujævn at vi hoppede og rystede hele vejen. Noget af tiden måtte vi stoppe og trække. Andre gange måtte vi cykle i store buer, for der var huller og store sten alle vegne.

Gården var ret stor med 800 hunner og 20 hanner. Lykkelige hanged. Ligesom i Danmark spillede man musik for gederne når de skulle malkes. For at få dem beroliget. Mozart, Bach og en masse andet klassisk. Deres ost var speciel fordi at de tilførte noget, så den ikke lugtede af ged. Vi fik alle en gratis pakke gedeost med hjem og det smagte virkelig godt. Det bedste gedeost jeg længe har smagt. Så denne aften bestod af gedeost med brød og måske vin, hvis jeg havde råd.

Efter rundturen besluttede vi at spise frokost ved en lille flod. De havde en stor bunke ost og skinke med, og delte ud af det, så mit brød så ikke helt så sølle ud. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var omkring 30 grader. Føltes det ihvertfald. Utroligt at det blot få dage siden var minusgrader. Skummelt vejr.

Vi sagde farvel, de havde nemlig planer om at smutte til et par vingårde, og det var ikke rigtig min stil. Jeg havde andre planer.

Fem kilometer ude af byen, op af et bjerg, skulle der være tre smukke vandfald. Jeg havde bare ingen anelse om at vejen ikke var asfaldteret. Den gik op hele vejen, gennem bump, sten og sand. Solen var brændende og vandet forsvandt forbavsende hurtigt. Jeg var ude hvor kragerne vender og havde kun denne ene flaske vand med.

Men jeg klarede det. Noget af vejen gående og endnu mere kravlende. Jeg kom frem til endestationen, hvor man skulle stille cykler og biler. Resten af vejen skulle tages til fods, og det kostede 25 pesos at fortsætte. What!!! Man var nød til det. Jeg ville fare vild i bjergene uden en guide, så jeg sku betale en. Pokkers!!! Men heldigvis fik jeg tilbuddet om at tage med en gruppe for samme pris samlet. Der mødte jeg en far og hans to børn. En dreng på otte og en lille pige på fem, som blev ved med at tale til mig på spansk og spørge mig om ting. Øhhh... hjælp! No comprente!!! Hendes far blev ved med at fortælle hende, at jeg ikke kunne spansk, hun sagde okay og spurgte mig om noget mere på spansk. Elsker børn :-).

Der var ingen sti, så vi fulgte hvad end der førte os frem. Sprang på sten over floder, gik gennem krat, buske og høje siv. Efter en halv times klatring, kom en gruppe imod os. De fortalte at der stadig var lang vej endnu, meget lang vej. Og solen var på vej ned. Det ville ikke være sjovt at være fanget i bjergene når det var mørkt. Så vi besluttede at vende om. Jeg fik deværre ikke set vanfaldet, men guiden ledte os tilbage af en sti som førte op af et bjerg forenden. Fra den sti havde vi udsyn ned til vinmarker, byen Cafeyatte og bjerge i baggrundet. Fedt. Kodak moment!!

Vejen hjem var langt bedre. Den gik ned af bakke. Hoppende meget af vejen og bremsen virkede ikke, så min mave lå nede ved tæerne og jeg havde dybe mærker fra styret. Men ellers var det fedt at ræse fem kilometer på fem minutter.

På hostellet gjorde de klar til grilaften, men jeg havde allerede en date med min gedeost, så jeg sprang over denne gang. Men kunne da stadig være selskabelig, jeg lavede lidt te, og spillede skat med en af mine roomies. Vi ku ikke tale med hinanden, men skak er et internationalt sprog, så vi klarede os grinnende og prøvende gennem et par runder. Senere fortalte jeg dem om den dans jeg havde set i Salta, og så ku de da vise mig hvordan man fremfører den. De lærte endda mig et par trin. Wuhuu... Giv mig en kjole og afsted flyver jeg i armene på en lidenskabelig danser. Ahrmmm...

D.29/7-09

Endnu en kold morgen turde vise sit kønne ansigt, og op stod jeg. Jeg var nød til at gøre det lidt tidligt, for idag skulle jeg videre, og endda en ny epoke i min rejse. Jeg skulle blaffe for første gang, og jeg kan ikke et ord på spansk. Hehe... Det blir mega sjovt. Min plan var enten at rejse mod syd til en anden bjerglandsby Mendoza. Det er den mest kendte by i Argentina for deres vine, eller til storbyen Córdoba, som lå midt inde i landet og var kendt for deres kultur og unge natteliv. Men det ville være mere end 15 timer i bil og over 1000km, så jeg var nød til at tage turen i bidder. Nærmeste by var Santa Maria, 78km.. Og det var faktisk byen som delte sig i to. Den ene vej gik til Mendoza og den anden vej gik til Córdoba.

Solen skinnede endnu engang fra en skyfri himmel, det var koldt da jeg krøb ud af soveposen og alle omkring mig sov sødt. Varm vand over komfuret, er ved at blive ret hardcore til de her gaskomfure. Og så stod den på fire små bøger med karamel. Godt for hofterne. Tasken blev pakket. På med sweater og jakke og afsted tog jeg.

Hvis man vil blaffe skal man helst til udkanten af byen, hvilket jeg gjorde. Der gik jeg op af en støvet grusvej og vente mig om med et stort smil og tomlen højt strakt. Efter 5 minutter besluttede jeg mig for at gå længere op af vejen. Og vente mig hver gang en bil kørte forbi. Pludselig kørte en grå bil forbi mig og stoppede så lidt længere henne. Afsted løb jeg mod dem. Tog fat i mine ting og løb op imod førerens vindue. Han spurgte om jeg ku tale engelsk eller fransk. Yes han kunne engelsk. Han flyttede et par ting på bagsædet og afsted kom jeg. Jeg ku ikke fatte det. Jeg havde faktisk blaffet. Det var et gammelt ægtepar. Manden var advokat og konen psykolog. hmm... Jeg var vist i gode hænder. De fortalte mig at de faktisk var på vej til Córdoba, og hvis jeg ville kunne jeg bare tage med dem hele vejen. Wauw.

Så afsted gik det gennem Argentina. Vi stoppede efter et par timer, for de ville se et par indianer ruiner først. Ret velbevarede og kostede 5 pesos at se. Manden fortalte mig lokal historien mens vi gik gennem en hel by, fyldt med historie. Den lå for foden af et bjerg og når fjender kom, flygtede de op i bjerget og angreb derfra.

Så fortsatte vores færd, og gennem det meste af tiden fortalte han mig om Perrón. Og han satte endda tango-musik på som jeg sku høre. Han glemte hele tiden mit navn, så han spurgte om det var okay at han bare kaldte mig Blondie, så det gjorde han.

Vi stoppede i en lille by hvor vi skiltes kort for at spise frokost hver for sig. Jeg havde taget en sandwich med, og spiste den i en park mens at jeg bare nød vejret og mit held.

Sådan fortsatte vores færd i flere timer, indtil solen gik ned. Vi besluttede at finde et sted at overnatte for natten. De havde fundet et billigt sted, men det så så faldefærdigt ud at jeg besluttede bare denne ene nat at tage på hotel. Det blev 70 pesos. De købte mad til os alle og vi nød et festmåltid af toast med ost og skinke, og et glas suppe. Mums!

Sådan endte dagen. Vi havde hvert vores værelse, og jeg udnyttede fuldt badekaret i badeværelset. Yearh! Boblebad til folket...

D.30/7-09

Telefonen ringede præcis kl. syv. Vi havde alle bestilt morgenvækning, og gik sløve ned for at få morgenmad. En masse små bøger senere sad vi alle i bilen og var på vej igen. Solen sneg sig langsomt op mens at vi rullede videre gennem det flade landsskab. Det var kun ti grader, men blev hele tiden varmere. Ikke dårligt for et land i vintertiden.

Efter et par timer kom vi til Córdoba, så det var her jeg skulle af. Men de kørte kun forbi den, så jeg blev sat af ved motorvejen og skulle gå et par 100meter før at jeg kom til yderkanten af byen. Derfra tog jeg den første og den bedste bybus ind mod centrum. Jeg vidste ikke hvor centrum var, heller ikke vidste jeg noget om hvor der lå et hostel. Men det bedste man kan gøre er at spørge og søge efter det nærmeste hotel. De kan altid hjælpe én videre i sin søgen. Heldigvis mødte jeg en venlig mand i bussen, som var på vej til sit hotel i centrum. Så jeg fulgte ham hele vejen gennem et par gader og hen til hans hotel. Der fik jeg vejbeskrivelsen til det nærmeste hostel, og afsted gik jeg. "Turning point", hed det. Og måske var der også noget i det, for da jeg spurgte om jeg kunne arbejde for en gratis seng sagde de ja :-D. Mit job blev at jeg hver morgen skulle tage til busterminalen i tre timer og få folk til at komme til hostellet. Hvilket jeg godt kunne forstå, for der var simpelthen ingen på hostellet. Okay der var en gruppe drenge, men det var alt. Og de holdt sig mest for sig selv. Surt!!!

Jeg tog afsted ud i byen og at tjekke den lidt ud. Med et kort i hånden smuttede jeg mod centrum, men tog først en hurtig frokost på en bar kaldet "Homer". Yearh!!! Og så videre ind i byen. Den var præcis som Säo Paulo i Brasillien. Blot endnu en storby. Bygningerne var gamle og fyldt med unge studerende. Havde læst at det her var byen for de unge, med masser af natteliv og studieliv. Men det var ikke rigtig noget for mig. Jo alt det ville være godt hvis jeg boede her. Men når man er på gennemrejse, og prøver at få del i et lands kultur, så var det her nok ikke byen.

I hostellet kunne de kun tilbyde forskellige museér og natteliv. Der var faktisk ikke andet. Så tanken om at tage videre strejfede mig, men det at kunne bo gratis var en rar tanke. Jeg havde købt batterier til mit vækkeur, og lavede en god omgang nudler med ketchup.

Altimens skete der drama ude i entréen. To unge havde i al hemmelighed sneget sig herind for at kunne være sammen, men var blevet opdaget af deres famillier. De havde nu tilkaldt politiet, og stod og talte med dem. Utroligt at nogen ikke har lov til selv at vælge den de vil være sammen med. Kvinderne stod og græd mens at de hver for sig talte med to betjente. Jeg ved ikke hvad det endte med, men håbede det bedste for de to.

D.31/7-09

Vækkeuret ringede kl. seks. Gaaaabbb... Jeg skulle være på banegården kl. syv og stå der i tre timer. Udenfor var det minusgrader og der var stille overalt. Der burde være forbud mod at stå så tidligt op.

På med tøjet, spise lidt købt morgenmad og så afsted. I døren fik jeg udleveret en bunke flyers og så ud med mig. Der var travlt på banegården og jeg gjorde mit bedste for at smile og sælge hostellet. Fik da givet en del flyers bort. Mens jeg stod der, begyndte jeg at tænke på om jeg ikke skulle smutte videre. Måske i provincen af Córdoba. De fleste ville mere anbefale det end selve byen. Jeg tog en beslutning og efter tre stive timer smuttede jeg tilbage. Jeg fortalte dem i receptionen at byen alligevel ikke var mig, pakkede mig taske og smuttede mod busterminalen.

I infoen fik jeg en plan over de forskellige dele af provincen som man kunne besøge, men var ret i vildrede, for vidste slet ikke hvor jeg skulle tage hen. Det var som at spille rusisk roullette, et forkert træk og jeg ville fortryde valget. Så var det jeg fik øje på et kæmpe skilt. BUENOS AIRES. Jo hvorfor ikke. Så jeg tog mine tasker, gik over og bestilte en billet. Min bus gik om en time, lige nok tid til at skaffe en bid brød og en bunke kiks til turen.

Busturen tog over 10 timer, og var et helved. Sad foran en hel bunke unger som blev ved med at sparke og slå til mit sæde. Tingene blev ikke bedre da moren kom med en bunke slik og chips. Så larmede de med det, det næste stykke tid, og pludselig holdt de marathon frem og tilbage i bussen. Weeeee....

Så dukkede der en gammel fed madamme op. Satte sig ved siden af mig, og fortalte at jeg havde taget hendes sæde, og at jeg skulle give hende den. Jeg prøvede at forklare at hun var nød til at rejse sig hvis jeg skulle ku samle mine ting og komme ud, men hun blev ved med at pege på mit sæde og sige noget på spansk. Så blandede passagerne sig ved siden af og fortalte mig allerede det jeg vidste. At jeg havde taget hendes sæde. Jeg prøvede at få dem alle til at forstå at jeg ikke kunne komme ud, når hendes to tons mås blokerede exit, men gav tilsidst op og prøvede at samle mine poser sammen. Idet jeg gjorde det, gik der hul på en af poserne, og alt røg ud på gulvet. Jeg prøvede hurtigt at samle alt sammen, mens at passagerne ved siden af gned salt i såret ved at grine og konstant stirre på mig. Endelig lettede damen sig og vi fik byttet plads.

Bussen ankom til Buenos Aires ved midnat, og jeg gik direkte til informationen, som gav mig en beskrivelse af i hvilket distrikt der lå en masse hostels. Så jeg sprang på en bybus og fik buschaufføren til at fortælle mig hvor jeg skulle af. Da jeg stod af, tog jeg en taxi. Det ville ha været langt dyrere at tage den fra terminalen, så jeg sparede mindst 50 pesos ved at gøre det. Da vi ankom til hostellet, fortalte chaufføren at jeg kunne gå ind og tjekke om der var plads. Hvis ikke, ville vi køre videre og lede efter et andet.

Så jeg smuttede ind, i døren mødte jeg en australier som også lige var kommet ud af hans taxa. Der var heldigvis plads, og i baren havde de et live-band som spillede for en større forsamling. Jeg fik fat i en mand fra receptionen, som skulle hjælpe mig med mine tasker, men da vi kom ud til vejen var taxaen væk.

Han var kørt med min rysæk og det hele. I det øjeblik følte jeg at hele min rejse var blevet tabt på gulvet. Jeg havde godt nok mine penge og pas omkring halsen, men alt det andet var lige så vigtigt. Jeg kunne umuligt fortsætte uden det.

Alle fra receptionen var meget venlige, bad mig sidde og fortalte at alt nok skulle ordne sig. Jeg var bare rystet. Jeg fik nøglen til mit værelse, og de fortalte at indtil jeg havde fundet ud af hvad jeg nu skulle gøre, måtte jeg bo der gratis. De sagde jeg kunne gå op og tage et bad, men han var lige kørt afsted med min taske. Mit håndklæde var i den.

Til mit store ubegribelige held, kom taxaen tilbage efter en time. Smed tasken ud af bilen og kørte videre. Det så ud til at alt var der. Sikke en lettelse og held. Jeg blev inviteret ind til at høre bandet, men alt hvad jeg havde lyst til var at se dyner. Hvilket de havde. Det her er det første hostel med en dyne. Wauw!!! Men prisen var ret krydret. 55pesos per nat. Men det ville jeg slet ikke tænke på. Alt hvad jeg så var dyner.