Anna og jeg var tidligt oppe for Dingos backpackers tilbød gratis pandekager for morgenmad. Men vi vi var nødt til at være oppe kl 7. Med den omgang morgenmad vi havde levet af de sidste 14 dage på Trish farm, havergrød og frugtmix, ville vi heller end gerne stå tidligt op for pandekager! Jeg må indrømme at pandekagerne var himmelske, og der var nok til at vi kunne få tre pandekager hver. Guf! Herefter fik Anna og jeg pakket vores rygsække og gik op til Peterpans for at se om de var åben så vi kunne booke turen for White Sundays. Travel centeret var endnu ikke åbnt men vi skimtede ind ad vinduet og der... Lige der bag disken sad den selv samme unge kvinde som jeg havde mødt både i Perth og Brisbane. Dette kunne bare ikke være rigtig, hun måtte forfølge mig! Ligesom jeg genkendte hende, genkendte hun mig og kun af den grund åbnede hun døren op for os og hjalp os med at booke whitesuundays tur. Men vi skulle komme igen om aften for hun kunne ikke bekræfte turen, før elektronikken virkede. Det var fair nok, så vi gik begge ud til busstop stedet og ventede på tourbussen. SElvfølgelig var den forsinket men jeg fik ikke et panik anfald ligesom i Gympie. jeg tog det mere roligt og bussen endte da også med at dukke op. Allerede ved de første vidste jeg at vi havde en god guide og han spurgte endda om en af os ville sidde på forsædet. Det sagde jeg ikke nej til og steg gladeligt op i front af den store firhjulstrækker. Undervejs til færgen snakkede jeg lidt med guiden og han spurgte mig om mit yndlings område i Australien. Jeg måtte indrømme at Broken Hill var mit yndlings spot og fortalte ha historien omkring Broken Hill i kort version. Jeg tror han blev meget overrasket for han endte med at sige over speakeren til alle de andre tourister i bussen at her på forsædet sad Diana fra Danmark hvis yndlingsspot var Broken Hill og at hun havde deltaget i et bryllup der. Så nu vidste de alle sammen hvem jeg var. Efter en 10 min kom ud til sandspidsen hvor vi kørte ombord på færgen. Det sjove ved færgen var at der ingen havn var eller kørerbane. Færgen lagde simpelhen til ved strandbredden også kørte firehjulstrækkeren ellers ombord. De 10 min det tog at sejl til Fraser, fik vi besked på at holde øje efter delfiner, for de var i området, Men hverken Anna eller jeg så nogen. efter at være kommet i landet, kørte vi op langs 90 Mile beach. Det var højvande så der var ikk ret meget strand at kører på i øjeblikket. Vi stoppede op på stranden for en kop morgente og lidt småkager lige ved siden af en ferskvands strøm som ledte direkte ud i havet. Frasers er en stor sandbanke, men utroligt nok kan regnskoven gro i det bløde sand. Sandet hjælper også til at filtrer regnvandet og derfor er alt vandet på øen ferskvand. Så vi kunne faktisk drikke fra den lille strøm. Efter morgente kørte vi videre op til Dilli Village restort, hvor købmandsvarer var ekstremt dyre. På vej derop så vi dagens første Dingo gå på stranden. Touren fortsatte til Lake Mckenice, som normalt var krystal klar men grundet regnmængden de sidste var dage var søen mere gullig. Omkring søen var der utallige advarsler for Dingoer. Det var ikk unormalt at Dingoerne gik efter børn og der havde været en ulykke for et par år siden hvor et barn blev dræbt. Anna og mig var meget forsigtige i det vi bevægede os i de mere mennesketomme områder imellem picnicområdet og stranden. Vi havde en hel time til at bade i søen som havde en lav PH værdi så det var sundt for huden. Frokosten var en stor overraskelse. Jeg havde bestilt bøf, mens Anna havde bestilt fisk, men det var nærmere en stor buffet og mens vi alle sad og spise var der en bestemt lille fyr der da lige syntes han skulle have pølsen i stedet for tallerekens ejermand. Det var en Kokabura og dens lille gang. De endte med at stjæle tre pølser før vi alle sammen var ekstremt opmærksomme på hvor de forbistrede fugle var. Som sædvanligt gjorde jeg mig selv noticeabel igen ved slutningen af frokosten. Der var ekstra bøffer og pølser til overs og tourguiderne ville bare smide der ud, men selvfølge skulle jeg da lie proppe ekstra i mig og endte med at sidde alene tilbage og proppe i mig, mens guiderne drillede og heppede på mig. Næste stop var Central station. Fraser Island plejede at være et skovhugger område op til 1999, så Central station var som navnet siger, det central område hvor skovhuggerne plejede at bo. Her gik vi en lille tur ud i den tropiske regnskov og så en ferskvandsår med kongebregner i. Den eneste grund til at bregner kunne stå op var fordi de pumpede vandet op til bladene med så kraftigt et tryk at planten kunne stå. Nogen af Konge bregner var mere end 2000 år gammel og derfor vidste de at også åen var den alder. det var facinerende også var det også slut på turen og tid til at vende snuden tilbage mod færgen. Desværre så vi ingen Dingoer på tilbagevejen, men tidevandet havde trukket sig tilbag så nu havde vi meget merer strand at kører på. Sidste punkt på turen blev et smut ned på Rainbow beach strand, hvor vi kunne se hvorfor området havde fået sit navn. Stranden eller retterer sandet indeholdte mere end 72 forskellige farver og i klipperne kunne vi se både røde, brune, hvide og gule farver. Her fik vi så eftermiddagste og lemingtons, min nye favoritkage!

Endelig tilbage til Vandrehjemmet og lige i rette tid til at nå at komme med på solnedgangsturen. Jeg følte mig stadig overforspist og turen ud til den enorme sandbanke hvor vi ville se solnedgangen var noget af en bjergvandring. Det gik både op og ned og turen tog nok en halv time. Sandbanken mindede mig straks om Råbjerg Mile hjemme i DK og Anna og mig fik en del gode billeder. Nu havde vi kun et punkt på dagsoirden og det var i kontakt med Peterpans og booke Whitesundays for mig. Der var travlt og kort til lukke tid da vi kom tilbage. Det tog lidt tid inden en anden dame hjalp os og tilbød at anskaffe værelse for dagene vi tilbragte i Airlie Beach for en billigere pris. Det hele endte lidt indviklet men i til sidst fik jeg næsten 30 dollars rabat for det hele så det var fantastisk..........