Sightseeing I Brisbane og tidsfordriv

Så de næste par dage brugte jeg på sightseeing I det berømte Brisvegas. Nu da jeg vidste at jeg ville komme til at arbejde I zooen var mit næste problem at finde noget bolig tættere på siden jeg jo ikk kunne bruge mit Railpass. Det var et and problem som jeg også skullle løse. Finde ud af hvorfor jeg lige pludselige ikk kunne bruge mit Railpass på andet end at komme fra Brisbane til Cairns. Det var en af de første dage jeg tog mig af det og efter at have raset ud på 5 forskellige mennekser, fik jeg da fat I en tidstabel og stationsnavne. Den nærmeste station til Beerwah var Caboolture, men selv ikk her kunne jeg købe en billet eller bruge mit Railpass. Den eneste forklaring receptionsdamerne havde til mig var at jeg kun kunne bruge langdistancetogene med Railpass og de kun gik fra Brisbane til Cairns og ikk stoppede Imellem. Jeg var ved at blive godt træt af dem og begyndte også at maile til dem, men svar fik jeg ikk lige med det samme. Efter at have brugt den første dag på at raserer Queensland Rails kontorer og set mig omkring I Brisbane, blev den næste dag planlagt til gå på museummet. Men på vejen derhen stødte jeg på en svensk ung mand som lige var ankommet til Brisbane. Jeg faldt I snak med ham og endte med at gå rundt på havnefronten sammen med ham og sidde I en park, hvor vi udvekslede nogle tegninger. Han ville sandsynligvis blot finde et rolig lille sted at slå sit telt op, for han havde ikke penge til et vandrehjem. Dagen efter havde jeg ikk regnet med at møde ham igen, men efter at have været fanget på biblioteket I et par timer støde jeg minsandten på ham igen. Jeg ville rigtig gerne ned og se markedet, så han viste mig derhen og vi gik en runde imellem boderne og så hvad der var. Vi endte også med at sidde ved en bar og dele en kande øl. Det var en anden ny ting jeg var begyndt på. At drikke mere øl bare for afslapningens skyld.Så weekenden gik mest med hygge I Brisbane og nyde turistlivet igen. Jeg havde om fredagen flyttet vandrehjem til et der var tættere på togstation, kaldt Tin Billy. Vandrehjemmet var billigere, men køkkenet lort. Der var ingen udluftning eller vinduer, så man blev stort set røgforgiftiget I mados. Skrå overfor var Peterpans rejseselskab. Det betød gratis internet for mit vedkommende, eftersom jeg fandt ud af at Peterpans netværk kunne række over til vandrehjemmet. En anden finurlig ting var en af dagene hvor jeg kiggede indenfor I Peterpans. Et ansigt var specielt genkendeligt for mig og jeg kunne ikk helt huske fra hvor. Men pludselig stod pæren tændt. Det var den selv samme dame jeg havde mødt I Perth og fået hjælp til at arrangere min Rottnest tur, Wow... Hun genkendte også mig efter lidt tid, ganranteret pågrund af hatten og det var da gensynens glæde. Så tjah... Det var rolig dage mens jeg febrilsk søgte efter noget eller nogen at bo ved I Beerwah.