Endelig var jeg ankommet og endelig var jeg på vej til vandrehjemmet, hvor jeg kunne smide min rygsøk og bare lige hvile 5 min, inden det var igang igen. På grund af jetlaget og tidszonerne er det bedst ikk sove hvis man ankommer om morgen. Så trods kun 3 timers søvn siden mandags og en følelses af at have rejst i fire dage, så var der ingen søvn før aften kl. 21!

Efter at være blevet checket ind (som havde lidt problemer grundet min fejlmelding) gik jeg på værelset. men hjenern var sløv og træt så jeg hørte ikk hvilket værelset nummer. Ned fra 4. sal og hen til receptionen også op på værelset! Gosh, på værelset boede der i forvejen 5 andre piger. Desværre rejste de videre i dag. I et forsøg på at holde mig selv beskæftiget og undgå søvn, gik jeg på shoppingtur! Mit første indtryk af bydelen var at jeg da var landet i Asien. Samtlige butikker var asiatiske og ca. hvert femte person var asiaterer. Det gode ved det aisatiske var så at de havde et kæmpe grøntsagsmarkedt i kælderen på et shoppincenter. Mega fedt! Ved at sturdere kortet fandt jeg frem til at det var Sydneys "China Town" eg var spadseret ind i. På min shoppingtur havde jeg bestemte ting der skulle findes: en lille vandrerygsæk, shampoo, balsam, håndklæde, batterier og batteri til combi! Et tre timers spadering havde jeg anskaffet alt og kunne tilfreds gå tilbage til vandrehjemmet. Men ved Vandrehjemmet gjorde jeg den fejl at lægge mig og hvile og før jeg kunne nå at sætte vækkeur til, havde jeg sovet tre timre. Turen ned til indkøbscenteret kom så også til at tage en to timer og da jeg endelig, godt udmattet, kommer op til vandrehjemmets køkken, møder jeg nærmest 2. verdenskrig! folk masser sig ind og ud imellem hinanden, kæmper bogstaveligt talt om det næste ledige bluse og efterlader deres beskidte gryder og pander ved vasken. Bordet sejler i vand fra dem som har gjort et trist forsøg på at vaske op og skraldespandene er overfyldte! modløs, opgivende og hundesulten sætter jeg mig på en bænk ikke langt fra blussende og betragter de mange menneskers indædte kamp på at få lavet noget spiseligt... Trætheden sneg sig ind på mig og gjorde mig mere opgivende.

Efter et kvarters betragtning af en ung mands madlavning fik jeg sneget mig ind på hans blus og overtog da han var gået. Heldigvis så det ud som om slaget var overstået og at de fleste havde fået sig noget spise og fortrak tilbage til værelserne. Langsomt, mens min mad blev færdig rengjorde jeg køkkenet og fik det ene område ud at fem I afdeling til at se nogenlunde ud. Jeg håber godt nok ikk at jeg skal igennem samme kamp I morgen.....