Dagene flyver afsted i oejeblikket og jeg kan slet ikke holde styr paa tiden mere. Jeg er nu endelig kommet med helt over jetlaget og har nu i stedet for svaert ved at vaenne mig til hvad klokken nu er hjemme i snedaekket DK.

Nu da jetlaget er over har jeg haft meget mere overskud til at socialiserer mig med vandrehjemmets andre beboer. Det har bl.a. foert til moedet med mine danske roomemates, hvoraf jeg kun kan huske Line. De to har taenkt sig at laane en camper og koerer ud i bushen. En mulighed jeg ogsaa selv overvejede. Fredagen trak de to mig saa med ned til fest i vandrehjemmets kaelder. Her stoedte vi svenskeren Lena, der var blevet efterladt af sine rejsekammerater. Dagen efter, stoedte jeg saa paa Jerome fra Belgien og han satte Lena og mig i kontakt med den 5. dansker som vi har moedt her paa vandrehjemmet, nemlig Cecelie. Da alle disse nye mennesker kun lige var ankommet ville de gerne ud og se byen og nogle af Sydney "must see" sevaerdigheder. Mine roommates havde dog andre planer, men Jerome, Lena og Cecilie dannede en gruppe med mig som guide. Ja, fordi jeg havde brugte mine tre foerste dage paa at vandre byen rundt (i et daarligt forsoeg paa at undgaa jetlaget) blev jeg udvalgt som guide. Det var utroligt rart til en veksling at have folk rundt om sig og det viste sig snart at Cecelie og mig havde mere til faelles end foerste antaget. Jeg guiede den lille gruppe op til Sydney Opera House og videre ind i de botaniske haver. Her endte det med at jeg at nok kom til at prale en smule af mine klatreevner. Jerome, den eneste fyr i gruppen, proevede nok at vise sig lidt ved at klatrer op i et trae, men matte opgive da han ikke kunne komme op. Jeg tog det selvfoelgelig som en udfordring og i loebet af ingen tid sad jeg i toppen af traeet. En anden turist var gaaet forbi i mellemtiden og havde chokeret set mig klatrer uhindret rundt i traeet. Han begyndte endda at tage en masse billeder. De andre var saa begyndt at joke med at hvis jeg begyndt at mangle penge, skulle jeg bare klatrer op i traer og saette et lille skilt ved foden.....
Efter en lang og traentten gaatur i Sydney afsluttede jeg turen omkring Coles, det lokale og billigeste supermarket, hvor vi koebte aftensmad og herefter omkring Paddy's market (det kinesiske marked) da det var en fantastisk oplevelse.

Soendagen valgte Cecilie og mig at tilbringe i Taronga zoo. Desvaerre gik mit kamera toer for batteri, saa det endte med at Cecilie maatte tage billeder for mig. Parken var virkelig alle pengene vaerd. Vi var kommet paa et tidspunkt hvor zoo havde en saer udstilling med dinosauer og det var ikke bare skelletter eller daarlige plastic modeller. Nej det var in real size robotstyrende dinosaurer daekket med latex saa det lignede rigtig hud! Jeg flippede fuldstaendig og selv Cecilie matte da indroemme at hun havde en interresse i historie. Jeg tror vi brugte en 5 timer i zooen, dog mest i den australske afdelingen da Cecilie havde vaeret i Afrika og allerede havde set afrikanske dyr paa taet hold. Vi afsluttede vores tur i zooen med et fantastisk fulgeshow, hvor aboriginernes droemme historie om verdens skabelses blev fortalt med fugle. Sidste punkt paa dagsorden var at arrangere turen ud til the Blue Moutains dagen efter. Cecilie car stadig ikke kommet sig efter dig jetlag og var allerede smadret, men vi var begge eninge om at mandagen skulle bruges paa en tur ud til The Blue Moutains. Igen maatte jeg ligesom tage beslutningen og lederansvaret og det endte med at for naesten 600 kom vi paa en hel dags guidet tur m. frokost. Saa var det bare hjem og hvile for vi skulle tidligt op.

Ja turen til The Blue Moutains war de 600 vaerd! Guiden var forsinket fra morgen stunden, men det gjorde intet da Cecilie og mig foerste moedte ham. Han var frisk og livlig og startede med at fortaelle hvordan hadede bylivet. Nej han var opvokset ude i den rigtige bush og fortrak buch livet! Snorkie, som guiden hed, var fantastisk. efter halvanden times koersel vaek fra Sydney moedte vi den yderste graense af Naturparken og her koerte han op for at finde nogle kaenguruer eller "Kangiyankies" som han sagde og saa lige pludselig stoppede han bilen for dernaeste at springe ud af den og begynde at lede efter dem, dog uden held; Herefter Viste Snorkie os op til GReat Falls ellerhvad det nu hed. Guuuuddd der var smukt og hvis vi var friske ville han godt tage os med ned i bunden i af vandetfaldet. Alle turister var selvfoelgelig friske paa det men ingen af os havde forstillet os en saa vidunderlig udsigt og saa stejle trapper! Det var haardt selv for mig men vi klarede den. Undervejs uddelte Snorkie en del af sin "Bushviden" og gav os nogle Ekylopso blade og fortalte om forskellige planter. Det var virkelig interressant. Sidste koerte Snorkie os omkring "De tre soestre". De tre sten klipper paa raekke i anden del af naturparken. Endnu en klatrertur og masse historie men det var fantastisk smukt deroppe. Baade Cecilie og mig vendte traette tilbage til vandrehjemme den dag og var glade for at se vores senge....