To nætter i junglen og en uventet overnatning i en landsby tærer på én, og det er både fysisk og psykisk, også selvom man er en Danger Dane. Lægger man så dertil de to 20 kroners overnatninger, der selvsagt ikke byder på bekvemmelighed i høj klasse, vi havde hos Mama i 35 graders varme i Huai Xai, har man fem styks godt og grundigt luksushungrende drenge. Så da vi nåede til Luang Prabang, var målet klart: vi skulle have store, behagelige senge, aircondition og pool. Efter lidt forhandling med en desperat manager på et "luksus"-hotel, hvis navn vi aldrig lærte, i en by, der primært besøges af ekstremt prisbevidste backpackere, og hvor den gennemsnitlige pris for en overnatning på et af de utallige guesthouses vel ligger på omkring 40-50 kr, skulle opfyldelsen af vores krav til logi kun koste rundt regnet 125 kr. pr snude pr nat. Det var vi villige til at betale.

Modsat andre steder, vi har besøgt, er Luang Prabang tilsyneladende hverken blot en gennemfartsby, der forbinder punkter på en rejseplan, eller et sted hvor besøgende venter på at komme videre. Tidshorisonter lader til at være et begreb, de fleste backpackere i byen ikke arbejder med, da mange enten opholder sig der på ubestemt tid, inden deres fortsatte færden følger, eller uden at have planer om, hvor deres videre rejse skal føre dem hen.
Nok af netop selvsamme grund præges Luang Prabang af en yderst afslappet, bohemisk atmosfære, der er frataget al form for stress. Byens gæstende fødder er solidt plantet i jorden inden for den isolerende bobbel, der synes at afskære den omgivende verden og friholde byen for omverdenens bekymringer. Intet foregår i højere tempo end, at selv en gangbesværet ville kunne følge med, hvilket er rart, og det vildeste man kan foretage sig er således at hænge ud på en af byens mange hyggelige barer, indtil klokken slår 23.30; tidspunktet hvor al forretningsliv ved lov er pålagt at lukke. Skal det gå rigtig vildt for sig, kan man for en lille skilling tage en tuk tuk 10 km ud af byen til et afsidesliggende bowlingcenter, der nyder godt af sin afsondrethed fra byen og derfor tjener som tilflugtssted for Luang Prabangs natteravne.

Da 3. juni oprandt, dagen hvorpå vi skulle videre til festbyen Vang Vieng, der skulle lægge kulisser til Alexanders fødselsdag d. 5. juni, skiltes gruppens interessemæssige veje. Ludvig ønskede at blive en dag mere i Luang Prabang for at være sammen med en lille flok nyfundne venner; gruppens øvrige medlemmer delte ikke dette ønske, så Ludvig blev i Luang Prabang en dag mere og flyttede hen på et noget mere spartansk, men dog yderst charmerende guesthouse, hvor hans nye venner boede, mens de andre tog videre til Vang Vieng.

Mere vil som bekendt have mere, så i Vang Vieng indlogeredes vi på ny på et efter laotiske standarder ret luksuriøst hotel.
Efter at være blevet genforenet i Vang Vieng d. 4. juni, var det tid til at fejre Alexanders 21 års fødselsdag. At den skulle foregå i Vang Vieng var ikke blot et tilfælde, for gennem byen strømmer Mekong-floden, hvis breder inden for byens grænser huser barer, som man, flydende ned ad floden i baderinge, kan besøge og feste på. Det famøse fænomen kaldes "tubing", efter det engelske ord for de traktordækslangelignende baderinge, "tubes", og har gennem tiderne afstedkommet afskillige vilde fester og deraffølgende dødsfald. Under druksejladsets storhedstid var barerne nemlig ikke kun tilgængelige ad vandveje, men også via de nu rustne og ubenyttede svævebaner, der stadig ses over floden i dag, og som dengang fungerede som hurtig og sjov, men farlig adgang til barer på den modsatte side af en flod, der lige under overfladen gemmer store klipper; Klipper der har knust mange hoveder i tidernes løb og således året inden regeringens lukning af størstedelen af turistattraktionen var den primære årsag til 28 alkoholrelaterede dødsfald.

Efter sigende medførte lukningen af barerne og begrænsningen af tubingfænomenet et stort fald i antallet af turister i byen, så i kølvandet af denne konsekvens er fænomenet nu på vej tilbage med den vestlige massedrukturismes omsætningspotentiale til følge.
Endnu er der ikke åbnet helt op for alkoholventilerne, så vi måtte derfor nøjes med at besøge de tre tilbageværende eller tilbagevendende (det vides ikke) åbne barer langs floden. Det satte dog ikke en stopper for festlighederne, der desværre foregik uden den Dengue-feberramte Asbjørn, og Alex blev fejret på mægtig maner med en tolvtimers brandert, der endte med at koste ham en gevaldig omgang tømmermænd dagen derpå. Hvis vi nu fortæller, at fødselsdagsbørn, såfremt fødselaren afsløres, på en af byens mest besøgte barer af de hujende, alkoholiserede massers gruppepres bydes at drikke rindende whisky fra bartenderens nådesløst skænkende hånd, indtil flasken er tom eller publikum viser nåde, ved I hvorfor.