Hvis du skal videre sydpå fra Houeisai (som byen, vi boede i, tilsyneladende også kaldes), har du to muligheder: du kan køre i bus eller du kan sejle. Vores næste destination var Luang Prabang, en forholdsvis stor by et godt stykke syd for Houeisai. Vælger du bussen til Luang Prabang, skal du spendere 8 timer på smalle, snørklede og køresygefremkaldende landeveje. Vælger du derimod at sejle ad Mekong-floden, stilles du over for valget mellem at sejle med speedboat og slowboat. Slowboaten er et cirka 25 meter langt fartøj, der langsomt, som navnet antyder, men komfortabelt og sikkert, bringer dig til byen Pakbeng på otte timer, hvor du så skal overnatte og tage en ny slow boat næste dag, der er seks timer om at sejle videre fra Pakbeng til Luang Prabang. Vælger du den lidt dyrere, og meget mere ukomfortable skulle vi hilse og sige, speedboat-løsning, kan du tilbagelægge distancen fra Houeisai til Luang Prabang på kun seks timer. Til gengæld skal du, såfremt du vælger at sejle med speedboat, sige goddag til seks timer med bump, ryk, støj og sovende fødder og haleben. Summa summarum kan du vælge mellem pest, kolera eller død ved hængning når du skal videre fra Houeisai; den perfekte på transportløsning findes ikke, så uanset hvad du væger, vil der være ulemper.
Vi havde på forhånd snakket om, at vi gerne ville prøve at sejle med den famøse, og på diverse rejseforaer meget omtalte, slowboat, som transporterer backpackere såvel som lokale op og ned ad Mekong-floden. Vi stod dog i en situation, der gav os lidt af en logistisk udfordring: vi var tilbage i Houeisai efter Gibbon kl 14, men bådene sejler kun tidligt på dagen for, af flere årsager, at undgå at sejle efter mørkets frembrud, og derudover har slowboaten kun én daglig afgang.
Altså ville vi under normale omstændigheder være tvunget til at tage en overnatning mere i den søvndrukne Houeisai. Det var vi imidlertid ikke villige til, så da der ikke skulle mere end nogle ekstra tusinde Kip til for at overtale speedboatkontoret til at sejle os til Pakbeng selvsamme dag, som vi var kommet tilbage til Houeisai, fandt vi inden længe os selv siddende stuvet sammen i en speedbåd med kurs mod Pakbeng. Derfra kunne vi så den efterfølgende dag sejle med slowboat til Luang Prabang. Den havde vi regnet godt ud, tænkte vi, da vi jublende strøg hen over Mekong-flodens brune vandspejl, væk fra det velkendte med kurs mod nye eventyr. På den måde slap vi for en overnatning mere i Houeisai, og så fik vi jo prøvet både speedboat og slowboat.
Jublen hørte dog hurtigt op, da vi, efter en times sejlads, hørte motoren sige en sær lyd, og vi hurtigt mistede fart. Der gik ikke mange øjeblikke, før det gik op for os, at vores kaptajn havde lige så lidt anelse om, hvordan han skulle starte motoren igen, som vi havde. Så i mangel på motor fandt den etsprogede thailandske kaptajn et stykke træ frem, der skulle gøre det ud for et paddel. Til vores held ligger Luang Prabang i den retning, flodens strøm også går, så selv uden motor skød vi en udmærket fart, der formentlig ville have været nok til at føre os til vores mellemstation, Pakbeng, forholdsvist hurtigt; det vil sige inden for 5 timer højst sandsynligt. Det blev imidlertid ikke aktuelt at gætte på, hvor længe strømmen of padlen ville være om at drive os til Pakbeng, for efter 20 minutters sejlads efter "go with the flow"-konceptet, passerede vi en gammel fisker i sin kanolignende båd, og de to thailændere, det være sig vores kaptajn og den forbipasserende, foretog en kort, uforståelig ordudveskling, hvorefter den gamle fisker padlede videre op ad floden, og vi drev videre. Uden så meget som en forsøg på at formidle til os, hvad hans plan var, satte vores kaptajn os af på den thailandske side af Mekong-floden, hvorefter han med sin lille træpind padlede derudaf mod strømmen, tilbage hvor vi kom fra. Med alle vores ting stadig ombord på båden. Så stod vi der, rimelig paf over situationen, og anede ikke rigtig hvad vi skulle gøre. Intet tydede på, at føreren af vores motordøde speedbåd ville komme tilbage, så en kæmpemæssig bitterhed, over at vi ikke havde medbragt vores tasker, da vi gik af borde på bredden, begyndte at melde sig. Det eneste vi havde, var Asbjørns og Alex' taske og Ludvigs mavebælte, men kun to pas.
Som tiden gik, intensiveredes vores mistænksomhed. Der var trods alt gået mere end 15 minutter siden den lille thaigut var sejlet afsted med vores ting, og der var stadig intet tegn på, at han ville returnere. Måske ville han aldrig komme tilbage, måske ville han sælge alle vores ejendele. Måske ville han sy stoffer i vores tasker; man hører jo så meget. Vi anede det ikke.
Så tog Madsen en beslutning: iklædt shorts og redningsvest svømmede han ud midt på floden, forbi den klippe, der blokerede vores udsyn op ad floden, som vi "tilfældigvis" var sat af bag, for at spejde efter båden og vores ting. Der var ingen af spor af hverken det ene eller det andet.
Til vores held kom der, kort tid efter Madsen igen havde fået fast grund under fødderne, endnu en fisker padlende forbi, op ad floden, i sin trækano. Han kunne selvfølgelig ikke et pløk engelsk, men som man siger: "money talks", så mod en betaling på 100 baht (20 kroner), samlede han Madsen og Alex op, og rundt om klippen forsvandt de mod solnedgangen.
Imens kunne de på bredden tilbageværende, Ludvig, Christian og Asbjørn, i det fjerne se en nært forestående storm i form af faretruende mørkt skydække akkompagneret af en dyb rumlen nærme sig, idet solen forsvandt i det fjerne forsvandt bag Mekong-flodens omkransende bjerge og vinden tog til. Det var ikke just betryggende.
Ud af mørket, efter mere end times ventetid i uvishedens navn, fremsprang dog et lille glimt af håb. I det fjerne nærmede sig nemlig lyden af en hakkende bådmotor. Med lommelygte, råb og fagter forsøgtes bådens fører og ene medpassagers opmærksomhed fanget. Det lykkedes; dog i en ufrugtbar øjenkontakt med de to fremmede, der blot tøffede videre.
Til stor lettelse skulle der dog ikke gå mere end 10 minutter før selvsamme båd vendte tilbage; denne gang med intentionen om at samle de tre op, så snart sejlede en tavs forsamling af tre turister og to lokale ud i Mekongflodens mørke i den lille, motordrevne træjolle.
Jollen lagde til på thaisiden, og de to thailændere lod med fagter forstå, at dette var den endelige destination. Dryppende af sved i den fugtige, tropiske varme, kæmpede de tre sig vej op ad en stejl, sandet bakke, hvis top afslørede en lille landsby, der lå gemt bag en gruppe træer. Her genforenedes Ludvig, Christian og Asbjørn med motorbådens fører, og kort efter sad alle landsbyens seks gæster samlet om et måltid ris i skæret fra en ildelugtende petroleumslampe på gulvet i et primitivt skur af et landsbyhjem, der skulle gøre det ud for husly for natten.
Således gik det til, at Danger Danes fik en "hands on experience" med livet i en lille thailandsk landsby, hvor både elektricitet og engelskkundskaber er allesteds fraværende. Til vores store lykke, og nok også forbavlselse, mistede vi ikke andre ejendele end de 6-700 baht, som de limsniffende og potrygende indehavere af hytten (der desuden kan ses på indlæggets frontbillede) krævede for mad og husly. Stor tak skal derfor lyde til thailandsk gæstfrihed og pengehunger og skæbnens vilje til at placere end landsby kort fra det punkt, hvor vi gik i stå.
Slutnote: dagen efter ankom vi tidligt om morgenen til Pakbeng i en ny speedbåd, og dermed nåede vi slowboaten videre til Luang Prabang.