Fra Thailand til Laos
Torsdag d. 23. maj var dagen, hvor vi i Bangkok fik et glædelige gensyn med et kendt ansigt hjemmefra, en hændelse der samtidig medførte, at Danger Danes blev udvidet med et ekstra medlem i form af Alexander, som var ankommet til Bangkok nogle dage forinden.
Men før vi kunne møde Alexander på Urbana Sathorn, et rigtig lækkert hotel, hvor vi alle fem boede i en 124 kvm stor lejlighed på 18. etage, skulle vi lige lære vigtigheden i at klarlægge alle betingelser, inden man indleder sig selv i handelsmæssige affærer med thailændere. Godt nok havde Alexander, baseret på sine erfaringer med taxakørsel fra Bangkoks lufthavn ind til byen, advaret os om risikoen for at blive bollet med tøj på af pengehungrende taxachauffører. Han endte nemlig hos en chauffør, der, når Alex kikkede væk, fik taxameteret til at løbe løbsk, hvorfor Alex måtte betale 850 baht (ca 160 kr) for en tur, der, ifølge hotellets grinende personale, normalt koster det halve. Trods, eller måske netop på grund af, Alex' advarsler var vi fire andre hurtige til at sige "ja tak" til at lade en tydeligt paranoid, nervøs thaigut køre os til Urbana Sathorn for kun 300 baht i sin pirattaxa. Det var jo en rigtig god pris sammenlignet med 850 baht. Hvad, vi ikke lige havde aftalt, var, om det var 300 baht i alt eller pr person. I kender nok svaret. Så efter at have ventet nogle intenst nervepirrende minutter, forladt i bilen af vores piratchauffør, i et meget skummel og afsidesliggende industrikvarter, måtte vi betale de 1200 baht, som turen skulle koste. Vi var dog bare glade for, at ventetiden på den foruroligende lokation ikke endte med en kniv for struben og tomme tasker, og så kunne vi glæde os over, at vi forhåbentlig har bidraget til, at han kan gøre noget godt for sin familie.
To nætter senere returnerede vi så til lufthavnen, denne gang uden at blive snydt, for at flyve nordpå til byen Chiang Rai, hvorfra vi skulle videre nordpå med den lokale rutebil mod den thailandske grænseby Chiang Khong, der, som 1 ud af 8 byer, fungerer som grænseovergang for de mange backpackere, der rejser fra Thailand til Laos. Køreturen var på sølle to timer, men det var stadig rigeligt i en 40 år gammel bus, hvis antal af sæder, der bærer tydeligt præg af de mange tusinde svedige bagdele, de har trabsporteret, er beregnet på basis af en gennemsnitlig thailænders benlængde. Og de har regnet den godt ud, de thaier der, for de udnytter hver eneste mulighed, de har for at tjene penge på de tusindvis af vesterlændinge, der hvert år passerer disse breddegrader. Bussens passagerer bliver således sat af så tilstrækkeligt langt fra grænseovergangen, at man bliver nødt til at hyre en af de mange ventende tuc tuc'er til at tilbagelægge resten af den rute, som bussen af ukendte årsager ikke kunne køre. Og der skal ikke lyde et ondt ord om det symbiotiske forhold, der er opstået mellem de titusindvis af turister, der invaderer Sydøstasien, og de lokale, der udnytter situationen til deres eget bedste for at tjene penge til dagen og vejen, for det er selvfølgelig helt forståeligt og fuldt ud acceptabelt - og også en helt naturlig, selvforstærkende konsekvens.
Modsat hvad vi havde forventet, krydsede vi grænsen (læs Mekong-floden) mellem Thailand og Laos ganske uproblematisk. Ganske vist var det ikke helt let (det var dog til dels selvforskyldt) og tog det sin tid, men hvis der er noget, vi har lært af at rejse i Asien, er det tålmodighedens dyd, for som rejsende på disse kanter er man simpelthen nødt til bare at væbne sig med tålmodighed, da alt lige går en tand langsommere her, end det gør hjemme i de optimerede og effektiviserede danske arbejdsgange. Når vi siger, at det ikke var helt let, og at det til dels var selvforskyldt, menes, at vi ikke havde nok kontanter til at betale 35 dollar + 1 dollar i weekendtakst for vores laotiske visum, så et hurtigt slag "sten, saks, papir" afgjorde, at Madsen og Alex måtte tage en tuk tuk halvvejs tilbage til busstopstedet, hvor vi lige var blevet sat af, for at hæve penge. Men der var ingen problemer med at få udstedt visum, og det hele lod til at foregå inden for nogle, for thailandske og laotiske standarder, forholdsvis fastlagte og troværdige rammer.
I Houy Xay, Huay Xai eller Hoai Xai (kært barn har mange navne), 50 meter fra Chiang Khong lige ovre på den anden side af floden, indlogerede vi os på et hyggeligt "guesthouse", kaldt B.A.P, hvis visitkort vi havde fået stukket i hånden af visummanden fra på thaisiden af floden. B.A.P. ejes af en ældre (læs meget gammel) dame, der, på noget af det bedste engelsk vi indtil da havde hørt fra en lokal, introducerede sig selv som Mama; et navn hun efter sigende er blevet tillagt, eller har tillagt sig selv måske, af de mange backpackere, der har været gæster af gæsthuset, og som ikke har været i stand til at udtale hendes laotiske navn. Hos Mama havde vi, inden vi skulle på den famøse Gibbon Experience, to dage, der velsignede os med en stor brandert under fodboldens Champions League finale i selskab med en engelsk gut ved navn Gabriel samt to canadiere, Simon og Naomi. Undtaget denne sjove aften, er der ikke meget at rapportere om fra den søvnige Hoai Xai, for der skete ikk det helt store.