Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har været en virkelig spændende dag på hesteryg!
Vi begyndte dagen med morgenmad ved vores casa klokken 8, hvor menuen stod på mangojuice (det er virkelig populært på Cuba), omeletter og frisk frugt. Klokken 9 tog vi afsted på ridetur. Vi skulle afsted med vores casa mamas fætter, som bor på den anden side af gaden. Han havde to unge piger boende fra Schweiz, som også skulle med. Det var hyggeligt at snakke med dem og høre lidt om, hvor de havde været, og hvad de skulle se i Cuba.
Vores heste var "semi-automatico" og opførte sig virkelig pænt og kunne næsten vores rute udenad, så vi skulle bare holde fast, måske dreje lidt engang imellem og ellers bare nyde den smukke smukke udsigt. Jeg havde den flotteste mørkebrune hest, som hed Djinjo (der tages forbehold for stavefejl). Vi havde en del stop på turen. Vi kom blandt andet forbi et sted, hvor de havde kaffe"træer" og ananasplanter. Det virkede til, at det stop var anlagt som demonstrationssted for turister. Vi smagte to forskellige honninger, som cubanere bruger til at søde deres kaffe, duftede til kaffebønner og malet kaffe, smagte en traditionel alkohol (den var ret stærk med en alkoholprocent på 40 %) og fik et glas juice af forskellige frugter som ananas, mango (og andre tropiske frugter) og et sukkerrør.Vi havde en rigtig sød guide ved navn David, der fortalte, at han før i tiden havde været lærer i engelsk og fransk, men at de kun fik udbetalt 400 cubanske peso om måneden (25 CUC), og derfor havde flere småjobs for at kunne overleve. Som guide kunne han istedet tjene flere penge, og han kunne samtidig møde nye mennesker hver dag og lære om andre kulturer.
Vores næste stop var ved en sø, hvor Lena og jeg badede. Det var vildt forfriskende at få en dukkert, men vandet var lidt okkerfarvet, så vi blev lidt orange af at bade - men det gik heldigvis af, da vi tørrede os bagefter. Vores tredje og sidste stop var ved en tobaksfarm. Her fik vi fortalt, hvordan man laver og producerer tobak og laver cigarer, og vi skulle selvfølgelig smage. Oplevelsen var ikke så slem som forventet, og det var sjovt at prøve at være typisk cubaner :-D
Vel hjemme fra rideturen gik vi ned i midtbyen for at spise frokost. Vi fik en kæmpe tallerken med "havets frugter" blandt andet rejer, hummer og andre uidentificerede fisk. Det var lækkert, men der var alt for meget mad, og vi manglede lidt en brugsanvisning til at få kødet ud af hummeren.
Efter frokosten fik vi en god lur, inden vi fik traditionel cubansk aftensmad bestående af fisk, ris med en bønnesovs, noget uidentificeret chipslignende (som smagte vanvittig godt) og grøntsager.
Her til aften har vi været nede og se et musikshow med traditionel cubansk musik. Vi fik mega stærke daiquires og fik nogle nye rare venner fra Holland (Martin og Jorge), hvorefter vi drak lækre mojitos. De sparer ikke på rommen her, og man kan let blive påvirket for 18 CUC til sammen (ca 126 DKK).. Vi troede egentligt, at drengene var fra Orlando, Florida, men blev lidt forvirrede, da de hele tiden snakkede om "typisk europæere" - og så var den enes telefon altså på et mærkeligt sprog, der lignede hollandsk eller lign. Vi fik dog spurgt igen og fandt ud af, at de bare var hollændere.. Holland - Orlando.. Same same! Vi har været vågne til over midnat i dag - stolte! I morgen tidlig klokken 9 kører vores casa mormor os til Trinidad. Det bliver spændende!
- comments