Profile
Blog
Photos
Videos
I dag har været en LANG transportdag!! Vi tog fra Vinales klokken 9 i morges og nåede først frem til Trinidad klokken 18, selvom vores casa familie havde sagt, at det ville være hurtigere end bussen, der tager 7 timer, og at det nok ville tage 4-5 timer.. Vi fik heldigvis slappet lidt af i bussen og mødte flere rare backpackere.
Selve turen til Trinidad var dog alligevel ikke spildt, for med min tendens til kvalme og transportsyge brugte jeg det meste af tiden på at kigge ud af vinduerne i bilen. Til forskel fra de turistprægede steder (som stadig er få i Cuba, men de findes dog stadig) kunne vi se det helt autentiske Cuba. Mennesker der stod i begge sider af vejen og ventede på bussen - måske på vej hjem fra arbejde - og cubanere der kørte i små busser med alt for mange mennesker eller cubanere i hestevogne. Smukt og autentisk.
Vi fik hjælp til at finde et casa, da vi nåede frem til Trinidad, og vi bor denne gang på noget lignende et hostel. Det er så fint og luksuriøst, og vi har egen lille terrasse. Man kan dog godt mærke forskel på prisen: I Vinales betalte vi 15 CUC til sammen for et værelse, og her i Trinidad skal vi betale 50 CUC til sammen pr nat. Kvaliteten er dog også en hel anden, og vi fik udleveret et kort over Trinidad ved ankomsten, hvor den engelsktalende mama viste os nogle forskellige steder, og hvordan vi skulle navigere i byen. Vores hostel her hedder El Teide.
Vi fik forresten Pringles (med sour cream & onion) til frokost i dag på vores lange biltur, da vi en aften har fået sandwiches til aftensmad, og det var ingen succes.. Vores chips var til gengæld gode, men da vi endelig nåede frem til Trinidad, var vi også meget sultne. På vores gåtur ind til bymidten farede vi dog vild og gik i den helt modsatte ende af, hvor vi skulle hen, men blev til gengæld oplevelser rigere, fordi vi fx så en togstation, som lignede noget fra det vilde vesten. Til aftensmad fik vi kyllingefileter med cornflakes på samt buffet, hvor der var forskellige ris, bananchips og lidt salat. Vi spiste på en jazzrestaurant, hvor de spillede vestlig musik, så vi for en gangs skyld kunne forstå, hvad de sang. De spillede blandt andet ABBA og Beatles.
I morgen får vi travlt - vi skal nemlig allerede videre mod Havana onsdag morgen for at nå vores fly torsdag morgen klokken 06.15, fordi både busser og taxaer kun kører om morgenen, så de kan få en bilfuld med retur om eftermiddagen.
- comments