Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag d. 5. April
Startede morgenen ud med at få nogle rigtig gode amerikanske pandekager, med masser af sirup på. Senere bestemte vi os for at komme på hestevognstur, for lige at få et indblik af byen. En relativt kort, men hyggelig tur hvor vores chauffør fortalte lidt om byen mens han kørte.
Senere delte vi os op, så nogen slappede af ved poolen og nogle gik ned for at købe bøger i en butik vi var gået forbi tidligere. Jeg badede ved poolen med mit kamera, og da jeg kom op gad det pludselig ikke tage billeder. Det viste sig at mit såkaldte "vandtætte" kamera var gået i stykker (igen). Denne gang var det dog ikke min egen skyld, men rettere producentens. Regner med at prøve at bytte det når jeg engang kommer hjem. Det blev dog bedre lidt senere hvor det ville tage billeder igen, men blitzen er kaput så der er ikke så meget ved det.
Vi checkede ud kl. 13, hvor vi alle tog mod boghandleren, da pigerne skulle have flere bøger. Jeg fik købt mig Angels and Demons af Dan Brown (rigtig god bog), da jeg lidt manglede en bog jeg kunne fordybe mig i.
Herefter tog vi en taxa mod San Pedro, hvor vi fik kørt rigtig meget i bjergene. En skideflot tur, med rigtig god udsigt. Vi stoppede nede ved Lago de Atitlan, som vi skulle krydse for at komme til San Pedro. Bådturen var forholdsvis stille og rolig. Mig og pigerne lavede lidt fællessang for at fordrive tiden. Man kunne ikke se en hånd for sig da det var så mørkt, men stjernehimlen var til gengæld ufattelig smuk.
Ligeså snart vi ankom til San Pedro, kom der en fyr os i møde som sagde at han var en turistguide. Han var utrolig hjælpsom, og først tænkte jeg at han sikkert bare var ude på at tjene penge, men hans ydelser kostede ikke en øre. Han anbefalede et hostel til os, som vi gik med til at bo på. Det var endnu et lille, snusket lortehostel, men sådan er det nu at være backpacker. Det skulle ikke undre mig hvis han fik et lille bidrag af hostelejeren for at få os til at bo på det.
Efter vi havde fået pakket vores ting ud, tog vi på en funky restaurant der lå lige ned til Lago de Atitlan. Jeg så en kæmpe kakerlak da jeg trådte ind, men lod være med at sige det til pigerne da jeg var bange for de ville flippe ud og finde en anden restaurant. De spillede virkelig dejlig afslappet jazz, og jeg fik nok den bedste chili con carne jeg nogensinde har smagt. Lidt før vi havde fået vores mad, var der kommet en gammel dame hen til vores bord, som ville sælge os mangoer. Vi døbte hende "mangodamen". Hun tog sin kurv af hovedet for at vise sine varer, og det viste sig at det slet ikke var mangoer, men donuts hun havde i kurven. Jeg købte mig en, som en lille forret. Lidt senere kom der en lille dreng over som ville sælge os popcorn. Han hoppede op på den sofa vi sad i, kravlede over til mig og hviskede mig noget i øret, som jeg fattede hat af. Jeg fik pruttet prisen virkelig meget ned, så det endte med at jeg købte nogle popcorn af ham, bare så han kunne blive glad (og for at slippe af med ham).
Efter vi havde spist vores mad og slog mave, begyndte baren ved siden af restauranten at spille høj trampe musik. Det brød lidt stemningen, men vi skulle alligevel også videre. Der var ikke så meget at se i byen, så vi besluttede os for bare at tage hjem i seng.
- comments
ludvig Det lyder da som om at du hygger dig godt derover i guatemala