Onsdag d. 6. April

Idag tjekkede vi ud af vores hostel og sejlede mod San Marcos. Bådturen var uhyrlig morsom, da pigerne blev sjasket til med vand, hvilket resulterede i at de blev helt hysteriske. Teo var bange for at falde ud af båden, og Camilla blev ved med at pointere at hendes taske altså snart ville falde af båden. Jeg sad imidlertid bare og grinte, men jeg havde på fornemmelsen at de vist ikke syntes situationen var så morsom.

Da vi ankom til havnen, var der en masse små drenge der ville bære vores tasker. Jeg sagde pænt nej tak, men en dreng blev ved med at insistere på at holde min taske for mig, så til sidste gav jeg ham min taske, for at få ham til at holde mund. I mellemtiden var der en smykkehandler, som overraskende nok kunne tale næsten flydende dansk. Han sagde at han havde været i Jylland og boet der et halvt år hos en af sine venner. Han var en af de få sælgere som ikke prøvede at prakke sine varer på os, og det ærgrer mig faktisk lidt at jeg ikke fik købt noget af ham, for han var virkelig nice.

Der kom en mand over til os, som lod til at lede børnene, og han sagde at han kendte et rigtig fedt sted at bo som var tæt på. Vi havde ikke rigtig noget valg, da vi ikke kendte til stedet, så vi valgte bare at gå med ham. I mellemtiden lagde jeg mærke til at drengen med min taske var gået i en anden retning end den vi skulle hen ad. Jeg løb op til ham og gav ham en mønt for at få ham til at give slip på tasken.

Men han var et stædigt æsel og gad ikke give slip på tasken, så det endte med at jeg selv måtte tage den fra ham. Derefter ville han fandme have flere penge, hvilket slet ikke gav mening i mit hoved. Jeg havde mest af alt lyst til at tage min mønt tilbage fra ham, fordi han opførte sig så retarderet.

Nå, anyway, vi kom frem til det sted vi skulle bo i ved at gå langs vandet på en meget ujævn sti, hvor vi gik over små træstammer og lignende. Det mindede lidt om en forhindringsbane. Da vi kom frem, kunne jeg godt se at manden havde talt sandt da han sagde det var et fedt sted. Der var en hyggelig have ned til vandet, hvor diverse hippier sad rundt omkring og hyggede sig. Akustisk guitar og fløjtemusik fyldte luften, og der var en helt fantastisk udsigt over søen og bjergene rundt om os. Vi fik sagt hej til nogle af hippierne, som lod til at have mange forskellige nationaliteter. De havde alle sammen virkelig fedt tøj på, og jeg fik lyst til bare at sætte mig og chille med dem i al uendelighed.

En lille hippiedame viste os til vores værelser, som ikke var noget at prale af, men de var virkelig hyggelige. Hele stemningen over dette sted var bare så fed, at jeg automatisk kom i godt humør af at være der. Vi skulle bo i en lille hyggelig hytte, hvor der var to værelser. Det øverste værelse synes vi virkede fedest, men der kunne kun bo to, da der allerede boede to mennesker der. Vi slog sten, saks, papir om det og det endte med at mig og Emma skulle bo øverst (wohoo!). De andre fik værelset nedenunder, med en indianer, som viste sig at være rigtig nice, selvom han ofte virkede lidt skæv.

Vi tilbragte det meste af dagen på bare at sidde i haven og chille. Jeg fik rig lejlighed til at læse min nye bog. Det var til gengæld svært at koncentrere sig om den, for udsigten var så smuk, at jeg hele tiden ville iagttage den. Pigerne fik leget med nogle små børn, som var vildt glade og energiske. Der var også nogle legesyge hunde, som jeg fik leget lidt med. Jeg fik også badet i søen, hvilket var helt utrolig dejligt og afslappende.

Senere prøvede vi at finde os noget frokost, men alt var tilsyneladende lukket om onsdagen. Der var sågar en restaurant hvor der hang et skilt, hvorpå der stod "Closed because it is wednesday". Det var sgu lidt underligt. Vi endte dog med at finde en hyggelig sportsbar, hvor jeg fik en rigtig god pizza. Bartenderne var begge drenge fra USA, og vi aftalte med dem at vi ville komme senere den aften og se en fodboldkamp mellem Guatemala og USA.

På vej hjem, stoppede vi forbi en bro, hvor vi bestemte os for at være "in silence" og meditere nogle i et kvarter. At være "in silence" vil sige at man er i en tilstand hvor man ikke må sige noget. Der er nogle i byen der kunne finde på at være "in silence" en hel dag, for at få det optimale ud af det. Efter vi havde siddet der i ca. 13 minutter, kom der en båd fyldt med mennesker der skulle smides af. Den spillede sindssygt højt technomusik, og jeg kom til at udbryde nogle skændsord, så jeg brød min stilhed. Det var sgu lidt irriterende. De andre piger klarede det elllers meget godt, og selvom dem på båden spurgte os om en masse ting, blev vi ved med at være "in silence" til tiden gik ud.

Ved otte tiden satte vi os ned på baren igen og så fodboldkampen. Denne gang sad vi oppe i baren og fik virkelig billige drinks mens vi så kampen. Begge hold spillede overraskende godt, og det endte med at Guatemala vandt 2-1 over USA. Vi sad og jublede med de andre i baren, mens der sad nogle amerikanere i hjørnet og så lidt misfornøjede ud. Derefter var der "open mic" hvor folk kunne komme op og spille en sang eller to hvis de havde lyst. Jeg blev overvældet over hvor mange musikanter der var, men det var jo trods alt også en hippieby, så det hører selvfølgelig med. Jeg fik snakket meget en pige fra et sted i USA. Hun var ude at rejse med hendes familie, og de rejste generelt meget rundt. Hun fik undervisning derhjemme af sin mor, som underviste hende i alle de vigtigste fag. Hun var den eneste pige i en søskendeflok på 4, hvor hun var den ældste. Jeg tænkte det måtte være ensomt for hende, men hun havde stillet bekendtskab med mange fra byen, så hun klarede sig faktisk fint. Hun havde åbenbart også boet i samme by som en af amerikanerne der stod i baren. Hun sagde også at mange af de rejsende der kom til San Marcos blev der længere end planlagt, fordi der herskede så fed en stemning. Nogen endte endda med at bo der. Det kunne jeg godt sætte mig ind i.

Hun var selv oppe at spille på violin på et tidspunkt sammen med sin onkel der spillede guitar. Det lød virkelig fedt.

Klokken ti da stemningen var allermest i top, blev baren nødt til at lukke, fordi der havde været nogle optøjer i nærheden. De sagde det var myndighederne der havde bestemt det, og de kunne risikere at baren fremover ville blive nødt til at lukke klokken ti, medmindre vi gjorde som der blev sagt. Det var fuldt ud forståeligt, bare pisseærgeligt, for det var fandme en fed bar. Jeg skal uden tvivl derhen igen engang i fremtiden.

Vi skulle alligevel tidligt op næste dag for at se solnedgangen, så det var nok egentlig meget godt for os at baren lukkede.

Lige da jeg havde lagt mig i min seng derhjemme, spottede jeg den største, mest behårede edderkop jeg nogensinde har set lige over min seng. Den sad helt stille, som om den bare ventede på at jeg skulle falde i søvn, så den kunne hoppe ned i hovedet på mig. Det ville jeg fandme ikke være med til, så jeg tog den største kæp jeg kunne finde, og dræbte den. Jeg har efterhånden vænnet mig til kæmpe insekter hernede, men den her edderkop var alligevel noget af en mundfuld. Det gik heldigvis ret let for sig, bortset fra at jeg ikke kunne finde den efter jeg havde slået den ned fra loftet. Det var sgu lidt creepy.

Da jeg så endelig lagde mig til at sove, begyndte en af dem vi sov på samme værelse med at snorke som en sindssyg. Jeg er vant til at bo med en person der snorker ligeså højt som en atombombe eksplosion, men der plejer jeg så også at bruge ørepropper. Jeg prøvede at lukke det ude ved at høre musik, men ligemeget hjalp det.

Jeg fik ikke meget søvn den nat.