20 års fødselsdag, flyvetur, invitation fra en 40-årig til hans 'kærlighedskarussel', cykeltur ved strandkanten og paragliding er bare nogle af de ting, jeg har oplevet siden sidst. Nu skal I bare høre...

Efter at tilbragt et par dage i Cusco på at blive raske og friske til den 22 timers bustur, der lå forude, kom vi endelig afsted på den lange tur mod Nazca. Trods et par træk med mundvigene over udsigten til at sidde i bus i så lang tid gik det ret smertefrit. I Sydamerika er busserne noget helt andet end Costa Rica - her minder det mere om en flyvetur på 1. klasse med mad ombord samt sæder, der næsten kan ligges helt ned. Ren luksus i forhold til hvad både Marie og jeg har været vant til! I Nazca havde vi kun en enkelt overnatning, men til trods for den korte tid nåede vi både ud og se nogle tudsegamle mumier, der ikke er blevet rykket siden de blev fundet, og vi var oppe og flyve i en lile syvpersoners fly over de berømte Nazca Lines. Det er et stort mysterium, hvordan disse linjer i jorden er opstået og hvorfor. Der er ca. 10 figurer helt op til 90 meter i størrelsen, som forestiller forskellige dyr, træer, hænder og en astronaut. Der er teorier der siger, at det er rumvæsener der står bag figurene. Andre siger det er afspejlninger af stjernehimlen og helt tredje der siger, at figurene eftersigende har fortalt de gamle inkaer hvor der fantes vand i ørkenen. Tre ting er i hvert fald sikkert og vidst: det var super spændende figurer, jeg har ingen idé om hvilken teori der er sand og Maries mave klarede ikke flyveturen, så hun kastede op i en pose :-)

Efter at have fyldt maverne op igen rejste vi op til Lima, hvor vi efter en god nats søvn på hostelet tog hen til det danske konsulat for langt om længe at hente Maries rigtige pas. Hendes gamle blev nemlig stjålet i januar fra hendes værelse i Honduras. Så ind til nu har hun rejst rundt med et nødpas, hvilket har givet anledning til maaange spørgsmål og hævede øjenbryn overalt hvor vi har skulle vise pas. Heldigvis er det nu et overstået kapitel!

De næste par dage i Lima gik med at udforske den kæmpestore by, vi var kommet til. Vi boede i et område der hed Surquillo, hvilket vi fik at vide den sidste dag er et af de farlige områder for turister at bo i. Så gav det lige pludselig mere mening at folk kiggede med så sultne blikke efter os og at den ellers søde mand fra hostelet så vældig overrasket på os da vi bankede på døren. Egentlig ville vi også have bosat os i det område, der hedder Miraflores, som er langt mere charmerende, men vi kom på den forkerte side af grænsen mellem de to blokke - ups. Heldigvis skete der ingenting og vi fik udforsket Miraflores med alle dens smukke parker i løbet af dagen. Ude ved kysten lå vi og nød det dejlige vejr i den berøtme park, Parque del Amor, mens vi kiggede på al byens aktivitet, paragliding, rulleskøjtning, løb, leg og afslapning i parken. Det var forresten her at en halvgammel mand kom hen til os med meget nervøse ticks i øjnene og ville bare lige høre, om "vi ikke ville med til hans fest fordi vi var meget smukke piger. Festen kunne blive torsdag eller søndag eller hvornår det nu passede os. Han ville jo bare invitere os med i hans kærlighedskarussel." Selvom de invitationer ikke er hverdagskost til trods for mange tilråb, takkede vi pænt nej tak, og den skuffede mand måtte gå videre uden passagerer til karussellen... Om aftenen tog vi til endnu en park, hvor der var en masse store og flotte springvand med lys i. Hvert springvand lavede små shows eller figurer, og ved et af bassinerne blev vanddråberne brugt som lærred til at vise en film på. Alt sammen meget imponerende og hyggeligt at gå rundt og se på.

Fra Lima drog vi atter engang i bus, denne gang mod en by i det nordlige Chile, Arica. Vi havde læst os til at Arica havde gode strande og havde derfor set frem til det første sted hvor vi atter kunne få luftet sommerstængerne og bikinien. Desværre var vejret bare ikke helt med os, så vi lå i bikini med gåsehud over hele kroppen og fantaserede om lidt mere sol. Da vi havde fået nok fandt vi de lange bukser frem igen og satte os og så solnedgangen ved havnen med en is og guitaren over skulderen. Ja, det har jeg vidst glemt at nævne, men Marie og jeg blev grebet af hele backpackerstemningen og købte en billig guitar da vi var i Bolivia. Nu har vi så den ekstra ting at bære på - som om vi ikke har nok i forvejen... Men hyggeligt var det nu altså at sidde på molen med udsigt til solnedgang og søløverne der legede i vandet, mens vi skreg tonerne til Hallelujah. Hvis vi kommer hjem som langhårede hippier med dreadlocks og bare tæer, så vær ikke overraskede ;-)

Eter et par dage tog vi længere syd på til den by der hedder Iquique, hvor det eeeendelig blev den 15. Maj og dermed selvfølgelig min fødselsdag. Jeg blev vækket med sang af Marie om morgenen, hvorefter vi gik ud og spiste morgenmad efterfulgt af dagens første is - man har vel kun fødselsdag én gang om året, ikke? Vi havde snakket om hvad vi skulle lave den dag, og da muligheden bød sig for at komme op og paraglide var vi ikke mange sekunder om at sige ja tak. Så vi blev hentet i en bil og kørt op til ad bjerget, som byen lå lige ved siden af. Derfra fik vi vores instruktioner og alt udstyret på, og så blev vi ellers hægtet på hver vores instruktør og inden jeg næsten nåede at blive nervøs havde jeg løbet ud over kanten og hang og svævede i en lille skærm. Det var helt fantastisk og utroligt stille i forhod til hvad jeg havde regnet med. Udsigten der oppe fra 650 meters højde var helt fantastisk men byen under os og stranden lige ved siden af. Hele den 30 minutters flyvetur har jeg på film, jeg har dog ikke nået at se det selv endnu, men hvis det er værd at se på kan I altid få et lille indblik i turen når jeg er hjemme igen. Efter at have lavet den perfekte landing på stranden sad vi lige og slugte oplevelsen i et øjeblik. Tænk at vi lige havde hængt over en halv kilometer over byen i blot et lille stykke stof... Derefter tog vi ud og fandt noget frokost efterfulgt af endnu en fødselsdagsis i et stort shoppingcenter, der var mere uoverskueligt end Rosengårdscentret på lillejuleaftensdag. Fy for den lede, selv det var for meget for mit ellers meget gode shoppinghjerte. Efter at have fundet udgangen tog vi tilbage til hostelet hvor min familie ventede på skype med dejlig fødselsdagssang - eller det vil sige fødselsdagsrap pga. den dårlige internetforbindelse her i Chile. Men det var rigtig dejligt at snakke med dem igen :-) Om aftenen tog vi ud og spiste sushi på en super fint sted, som lå på 8. etages tagterrasse. Derfra havde vi udsigt over havet og byen og kunne sidde og nyde rigtig lækker sushi. Alt i alt var det en helt fantastisk fødselsdag, som jeg sjældent vil glemme! Og det er da meget fedt at kunne sige at man var oppe og paraglide på sin 20-års fødselsdag, hvis jeg da skal sige det selv!

Dagen efter tog vi op i sandbankerne og stod på sandboard, hvilket minder utrolig meget om snowboarding bare i sand. Det skal også lige siges at der ikke var nogen lift, så vi blev rimelig hurtigt trætte af at gå opad i sandet efter en kort nedtur, men sjovt var det! De første par ture fik vi lavet nogle rimeligt vilde styrt, men fordi sandet var så blødt slog vi os heldigvis ikke. Det lykkede dog for både Marie og jeg at tage nogle af turene helt uden at vælte, hvilket gav anledning til en masse hujning og grin. Det var skide skægt og til trods for at vi havde sand OVERALT bagefter var det helt klart en ting, jeg ville gøre igen.

Lige nu er vi lige ved at være fremme i Santiago efter at have siddet i bussen i 26 timer. Det er nogle store afstande hernede, men busturene bliver helt klart opvejet af alle de fanstastiske oplevelser vi får alle de steder, vi kommer hen. I hører mere fra mig snart, i mellemtiden håber jeg I har det dejligt i det danske sommervejr. Mange knus fra Laura.

Ps. Tusinde tak for alle hilsnerne på facebook, herinde og på mail. I kan tro hver og én varmede når jeg befinder mig så langt væk fra det velkendte. Tak :-)