Så er det nu. I morgen. Dagen hvor jeg forlader Danmark i 5 måneder er kommet efter lang tid med udsættelse af rejseplaner, informationssøgen og andre rejseforberedelser. Men uanset hvor uforberedt jeg end føler mig er jeg nødt til bare at hoppe på flyveren og håbe på det bedste. Der er dog et lille spørgsmål som har infiltreret min hjerne her på det sidste. "Er det overhovedet en god idé?"
Er det en god idé at rejse ud på egen hånd og stå helt alene i et fremmet land på et fremmet kontinent? Er det en god ide at forlade de velkendte og meget trygge rammer i lille Danmark? Er det en god ide at sige "på gensyn om 5 måneder" til alle mine søde veninder, min familie og ikke mindst Jens? Er det en god ide at rejse ned hvor UV-indekset er over 10, når jeg er født med disse gener?
Spørgsmål som disse og mange flere har huseret et godt stykke tid i mit hoved, men nu er det slut. For selvfølgelig er det en god ide! Det bliver skide fedt at opleve alting på egen hånd og møde et hav af nye mennesker fra hele verden. Jeg vil nyde alle kulturforskellene så snart det første kulturchok har lagt sig. Jeg glæder mig til at holde fri i fantastiske omgivelser i 5 måneder efter et halvt år med trættende arbejde og skole. Og ikke mindst glæder jeg mig til at tilbyde mig selv i form af arbejdskraft for de udsatte børn i Liberia, Costa Rica.

Teksten ovenover skrev jeg dagen før min afrejse. Lige nu sidder jeg på hotellet, klokken er 6 om morgenen og det er første gang nettet virker her. Jeg skal til at komme ind til lufthavnen igen for at tage sidste fly i denne omgang, nemlig hele vejen til Costa Rica.
Jeg skrev noget til dette blogindlæg i går også, som jeg sætter ind herunder. Jeg lover at det ikke bliver lige så forvirrende for de fremtidige indlæg :-)

Så kom jeg afsted. Og ikke bare kom jeg afsted, jeg kom godt afsted! Min mor, Sarah, Sofie og Jens kørte med til lufthavnen tidligt i morges, hvor vi fik spist en croissant og smoothie inden det var tid til det store "på gensyn". Det skal lige siges at min far havde ladet pladsen til fordel for Jens, da antallet af pladser i bilen satte visse begrænsninger hvad angik min afskedskommite. Men til gengæld fik min far dagens første farvelknus, og hvem ved, mon ikke han fulgte lidt med i flyafgange på computeren?

Jeg havde forventet og forberedt folk omkring mig på at jeg nok ville være et stort nervevrag hele morgenen. Men overraskende nok var jeg utrolig rolig - om det var ren kontrol af nerver eller det var trætheden der spillede den afgørende rolle i det, ved jeg ikke. Det var først da afskedskrammene indtraf at det gik op for mig, hvad jeg er på vej ud i. Her gik det op for mig at jeg ikke kommer til at se nogle bekendte ansigter i 5 måneder, ud over min veninde Maries selvfølgelig.

Når det er sagt vil jeg alligevel sige at jeg er kommet rigtig godt fra start. Der har ikke været nogle problemer med flyene ind til videre, andet end de sædvanlige problemer med at finde en behagelig siddeposition til 10 timer. Men det er bagateller! Okay, jeg vil da også gerne indrømme at selvtilliden hvad angår mit udseende heller ikke kan kaldes behageligt lige nu. Hordan formår nogle af damerne at ligne en million på en så lang flyvetur? De må have fået nogle andre sæder end mig, der ikke ugler deres hår til ukendelighed. Og så hjælper det måske også, at de ikke har iklædt sig det mest løse og behagelige tøj, som ellers var min brillante taktik i morges. Men hvad pokker, jeg har det fint til trods for at mit ydre miligvis afspejler det modsatte. 

Jeg føler mig langt om længe klar til at møde Costa Ricas befolkning, de ansatte hos PA (Projects Abroad), min værtsfamilie og alle de andre frivillige. Mine nye venner :-) 

Store knus fra Atlanta