Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme
Så er endnu en ø udforsket!
D. 15 da vi ankom til Lanta Residence stod hele eftermiddagen og aftenen på ren afslapning mens vi prøvede at komme ovenpå efter vi begge havde været ret så syge. Om aftenen gik vi ud og fandt en take away pizza, som vi spiste på hotelværelset og som blev nede i maven. Skønt!
Næste morgen fik vi en god morgenmad, så det var gode tegn på at vores maver var ved at være på toppen igen. Hele dagen blev nydt ved poolen, hvor der blev slikket sol, læst bøger, hørt musik og Chris fik leget i vandet med sit nye kamera :-) Efter et godt bad og et spil 500, gik vi ned mod Saladan, hvor der på hvert et gadehjørne var små butikker der solgte alt muligt mærkeligt, dog var der også nogle fine ting imellem. Ud til vandet lå der mange restauranter som stod på stolper ude i vandet, så her kan man altså snakke om havudsigt! Jeg Søs fik to grillede kæmperejer og grønne muslinger, mens Chris fik en steak med sovs og grillede grøntsager, stadig er det ham en gåde hvorfor de ligger sovsen ovenpå bøffen istedet for ved siden af! ;-) Måltidet var super godt. På tilbagevejen tog vi os en thailandsk pandekage med banan og nutella, det er altså noget de kan finde ud af, Mums!!!
Om morgenen d. 17 besluttede vi os for at leje to scootere, da vi havde hørt at det skulle være den bedste måde at opleve Koh Lanta på, hotellet hvor vi boede havde udlejnings service, så det kunne ikke blive nemmere. Da balancen blev fundet var det nemt at køre scooteren, det eneste man kunne være lidt nervøs for var de andre billister og scooterkørere, det er nemlig sådan hernede, at selvom der måske kun er to vejbaner, så kører de som om der er tre og nogle gange fire! Det gør at der er lidt mere at holde øje med end bare lige hullerne i vejen. Men det gik heldigvis uden problemer. Vi kørte halvdelen af øen rundt, det var en utroligt charmerende ø, både med alle gadesælgerne, restauranterne og ikke mindst naturen! WOW nogle udsigtspunkter der er rundt på øen. Vi stoppede og fik en shake ved en restaurant der kaldte sig View Point Restaurant, og med god grund! Der var det flotteste view oppefra, hvor vi så ned over en skov og videre ud på det turkis blå hav, og ude i havet flere øer, det var noget af et syn! Det skal man nok selv opleve for at forstå. Da shaken var tømt kørte vi videre om på østsiden af øen, en side der bærer lidt mere præg af industri end turisme. Da solen begyndte at brænde på vores arme og lår besluttede vi os for at vende snuden mod Saladan, hvor vi igen fandt en restaurant på stolper ude i vandet, her blev frokosten nydt. Derefter kørte vi straks tilbage til hotellet og hoppede i poolen, endelig blev man kølet ned, ihvertfald bare lidt! For man kan ikke ligfrem kalde poolvandet hernede for koldt, det er nok 28-30º, Chris synes det er vældigt passende, men jeg synes det er lidt for varmt. Om aftenen kørte vi mod long beach, hvor vi havde fået anbefalet en spansk inspireret restaurant, Red Snapper. Her fik vi god tapas mad, det var super lækkert og så var det også nogle hyggelige omgivelser den lå i. Bagefter tog vi på internetcafé og fik langt om længe lagt alle vores skønne billeder på nettet! Det tog 1,5 time..... Bagefter fik vi os en velfortjent isdessert :-)
D. 18 tog vi igen en tur rundt på scooter, vi kørte ned til enden af øen, turen bød denne gang på masser af sving og stejle bakker. Vi gjorde stop ved en strand og fik en skøn dukkert, lige hvad vi trængte til! Frokosten blev nydt med smuk havudsigt og i skyggen! Det er så varmt at man nærmest ikke kan holde ud at være i solen, og det at svede er noget vi gør konstant! Og jeg mener virkelig HELE tiden, så vi er ovenud lykkelige for vores aircondition på vores værelser. Om eftermiddagen fik vi købt en bådtur til næste dag og færge biletter til Koh Phi Phi.
Kl. 8.00 næste morgen blev vi hentet i en pickup på hotellet, den kørte os hen til den strand hvorfra speedbåden skulle samle os op. Der var 20minutters ventetid som blev brugt på at få smurt et godt lag solcreme på hele kroppen. På turen var vi små 30 mennesker. Båden tog os hen til den flotteste ø Kho Rok Nok, der gjorde vi stop så dem der ikke ville snorkle kunne bruge noget tid der. Øen var så ubeskrivelig smuk, det hvideste sand og klareste vand vi nogensinde havde set, det syn gjorde os mundlamme. Båden sejlede videre til det første punkt hvor vi skulle snorkle, vi fik dykkermasker og svømmefødder og så hoppede vi i vandet. Fisk i alle farver og faconer svømmede rundt om os, blandt andet så vi Nemo/Klovnefisk, det var super flot! Korallerne var også rigtig flotte og mange små fisk gemte sig i alle de små hulrum der var. Dog havde jeg, Søs, lidt svært ved at slippe tanken om hajer som gjorde det svært at nyde oplevelsen 100%, men heldigvis var der ingen hajer :-) Vi snorklede der i 40 minutter og så sejlede vi videre til et andet punkt, hvor vi igen snorklede. Ved dette sted var der ikke lige så mange fisk som det første sted, så det var lidt ærgerligt. I høj hastighed bragte båden os tilbage til den smukke ø hvor frokosten skulle indtages. Frokosten bestod af ris og hotwings i karrysovs og så selvfølgelig kogte grøntsager, det var første gang vi fik ris siden jungleturen :-) Mens vi spiste kom en 2 meter lang varan gående 5 meter fra os, så alle rejste sig og tog en masse billeder, den var enorm og ulækker! Efter frokost havde vi en time som vi kunne bruge på at tage billeder og nyde en svømmetur i det lækre lækre vand. Det var et syrealistisk syn, det er virkelig kun noget man ser på film, troede vi! Det var paradis på jord :-) Lidt modvilligt gik vi ombord på båden og vinkede farvel til den smukke ø, efter endnu en halv times snorkling med smukke fisk tog båden os tilbage til der hvor den havde samlet os op om morgenen. På vejen tilbage så vi en kæmpe hval, som var på størrelse med den kaskelothval vi så i New Zealand, det satte bare lige prikken over i'et på den tur, dejligt at vi ikke mødte den mens vi snorklede! Godt trætte og mættet af de fantastiske og uforglemmelige ting vi havde oplevet, tog vi to timers afslapning på hotellet. Inden vi gik ud og spiste, igen igen. :-)
Morgenen efter, d. 20, blev brugt på at pakke vores ting sammen, det var igen en stor udfordring, men vi fik heldigvis plads til alt, kæmpe sejr! Vi blev sejlet til Koh Phi Phi hvor vi er nu og skal være indtil d. 26
Vi har det stadig super godt og suger de sidste oplevelser til os. Dog er vi begge to ved at være klar til at komme hjem til Danmark og de trygge rammer. Det bliver ihvertfald skønt at få et tøjskab istedet for en taske! :-)
Vi savner jer og glæder os til at se jer. Vi ankommer på Odense Banegård d. 28 kl. 16.05 hvis alt går som planlagt.
Højt humør og hilsener fra Chris og Søs.
- comments
mor (Jeanette) Hej med jer - endnu en gang må jeg rose jeres flotte fotos - det siger i sig selv en hel del om alt det I oplever. Det er sjvot at se de billeder der er taget under vandet :-) Det var en god ide med scoter turen, en anden måde at opleve på. Nyd endelig de sidste dage - vi herjemme tæller ned for hver dag dag går - og glæder os helt vildt til at hente jer på banegården - Kærlige knus og snart på gensyn - Far, mor og Felix
Maj-Britt/Mor - Leif/Far Hej med Jer Så er vi hjemme igen, dejligt med de sidste 2 blog indlæg, og alle billederne. Vi bliver helt bange for at I vil kede jer når I kommer hjem til Danmark igen, I oplever så meget og sikke noget mad I får, der bliver noget at leve op til:-) Vi glæder os til I kommer hjem, og vi skal nok være på banegården den 28. april kl. 16.05 - Vi ses :-) Knus fra Mor og Far, Moster og Leif
Tascha Jeg troede i mødte hvalen mens i snorklede!! Men måske var det meget rart at det var fra båden i oplevede den ;) Men hvor er det godt at høre att I havde en god snorkletur. Det er altså bare så fantastisk! Glæder mig til at se jer snart!
Lone Jakobsen Rigtig god tur hjem - 1000 tak for de fine beretninger og fantastiske fotos ;-) Kaerlig hilsen Lone