18.12.09: Jeg havde fortalt Fie om oplevelsen ved soen og cermonien, som jeg syntes havde vaeret en virkelig god en af slagsen. derfor besluttede hun sig for at staa meget tidligt op og tage ned og blive velsignet ved soen inden turen gik til Jaipur. Hun syntes ogsaa at det var virkelig sjovt og spaendende at proeve og saa var vi begge rigtig glade for vores armbaand. Det passer godt til vores samling. Indtil videre har vi et armbaand fra hvert land vi har besoegt.

Jaipur er en storby, som minder en del om Delhi med meget trafik, meget forurening og mange fattige. Vi var paa orientationwalk med Karan umiddelbart efter vi ankom. Vi var gemmem et omraade kaldet "The Pink City", fordi bygningerne var lyseroede slevfoelgelig, og saa besoegte vi et eller andet vi ikke helt kunne finde ud af hvad var. Det var noget med nogle geometriske kaempe-skulpturer, solsystemet og kaempe solure. Efter at havde gaaet rundt tog vi hen til en cafe og drak en af byens beroemte lassi'er. Lassi er en yougurtdrik, som vi faktisk har drukket meget af, mens vi har vaeret her i Inden, det er bare mums. Mens vi stod der og drak kom en lille gadepige hen til mig. Kun kiggede meget laenge paa mig og min lassi, det kunne jeg ikke staa for og jeg gav hende mine rester, som hun smovsede i sig.

Jeg foeler mig mig fyldt med livskraft og god karma. Det maa vaere mit nye armbaand.:)

Det var faktisk lidt sjovt, paa hotellet her fandt jeg i deres 'laan og byt-boeger' en bog af Tove Ditlevsen, fra 1975. Den vil jeg tage med mig, det er rart med lidt dansk litteratur, naar man er saa langt vaek hjemmefra.

19.12.09: Er stadig i Jaipur. Vi tog ud paa egen haand i dag. Er rart at faa lidt tid alene naar man er sammen med en gruppe hele tiden. Selvom vi selvfoelgelig heller ikke kan undvaere dem, og faktisk er blevet rigtig glade for de fleste af dem. Vi besoegte abetemplet og det var virkelig sjovt. vi fodrede aberne med noedder, som de tog fra vores haand. De kravlede ogsaa op paa os, vi var helt taet paa dem, og roerte flere af dem. De var virkelig soede. Ved abetemplet sad en dame med en crobraslange i en kurv. Den mente hun at vi skulle holde, saa det gjorde vi. Den er faktisk dejlig bloed saadan en. Men det sjove var at den heletiden soegte hen mod kvinden mens vi holdte den. Som en hund der gerne vil hen til dens ejer. Viste ikke at slanger kunne knytte sig til mennesker. Det kan de maaske heller ikke, men saadan saa det altsaa ud.

Da vi var faerdige med templet og paa vej ud moedte vi en aegte tosse (ja, det var han altsaa). Uden for templet stod der massere koer (ligesom alle andre steder i Indien), og han mente at vi skulle fodre koerne: "For det var den mest fantastiske oplevelse man kunen taenke sig, og en oplevelse man ikke kunne faa nogen andre steder i verden". Men saadan en salgstale blev vi jo noedt til at proeve det. Ha, det var altsaa ikke saadan en ud af kroppen oplevelse som vi var blevet lovet, men meget slimet. Manden var Inder bosat i Canada og med et hus i Mombai. Han gav os hans kort og sagde at vi altid kunne ringe hvis vi var i problemer og at hvis vi nogen side skulle komme til Canada eller Mombai, kunne vi sagtens bo hos ham og hans kone. Ja, det var en meget speciel oplevelse at moede ham, ha.