Hey folkens tilbage i DK!

I maa have os undskyldt for ikke at have ladet hoere fra os i 9 dage, men til gengaeld er vi kommet langt omkring siden!

Selvom om en engageret "billetkontrolleur" paa New Delhi's togstation proevede at fortaelle os at vores udprintede billet ikke var god nok, da den manglede et stempel, gik vi iskolde og upaavirkede videre til vores perron! Det viste sig saa ogsaa i toget at billetten var god nok. Sikken en succesoplevelse det var. Saa havde vi ogsaa laert noget af at blive snydt saa meget foer. Togturen gik som sagt til Jaipur. sydvest for Delhi. Og det at rejse med tog i Indien kan varmt anbefales. Inkluderet i billetten var nemlig en lille snack, bestaaende af kiks, bolsjer og te. Efterfulgt af dette fik vi en omgang morgenmad, Delhi-Times og en flaske vand (tag og laer af det, DSB).

Efter vi var ankommet paa hotellet tog vi en rickshaw ind til centrum for at kigge lidt i butikker og orientere os. Det skal lige siges, at det er meget svaert at finde rundt i ugedagene naar man er ude og rejse! Det viste sig saa ogsaa at vaere soendag, dvs butikkerne havde lukket. Igen tilbage paa vores hotel tog vores eventyr en ordentlig nedtur, som har vaeret haard at rejse sig opefter - Opildnede og vilde unge fyre som vi er, tog vi chancen at spise paa en af New Delhis gaderestauranter, hvilket der bliver staerkt advaret imod. Det resulterede saa ogsaa i en grusom maveforgiftning til os begge. Dvs at vi tilbragte de naeste 2 dage i hotellet; enten i sengen eller paa WC.Dertil kom saa, at vores planer om at rejse omkring i Rahjastan gik i vasken. Togbilletter skal nemlig gerne bestilles i hvertfald 14 dage foer afrejse, hvis man vil sikre sig en billet. Havde vi insisteret paa at rejse med tog alligevel, ville vi vaere strandet i adskillige dage i nogle byer - og det havde vi bare ikke tid til. Saa selvom vi havde en daarlig oplvelse med Rejse-agenturer, kontaktede vi et af disse alligevel for at faa dem til at lave et tilbud til os. Efter mange serioese overvejelser sagde vi til sidst ja til en tur gennem Rahjastan. I alt betaler vi 50800 Rs for en to-ugers tur, hvor vi har en koerer tilknyttet som koerer os til og fra hotellerne og ud til enkle sevaerdigheder. Hotellerne og morgenmaden er ogsaa inkluderet... selvom det ikke var saadan vi havde taenkt os det skulle gaa, giver vi os til takke med det nu. Og det viser sig ogsaa at vaere ganske i orden. :)

Efter at vores chaffeur, Subhash, havde vist os hvad der er vaerd at se i Jaipur (The red city,Windpalace og Monkeytemple) gik turen videre til Agra, Taj Mahal's hjemmeby. Selvom hotellet var saadan nogenlunde luxurioest (hvidvaskede vaegge, gulv af marmor, TV osv) laa det placeret lige foran et afloeb. Saa vi havde den fantastiske dunst af raadne aeg siddende i naesen lige saa snart vi traadte udenfor eller havde doeren til vaerelset aabnet.
Selvom vi nu var kommet far Jaipur, lod vi ikke vores maveforgiftninger vaere der. Faktisk blev det saa meget vaerre, at Nicholas fo en sikkerheds skyld tog en tur paa hospitalet. Det viste sig ogsaa at vaere en ret god ide, for maveforgiftningen havde udviklet sig til en maveinfektion. Heldigvis fik vi noget medicin imod dette, og vi er begge ved at vaere i fysisk topform igen. Ikke mindst takket vaere Subhash! Udover at vare en fantastisk bilist, lavede han sin egen medicin (vand, salt, sukker, lime) mod vores maver og skyede ikke et sekund da vi skulle have Nicholas paa hospitalet. Desvaerre gik der dog lidt inden medicinen hjalp, saa jeg matte tage ud at se Taj Mahal uden Nicholas dagen efter. Jeg var saa heldig at komme tidligt om morgenen, inden alle turistgrupper og pilgrimme ankom, saa jeg havde masser af tid og ro til at betragte det kaempestore og i den mindste detaljes symmetriske palads.Resten af dagen laa vi syge sammen paa vaerelset. Her en varm tak til HBO, Michael Keaton, Adam Sandler og sidst men i hvertfald ikek mindst til Hachiko!! (ja, vi laa bare og saa TV...og hvad saa? tsk)

Og herfra gik det kun opad! Paa den fede maade!

Efter Agra kom vi til Pushkar, en ganske lille by, men med en masse at byde paa! Byen ligger placeret imelem en masse bjerge, saa man kunne ikke se den foer man virkelig var i den. Det at Pushkar er saa lille, goer ogsaa at det er meget lettere at overskue, hvilket var lige hvad vi havde brug for. Naar man konstant er omringet af tusinde mennesker, kan en simpel gaatur vaere helt vildt stressende. Men her kunne man slentre stille og roligt gennem gaderne og kigge i butikkerne uden at folk proever at hive en ind eller overtale en til at koebe en rejse man slet ikke har brug for. Efter en hyggelig snak med en vaskeaegte Pushkarianer fandt vi ud af at netop PUshkar var meget populaert for turister. Faktisk saa meget at mange folk vaelger at bosaette sig her et halvt eller helt aar ad gangen, hvilket uden tvivl er til at forstaa, for Pushkar er helt fantastisk!
All good things come to an end, and so does Pushkar! Saa vi tog videre tiiiiil:

UDAIPUR! Det mest sydlige stop paa vores tur i Indien. Igen spillede vores tidsfornemmelse os et puds. Vi gik rundt i den gode tro at det var torsdag, hvor det altsaa igen var soendag! Og som vi ved har soendagen den grimme vane at lukke butikkerne i centrum. Ogsaa i Indien. Saa vi maatte toerre os om vores munde, som var loebet i vand dagen foer hvor vi koerte forbi den foerste McDonalds i to uger og goere os klar til at se Udaipurs City Palace, som laa i den nordlige bydel. I dette kaempestore palads, som nu ogsaa fungerer som museum tilbragte vi uden problemer et par timer og have et fantastisk udblik over hele byen. Efter dette viste det sig at denne bydel ikke bukkede under for soendagens pres om dovenskab og derved var butikkerne og restauranterne aabne.
Og vi troede naesten det var loegn, men foran vores oejne saa vi vores foerste vandpibebar! Saadan en havde vi ledt efter lige siden vores ankomst. Saa godt daekket ind med sodavand, hummus og aebletobak i piben hyggede vi os deroppe mens vi kunne betragte livet i gaderne under os (man er helt vild med tag-restauranter her). Efter at solen var gaaet ned og vi havde nydt lyset fra hotellerne som spejlede sig i vandet fra aaen gjorde vi os til fods paa vej tilbage og lagde os til at sove. Okay, det var en loegn. Tilbage paa hotellet gik vi op paa restauranten for at nyde en enkelt oel...eller syv. Som snakken gik og for hver oel der kom indenbords blev Nicholas mere og mere snaksalig hvilket mundede ud i en meget ivrig fortaelling om hans ferie i Thailand til to engelske og maaske lidtr naive(citat fra english girl: Actually, light travels way faster than sound. That's why we see the firework before hearing it. Did you know that? ..... no s***...) piger. Op til flere gange proevede de at byde ind med noget selv, men Nicholas var simpelthen opslugt og helt vaek i sin egen fortaelling. Til gengaeld havde vi saa ogsaa tagterassen helt for os selv efter historien... :D
Om det var oellene eller bare den gode stemning vides ikke, men aftenen resulterede i nogle fantastiske billeder paa vaerelset.

Yes, herfra gik det videre til Ranakpur, som egentlig ikke rigtig er vaerd at naevne, udover et smukt marmortempel og en herlig soe som Subhash viste os om aftenen. Det var helt rart at faa set noget natur ogsaa, sm var helt afskaaret fra civilisationen. Saa dejligt at jeg var taet paa at kaste mig ud fra klipperne og ned i vandet...hvilket var en tanke jeg droppede meget hurtigt efter at Subash fortalte om de mange krokodiller i soeen.

Saa nu er vi kommet til Jodhpur, the blue city! I fremtiden skal vi nok faa blogget noget hyppigere, saa det ikke er en hel roman som her i faar at laese!

I hoerer fra os! Chris og Nicholas (aka Papa Ganouche)