Vi blev hentet kl. 10.00 af en lille båd. Der var allerede en stor gruppe filippinere på den, selvom båden ikke var såå stor. Vi skulle sejle i to timer for at komme ud til Apo Reef. På vejen så vi en baby hvalhaj! Den var lige ved siden af både - mega sejt! Og den var kæmpe allerede. 3-4 meter vil jeg gætte på. Lidt senere så vi en gruppe delfiner, men da vi sejlede hen til dem, så forsvandt de.

Da vi ankom til øen der ligger ved Apo Reef fik vi frokost og så skulle vi slå telt op. Det var et lille bitte telt, så det var ret nemt. Derefter gik vi lidt rundt på øen og udforskede. Der var et hus med toiletter, men der var ikke noget vand, så man kunne ikke trække ud. Det var lidt klamt, men det var da bedre end ingenting. Vi skulle ud med båden igen for at snorkle ved korallerne. Vi sejlede et par minutter ud og så skulle vi i vandet. De havde bundet nogle snore ud, som vi skulle holde fast i og så sejlede båden rundt med os hængende. Det var lidt skørt, men til gengæld fik man set meget på kort tid, fordi man ikke selv skulle svømme. Det var simpelthen så flot og kæmpe stort! Jeg har aldrig set noget lignende. Det var det flotteste nogensinde og der var tusindvis af fisk! Det var helt vildt! Vi fik også set 4-5 havskildpadder svømme rundt på det dybe vand. På et tidspunkt stoppede båden og så måtte vi svømme rundt for os selv i 20 minutter. Sara og jeg endte med at have svømmet ret langt væk, så vores guide kom pludselig ud efter os med redningsveste og sagde, at det var tid til at svømme tilbage. Vi behøvede ikke redningsveste, men det var ret vildt så dårlige alle filippinerne var til at svømme. De havde alle redningsveste på og de fleste virkede nervøse.

Da vi kom tilbage gik vi med det samme hen til et fyrtårn, der er på øen. Da vi kom op i det var der den smukkeste udsigt. Solen var ved at gå ned og vi blev der og så det. Man kunne bare se hav så langt øjet rakte. Helt fantastisk. Da solen var gået ned gik vi tilbage og kokken, som var taget med på øen havde lavet aftensmad til os. Det er bare en ø, hvor der slet ikke er noget, så man skulle tage alt med. Det var filippinsk mad - fisk. Rigtig lækkert! Vi spiste sammen med et filippinsk par, som var super søde. Vi sad i lang tid og snakkede med dem, hvorefter vi gik i seng. Der var ikke liggeunderlag eller noget, så det var bare på sandet. Selvfølgelig med bunden fra teltet. Man skulle tro, at sandet var ok blødt, men det var det overhovedet ikke. Så det var hårdt, varmt og utrolig lidt plads. Men det var super fedt alligevel. Vi var jo på en øde ø og lå på stranden og sov, så det eneste man hørte var havets bølger. Skønt!

Ved en 05.00-tiden bliver vi vækket af guiderne, fordi de begynder at regne. Vi skynder os ud af teltet, tager vores ting og løber hen i en overdækket bygning. Det regner helt vildt lige pludselig og alle samles under taget. Guiderne har endda taget vores telt med. Vi sidder lidt og så holder regnen op. Solen står også op og det er den smukkeste solopgang længe. Vi får serveret kaffe, mens vi ser solopgangen. Selvom det var en hård opvågning, så var det super fedt at se det. Efter morgenmaden, som også var filippinsk (ris, fisk, æg og pølser), så,gik vi over til en lille lagune. Her var der en fin lille bambusbro, som vi gik på og en lille bambusflåde, som vi sejlede med. Hajerne lægger æg i lagunen, så hvis man er heldig, kan man se babyhajer. Vi var ikke heldige, desværre.
Bagefter pakkede vi vores ting og tod ud for at snorkle med båden igen. Igen så vi super mange flotte koraller og fisk! Dernæst sejlede vi tilbage og på vejen så vi igen delfiner. Men denne gang ville de gerne lege med os, så de svømmede med os ret langt. Det var vildt skægt! Vi stoppede ved Pandan Island, som var der vi havde overnattet tidligere. Vi skulle snorkle med havskildpadder, hvilket Sara og jeg jo allerede havde gjort, men det var sjovt at prøve igen og vi så 3-4 stykker denne gang. To af dem var højst sandsynligt de samme som tidligere. Dernæst sejlede vi tilbage til byen Sablayan, som ligger på den store ø, Mindoro. Her blev vi kørt til et hotel, hvor vi kunne få et bad. Det havde vi ikke haft mulighed for i et par dage, da der ikke var vand ved Apo Reef og på Pandan Island var det 80% saltvand. Så det var dejligt endelig at få saltet af kroppen og ud af håret. Det var om eftermiddagen og vi havde tidligere fået at vide, at den båd vi skulle med for at komme tilbage mod Manila først gik dagen efter. Det søde filippiner par sagde så, at der var en måde at komme til Puerto Galera (der hvor vi havde været før) på denne dag. Vi forstod ikke hvordan, men de skulle til Manila, så det var samme vej, så vi kunne følges. Vi tog med dem til busstoppestedet, hvor vi ventede en time på den bus vi skulle med. Da vi skulle til at betale finder vi ud af, hvad det er for en mærkelig rute vi har gang i. Den giver absolut ingen mening og er den sygeste omvej. Vi beslutter derfor at blive i Sablayan til dagen efter, hvilket også var vores oprindelige plan, og så tage med bussen om morgenen. Vi følte os ret dumme, men det var altid noget, at vi trods alt nåede at fatte noget. Vi spurgte en lokal, som hjalp os, om hvor der var et hotel. For det var simpelthen den mindst turistede by nogensinde. Der var kun lokale og nærmest ingen hoteller og restauranter. Han gav os et navn og vi kørte derhen med tricycle. Det var der hvor vi var kommet fra! f***, tænkte vi, for det var virkelig ikke et pænt sted. Men det var vildt billigt og det var sent og vi skulle tidligt op. Så vi besluttede at det var ok. Vi gik ud for at finde noget mad, hvilket virkelig heller ikke var nemt. Det regnede og det begyndte at blive mørkt. Vi følte os ikke helt trygge ved at gå hjem alene når det var mørkt, så vi ville gerne nå at spise inden. Da vi havde gået lidt spurgte vi en lokal om, hvor der lå en restaurant. Det var ret komisk, for at han svarer, at det er der lige bag ham - hans. Det var MEGET lokalt, så vi overvejede lige situationen. Vi blev enige om, at vi bare skrive give det et forsøg, selvom det så fattigt ud. De virkede vildt glade for, at vi satte os. Det var som om det var første gang, der havde været turister der. De var vildt søde og spurgte os om alt muligt. Rigtig mange kender Danmark eller kender nogen i Danmark. Maden smagte også rigtig godt og vi fik ikke dårlig mave, så det var en succes. Da vi kom tilbae til hotellet fik vi en kop kaffe og gik ellers bare ind på værelset og læste. Der var simpelthen den klammeste lugt af rådne fisk på gangen! Ad, det var ulækkert! Om natten vågnede jeg også ved, at der stank af rådne fisk. Puha, det var næsten ikke til at holde ud! Heldigivis skulle vi op kl. 05.00 for at nå bussen. Den tog to timer, så sad vi og ventede ved havnen i tre timer, så med båden i en time, hvorefter vi skulle med en tricycle til det samme sted i Talipanan Beach, hvor vi havde været før. De var simpelthen så søde der, lækkert sted og billigt. Vi var fremme ved en 14.00-tiden, så vi gik direkte ned på stranden og fik frokost. Resten afdagen brugte vi bare på at bade, sole og slappe på stranden. Om aftenen mødte vi en dansk mand, som vi snakkede med. Han var ret speciel og snakkede mest om sig selv. Aftelnen gik og vi gik tidligt i seng.

Morgenen efter skulle vi afsted mod Manila kl. 08.00. Først en halv time med tricycle, så vente en time på havnen, så en time med båd og to timer med bus. Da vi ankom til Manila tog vi en taxa ud til Mall of Asia. Der er vitterligt ingenting at tage sig til i Manila, så vi kunne lige så godt shoppe lidt. Vi havde syv timer at slå ihjel inden vi skulle med flyet til Vietnam. Tiden gik overraskende stærkt! Vi fik både frokost og kaffe og så manglende vi myggespray og ville gerne have en kogebog med hjem. Så det ledte vi efter plus at vi fik købt lidt tøj. Pludselig var tiden gået og vi skulle have en taxa ud til lufthavnen. Vi hr sat os ind og stegetud af utallige taxaer allerede på denne tur, fordi de ikke gad tænde for meteret. De ville bare give en pris som var fuldstændig vanvittig. Undskyldningen er den samme hver gang, nemlig at der er meget trafik. Men hvornår er der ikke det i Manila?! Aldrig tror jeg! Det skete også her og vi måtte lige forsøge et par gange. Da vi endelig finder en, så kører han i 10 minutter indtil vi bliver fanget i en trafikprop. Han kører helt vildt og virker stresset. Pludselig vil han ikke køre mere, fordi der er for meget trafik. Vi bliver sure og stiger ud, og så står vi der midt i ingenting. Kun en masse biler! Ikke det nemmeste sted at finde en taxa, så vi var rimelig sure. Det lykkedes faktisk overraskende hurtigt og vi krydsede bare fingre for, at denne mand var sød. Denver han! Og han hjalp os med at finde ud af hvilken terminal, vi skulle til, for det stod ingen steder på vores billetter. I lufthavnen gik alting fint og sågar d et slut med vores filippinske eventyr.