Profile
Blog
Photos
Videos
I flyet sad vi ved siden af en vietnamesisk pige. Hun så, at vi skrev adressen på vores hotel ned og hun sagde, at det var et godt sted. Hun fortalte også den billigste måde at komme derhen på, hvilket var super sødt af hende! Vi skulle med en minibus og så taxa det sidste stykke. Vi havde lidt svært ved at overskue det, da vi ankom, fordi det var midt om natten. Vi gjorde det alligevel. Minibusmanden ville dog gerne køre os til døren for noget ekstra og det tog vi imod. Så det var faktisk bare en billigere taxa.
Det var et fint hotel i Hanoi vi havde fundet og det lå perfekt i den gamle bydel. Da vi stod op om morgenen gik vi ned til berømt sø. Der er en myte om en skildpadde og et sværd :) Vi så det tempel der lå midt på søen og så gik vi ellers bare rundt i det gamle kvarter og udforskede. Det var super hyggeligt, men heeeelt vildt varmt!! De lokale siger, at det er det varmeste det har været i 15 år! Vi var meget positive omkring selve byen. Der er selvfølgelig helt vildt mange mennesker og en masse scootere, som kører rundt i et stort kaos. Vi havde læst, at når man krydser vejen, så skal man bare gå i et langsomt tempo, hverken løbe eller stoppe. Så kører de bare udenom. Det lærte vi faktisk hurtigt og det virkede :) Men selvom det er en storby med 6 millioner mennesker, så er der stadig utrolig meget charme og karakter ved byen. Det var fedt bare at gå rundt mellem alle de små butikker og madsteder. Og vi var overraskede over, hvor mange turister der var! Hele tiden ser man nogen. På Filippinerne så man nærmest aldrig nogen, men her vrimler det. Der er også mange flere turistkontorer, så det virker en del lettere at være turist, fordi de er mere vant til det.
Da vi havde gået rundt i lang tid, ville vi gå hen til et andet tempel - temple of litterature. Det lå lidt væk, så vi stoppede på vejen for at spise. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har svedt så meget. Det var helt vanvittigt. Det var et fint stort tempel, som virkede til at være inspireret af Kina. Meget mad virker også kinesisk inspireret. Men det giver mening, når nu Vietnam har været under kinesisk styre i over 1000 år. Efter templet gik vi hen til et museum med kunst. Vi håbede på aircondition. Det var der og det var skønt!! Selve kunsten var ikke super spændende, men vi trængte til at blive kølet lidt af, for vi havde ikke haft almindelig temperatur siden vi ankom.
Vi tog en taxa hjem og gik i bad. Det bedste bad længe! Derefter gik vi ud og fik mad og nogle øl. Det var hyggeligt.
Næste morgen tog vi ud til Ho Chi Minhs mausoleum. Det var ret vildt, at man kunne komme ind og se den rigtige mand!! Der var også ret strenge regler. Han lignede nærmest en dukke, men det skulle altså være den rigtige. Man kunne også se hvor han havde boet og arbejdet i nogle år og et museum om ham. Efter dette tog vi en taxa tilbage til et sted, hvor vi bestilte en madtur til senere. Vi orkede simpelthen ikke at gå så meget i den varme. Vi spurgte også på turistkontoret, hvor man kunne få god frokost. De viste os et meget lokalt lille sted, hvor man sad på små plastikstole (er der mange steder) og maden blev lavet på gaden. Det var fiskesuppe og det smagte rigtig godt. Vi prøvede også deres specialitet, som var friturestegt fisk rullet ind i svin. Det smagte også godt. Vi skulle slå et par timer ihjel, så vi gik bare lidt rundt og så på mennesker og butikker. Vi stoppede et par gange for at få noget at drikke. Den ene gang gik vi ind på et meget fornemt hotel, hvor de havde restaurant på taget. 11. sal. Det var kun derfor vi gik derind, så vi kunne se Hanoi oppefra. Det så flot ud og vi smagte den vietnamesiske kaffe. God, men stærk.
Kl. 17.00 skulle vi på Street Food Tour. Vi glædede os rigtig meget og var rigtig sultne! Vi var en gruppe på 5 og guiden var super sød og smilende. Hun hed Smile :) Det første sted vi stoppede, fik vi nudelsuppe med svin. Det smagte sååå godt og guiden fortalte, at det er vietnamesernes favorit. Vi var simpelthen så mange steder på tre timer og fik helt vildt meget god mad! Det var alle små lokale steder, som man måske normalt ikke ville turde gå ind på. De laver bare maden siddende på jorden. Men det var sgu godt! Jeg vil tro vi var 6-7 steder, hvor vi fik en lille ret hvert sted. Alle de mest populære retter i Vietnam, herunder forårsruller, pillow cakes, vietnamesiske pandekager af rismel, en anden suppe, frugt med kokosmælk, øl, risvin og vietnamesisk kaffe serveret på en måde, som man kun gør i Hanoi. Det var en form for æggepunch, som blev blandet med kaffen - smagte sygt godt! En hel dessert i sig selv, men god.
Bagefter turen gik vi hen for at se et water puppet show. Det er åbenbart ret kendt i Hanoi, så det måtte vi selvfølgelig se. Det var meget sjovt og anderledes, at de havde dukker i vandet. Og så spillede de traditionelt musik til. Det var meget sjovt at høre.
Dagen efter blev vi hentet kl. 08.00 af en bus, som skulle køre os til Halong Bay. Det er et af verdens syv vidundere, så det skulle vi selvfølgelig se. Det tog omkring tre timer fra Hanoi og da vi kom til Halong, skulle vi med en båd. Vi skulle overnatte på båden, så det var en stor fin båd. Vi er måske 12 mennesker, som alle bor i en lille kahyt. Vi sejlede en time eller to gennem de flotteste klippeformationer, der stak op af vandet. Det er svært at forklare, hvad det er. Men flot er det! Vi fil frokost lige da vi ankom til båden. Super lækker vietnamesisk mad - fisk og skaldyr. Bagefter skulle vi af på en lille ø, hvor der var en stor grotte. Den var rigtig flot, men vi prøvede at holde os lidt fra guiden, for han er super irriterende. Han siger alting tre gange og bestemmer alt, også hvor man skal sidde. Nå, men bagefter sejlede vi til en anden lille ø, hvor der var en strand, hvor man kunne bade. Det var lækkert at komme i vandet, for vi har simpelthen svedt så meget i dag. Men vandet kunne altså ikke måle sig med det filippinske vand. Det her var meget mere beskidt og dårligere sigtbarhed. Da en dame blev brændt af en brandmand, turde vi ikke være der mere og gik op. Da vi kom tilbage til båden måtte vi sejle kajak rundt omkring. Det var sjovt og vi så solnedgangen. Det var helt vildt!
Efter vi havde været i bad var der cooking class. Vi havde glædet os og vi skulle lave forårsruller. Vi blev dog ret skuffede, da det var den dårligste kokkeskole nogensinde. Guiden sad bare ved et lille bord og viste hvordan man rullede forårsrullen. Man måtte gerne prøve, men der var ikke mange der gad. Det var helt fjollet. Senere fil vi aftensmad, som igen var helt vildt lækkert. Maden bliver bare stillet på bordet i en masse små fade og så tager man bare. Rigtig godt! Om aftenen kunne man fange fisk, men Sara og jeg sad bare på taget og nød det til vi skulle i seng.
Morgenen efter så vi en Pearl Farm, hvor de sjovt nok lavede perler. Vi så både hvor østersne var, hvordan de puttede en fake perle i og hvordan de tog den rigtige perle ud. Det var meget sjovt. Og så gik turen ellers tilbage. To timer på båden mellem klippeformationerne. Da vi kom i land fik vi frokost på en restaurant og herefter gik turen tilbage til Hanoi - tre timer i bus. Vi venter nu på de gamle hostel, hvor vi bliver hentet af en ny bus snart. Det er en sovebus og det tager 13 timer til Hue, som er vores næste stop.
- comments