Efter endnu en urolig nat, samlede jeg igen mine ting sammen og endnu en gang gik jeg tilbage til kontoret. Jeg havde nok forstillet mig, at jeg var blevet kørt til mit projekt i en bil eller noget i den stil på grund af min tunge taske. Men som så mange gange før, så tog jeg fejl igen… Jeg skulle med mini bus, ligesom så mange andre før mig. Martin skulle sørger for, at jeg kom sikkert frem til Masaka, som ligger ca. 2 timer (225km) fra Kampala. Mit humør er i forvejen ikke på sit højeste og da jeg tager min taske på ryggen daler det lige lidt ekstra. Når, men da vi kommer ind i mini bussen (den ombyggede Toyota) og jeg får min 15 kilo tunge rygsæk på benene, som i forvejen er fuldstændig mast på grund af den manglende benplads, er jeg fuldstændig henrykt.

Efter lidt tid skal vi ud af bussen igen, for at finde en anden bus. Jeg kan ligeså stille mærke hvordan panikken kommer snigende. Pludselig skal jeg gå på små gader, mens alle kigger på mig som om jeg er deres næste måltid, de råber Mosungo og prøver at røre ved min taske. Jeg ved ikke noget værre end at være så meget ude af kontrol og ikke have styr på situationen. Så alle de følelser jeg har prøvet at holde tilbage siden jeg tog af sted begynder for alvor at presse sig på nu!

Da vi efter at have gået i omkring 15 minutter, kommer vi endelig frem til stedet hvor alle busserne holder.
Lige i det samme som vi kommer ind på pladsen er der en mand som tager fat i min arm, og prøver at hive mig i retningen af hans bus. Jeg prøver desperat at få han til at give slip. Men heldigvis er der en gruppe af mænd som kommer mig til undsætning. De skubber ham væk og prøver meget stille og roligt at spørger om hvor jeg skal hen og først der kommer Martin ind i billedet og hjælper mig.
Inde i bussen kan jeg mærke at min mave slet ikke føler sig godt tilpas på nogen tænkelig måde og jeg overvejer stærkt at rejse videre til Senanee og mine piger på børnehjemmet med det samme. Men de 2,5 time i bus og de smukke omgivelser fik mig til at samle tankerne en smule og det hjalp lidt på mit ellers nedtrykte humør.

Da bussen nærmer sig Masaka stiger vi af bussen ved en tankstation som ligger en smule i udkanten af byen. Efter lidt til ankommer Father Charles og Sister Sri Scholastica. De var begge to utrolig smilende og imødekommende hvilket var lige hvad jeg havde brug for. Inden vi skulle tilbage mod hospitalet I Kitaasa, var der lige et par småting de skulle købe med. Først skulle vi til et apotek/lager, for at give dem en bestilling på de manglende vare i apoteket i Kitaasa. Mens vi var der blev jeg tilbudt en rundvisning på deres lager og det sagde jeg selvfølgelig Ja tak til. Det hele var overraskende flot organiseret og alt var i bestemte kategorier og under et bestemt bogstav og tal. Det største lager af medicin ligger i Kampala, så alt bliver bestilt derfra og ud til de mindre byer.

Da vi havde ordnet alle de nødvendige ting, kørte vi tilbage mod hospitalet. Undervejs fortalte mig lidt mere om projektet og hvad jeg kunne forvente og de forklarede mig om de forskellige bygninger på vejen dertil. Efter at vi havde kørt i omkring 30 min og havde forladt alt civilisation, ankom vi til St. Mechtilda Health Centre.

Sister Sri Scholastica viste mig til mit værelse med det samme, så jeg kunne komme af med mine ting og slappe lidt af. Men jeg var mere interesseret i at se resten af stedet.
Hun fortalte at værelset ved siden af mit var fødestuen, men på det tidspunkt tænkte jeg ikke videre over det. Hun viste mig de forskellige afdelinger som lå i den anden ende af bygningen. Der var en mindre en til mænd og 2 større til kvinder og børn. Sengene på stuerne lignede noget som kunne falde sammen når det skulle være.. Stedet havde også et laboratorium, et apotek og 3 konsultations rum. En gang om måneden kommer der en læge udefra. F.eks. en gynækolog, tandlæge eller hudlæge, som kan hjælpe specielle patienter.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg nok blev en smule skuffet da jeg så hele området. Stedet var på ingen måde som jeg havde forstillet mig. For det første var stedet meget mindre end jeg havde forventet og samtidig var det også i meget dårligere stand end jeg havde troet. Men jeg er på ingen måde utilfreds. Jeg vidste fra starten, at jeg ikke ville rejse til et sted med luksus forhold, men det tager altid lidt tid at vænne sig til.

Hver torsdag er der mor/barn dag hvor gravide kvinder og kvinder med spædbørn kan komme og blive tjekke. Mest af alt er det for at tjekke, at de gravide kvinder eller børnene ikke lider af malaria eller andre sygdomme. Hvis kvinderne i forvejen ikke ejer et myggenet får de udleveret et for at mindske tilfældene af malaria. Man tjekker også de gravide kvinder for HIV/AIDS for, at give det kommende barn den bedst mulige chance for at overleve. Hvis moren er HIV-positiv giver man barnet medicin lige fra det øjeblik det bliver født. Dette nedsætter risikoen for at barnet udvikler HIV hvis det skulle være smittet. Samtidig skal moren heller ikke amme barnet.

Efter min rundvisning på hospitalet gik vi videre til spisehuset. Det er en lille bygning som ligger omkring 100 meter fra hospitalet. Det er også en del mere primitivt end jeg havde forstillet mig. Indenfor er der intet køkken og madlavning foregår udenfor over et ret stort bål. Opvasken foregår i hold og jeg er på nuværende tidspunkt på aftørrings holdet.

De 3 andre søstre, Søster Beth, Vincent og Juliet er også utrolig søde, venlige og imødekommende. De får alle sammen en til at føle sig rigtig godt tilpas.

Da vi havde spist blev jeg fulgt tilbage til mit værelse, samtidig fik jeg også af vide at jeg det første stykke tid skulle arbejde i apoteket sammen med Søster Beth og Vincent. Hun fortalte også at der stod en spand med varmt vand klar til mig ved badeværelset så jeg kunne bade. Endnu engang må jeg leve med at der kun kommer koldt vand ud af hanen.. Ihhhh hvor jeg elsker det..

Slut