Når men nu er jeg klar til at give min første opdatering omkring mit nye eventyr i Uganda. Det har været lidt undervejs fordi jeg har skulle bruge lidt tid til at komme på plads, og samtidig har der har været så mange nye indtryk, jeg skulle have fordøjet før jeg har kunne skrive det ned.

Jeg skruer lige tiden omkring 10-12 dage tilbage til da jeg stod i lufthavnen i København. Jeg har hele tiden været bevist om, at denne rejse virkelig vil sætte mig selv på prøve, fordi jeg skal stå helt på egne ben og jeg har ingen jeg kan støtte mig op ad som sidst. Så derfor havde jeg på forhånd sagt at afskeden i lufthavnen ville være en ”NO CRY ZONE”, men som altid er der jo nogen som ikke kan overholde visse aftaler..
Da jeg har kysset og krammet farvel sætter jeg kursen mod trappen. Jeg leder lidt tid efter en af skærmene som kan informere mig om hvilken gate jeg skal gå til. Men der går selvfølgelig 100 år før der kommer nogen information op på skærmen og allerede der er der en lille stemme i mit hoved der siger, dit fly er forsinket.. Og ganske rigtigt! Mit fly er forsinket i næsten 2 timer, hvilket betyder at jeg heller ikke når mit fly i London. Jeg er henrykt.

Efter en evighed ankommer jeg endelige til London, sammen med omkring 250 andre som heller ikke havde nået deres fly. Dette medførte en kø på omkring 5 timer til British Airways skranken. Da jeg havde stået i kø i omkring halvanden time og ikke havde rykket mig længere end max fem meter annoncere de, at de ikke kan finde nye billetter til alle på nuværende tidspunkt, fordi de kun er tre ansatte på job. Vi vil derfor alle blive indlogeret på et hotel værelse og bedes komme tilbage dagen efter for at få en ny billet.

Da klokken er ca. 03:15 er jeg endelig kommet til hotel værelset, men jeg skal allerede være i lufthavnen igen omkring klokken halv 7, fordi jeg ved at der er en tidlig afgang til Entebbe.. Mit gode humør begynder lige så stille og forsvinde og samtidig har jeg ingen anelse om hvor min taske befinder dig. Lige der er mit værste mareridt, at min taske ikke er med flyet når jeg kommer til Entebbe.
Næste ”morgen”, 3½ time senere, tager jeg bussen tilbage til lufthavnen, hvor jeg heldigvis får en billet til kun 3 timer senere. Jeg sætter mig med en masse kaffe og venter på jeg kan gå til gaten. Da jeg sidder i flyet og føler at den kæmpe knude jeg har i maven begynder at løsne sig en smule, informere de over højtalerne at de har lidt problemer, så flyet bliver muligvis 50 min forsinket. Eftersom Jeg ikke er idiot, så jeg regner rimelig hurtigt ud, at det vil betyde at jeg ikke når mit næste fly i Kenya. Men Gud må åbenbart have hørt min stille bøn. Vi lander i Kenya 20 min før næste afgang, så det er bare direkte i det næste fly og videre til Entebbe.
Nu er der nok nogen som vil sige: Øv en start. Men hold fast, som man siger så kommer en ulykke sjældent alene og da jeg har ventet ved bagagebåndet i ca. 20 minutter, set omkring 70 tasker suse forbi må jeg konstatere, at min taske simpelthen bare ikke er med. Efter at have rejst i ca. 32 timer og sovet max 5 timer, er jeg utrolig imponeret over hvor hurtigt den sidste del af min optimisme forsvinder. Jeg stod mutters alene i Entebbe, alle mennesker havde forladt lufthavnen og det eneste jeg kunne tænke på var: Hvordan kommer jeg hurtigst tilbage til Danmark? Mens alverdens tanker flyver gennem mit hoved, begynder jeg at stor tude! Jeg var så træt og jeg havde intet overskud tilbage.. Efter et par minutter tager jeg mig sammen og overbeviser mig selv om, at det nok skal blive bedre når jeg kommer hen på hospitalet.

Da jeg har underskrevet papirerne vedrørende min manglende taske og kvinden bag skranken har informeret mig om, at den stadig befinder sig i London, bevæger jeg mig ud af lufthavnen for at finde personen som skal hente mig og køre mig til mit projekt, troede jeg.. Nej i stedet blev jeg kørt til et hotel i Kampala som lå lige ved siden af ICYE’s kontor. Efter jeg var blevet indlogeret, fik jeg besked på at henvende mig på kontoret næste morgen når jeg vågnede. Fantastisk start!

Fortsættelse følger…