MANDAG d. 11/7 2011

Nu synger Kina-eventyret på sidste vers, og det har jeg det fint med. Selvfølgelig kommer jeg til at savne det hele her, men efter i mange måneder at have suget indtryk til mig og været "åben" overfor livet som kinesiser, er der nu temmelig lukket. Jeg orker ikke flere mennesker der kigger og siger "hello", eller at træde i flere spytklatter eller efterladte kyllingeben. Jeg er træt af aldrig at kunne få en taxa, og end ikke de mange billige kinesiske markeder med sko og tøj formår at begejstre mig. Ikke at der er noget galt med markederne... De har ofte været min bedste ven. Men lige nu er tankerne kun på én ting; hjem.

Sara og jeg har ellers haft nogle hyggelige dage her, selvom vi ikke har lavet det store. De fleste dage har vi mindst sovet til klokken tolv, spist mad fra enten Pizzahut eller den japanske restaurant Ajisen Ramen, selvom det ikke ligefrem har været lyst, der har været mest af. Vi kender efterhånden menukortene alt for godt, og vi glæder os mere og mere til at komme hjem til hjemmelavet mad og velkendte ansigter. Ellers har vi fået 2 timers massage for 188 RMB (ca. 160 DKK) en sen aften fra klokken ti til tolv, kigget lidt i butikker og hængt ud en halv times tid på Starbucks. Lørdag aften var vi i teateret, hvor der blev opført et mix af traditionelle kinesiske stykker. Der var blandt meget andet en mand, der lavede skyggespil med sine hænder, der kunne forme sig som alverdens skabninger: små mennesker med hatte, svaner, kaniner, katte, ænder, ulve, hunde og en ugle, der var min favorit. Derudover var der et fascinerende show med "changing faces", hvor karaktererne var iført flotte kinesiske dragter og masker, der konstant skiftede så hurtigt, at man ikke kunne gennemskue, hvordan de gjorde. Vi havde fået showet anbefalet af Sisse og Haydee, der havde været inde at se det, og det var rigtig godt, at vi kom af sted. Det var bestemt en stor oplevelse, som jeg ikke har set mage til nogen steder i europa. I dag stod vi tidligt op, efter bare 4 timers søvn, for at se pandaerne igen sammen med Sisse og Haydee. Indgangen koster kun 58 RMB (ca. 50 DKK), og 2. gang viste sig at være en cirka lige så stor oplevelse som første gang. Flere af de små pandaer, der sidste gang havde snorket i træerne, var nu nede at lege og tumle, og det så rigtig sødt ud. Jeg blev endnu engang mindet om at dyr såvel som babyer af og til fremkalder handlinger ved voksne mennesker, hvor intelligensen ikke skinner overbevisende igennem. Ved en af pandaerne var der bl.a. en mand (en europæer vel at mærke), der lænede sig ind over indhegningen og smaskede vildt og voldsomt for at efterligne pandaens bevægelser. Da dyret forståeligt nok ikke gad at se på ham længere, rejste den sig på alle fire og gik sin vej, hvilket fik gutten til at løbe efter og spjætte og vinke i vilden sky. Ubegribeligt at manden efter udseende at dømme skulle forestille at være et sted i 40'erne. Hvorherre bevares menneske, du er IKKE en panda. Bagefter måtte jeg styrke mig på en pandekage, som viste sig at give mig kvalme. Der var ikke så meget diskussion, da Sara og jeg kom hjem på hotellet igen - en middagslur måtte der til. Ingen af os havde måske bare lige forudset, at vi ville sove 5 timer i streg. Men det var tiltrængt efter at have snakket det meste af natten, så det var ok.

I morgen formiddag ved 9.30 tiden tager Sisse, Haydee, Sara og jeg med taxa til Chengdu lufthavn, hvorfra vi skal flyve til Shanghai ved middagstid. I Shanghai overnatter vi med Dennis på et hotel tæt på lufthavnen, da vi skal flyve mod Schweiz allerede ved 9 tiden onsdag morgen. Jeg ser ikke specielt meget frem til den lange flyvetur, da det tager 13 timer, og strækningen fra Schweiz til Danmark tager yderligere omkring 2½ time. Heldigvis står min mor, far og søskende i lufthavnen til at tage imod mig, når jeg kommer til København, og jeg ser meget frem til at se dem igen. Ærligt, så glæder jeg mig vanvittigt meget til at komme hjem og det er ikke til at forstå, at jeg ikke har haft hjemve før nu. Jeg er stolt over, at jeg har kunnet holde Danmark så meget på afstand, som det har krævet for at kunne se charmen i Kina og være "åben" og nysgerrig så langt hjemmefra. Jeg har fået så ufatteligt meget ud af turen, og jeg er ikke på den måde træt af Kina, at det er udelukket, at jeg kommer tilbage engang. Men selvom ude er godt er hjemme nu engang det bedste. Vi ses på onsdag :)